De samfundsøkonomiske omkostninger på 80 mia. kr., som konsulentvirksomheden BCG og tænketanken Axcelfuture har regnet sig frem til som værende regningen for vores ambitiøse klimamål, kan desværre meget vel vise sig at være et underkantsskøn over de reelle omkostninger.
Klimaplanen, der er et ekstrakt af klimapartnerskabernes mange forslag til 25 helt konkrete initiativer, antager nemlig, at strategierne virker efter hensigten, og at regningen for de enkelte initiativer ikke løber løbsk. Det er der imidlertid ingen garanti for.
“Reelt er der her tale om en pick-the-
winners-
tilgang
Reelt er der tale om en pick-the-winners-tilgang til at nå klimamålet. Det er dog ikke givet, at man politisk evner at finde fremtidens klimavindere, og det er tilsvarende heller ikke sikkert, at man kan implementere dem omkostningseffektivt.
En lang række økonomer argumenterer derfor i stedet for en generel CO2-afgift. En CO2-afgift har den fordel, at den sikrer, at klimamålene nås effektivt – markedet klarer tilpasningen. Vi slipper derved for, at politikerne med usikker hånd skal udvælge vinderstrategierne.
Der kan dog også være ulemper ved en CO2-afgift. Det kan i praksis være svært at opgøre udslippet på virksomhedsniveau – vi taler eksempelvis ned på bedriftsniveau i landbruget. Dertil kommer, at vi risikerer, at produktionen flytter til udlandet, hvis vi som det eneste land indfører en CO2-afgift. Kan energitunge virksomheder som Aalborg Portland overleve på dansk jord?
CO2-afgifter er derfor mest virkningsfulde og mindst forvridende, hvis de indføres globalt eller regionalt. Men det er der næppe udsigt til, selvom man i EU også gerne vil reducere CO2-udslippet.
Spørgsmålet er derfor, hvordan man afvejer ulemperne ved CO2-afgifter over for ulemperne ved den pick-the-winners-strategi, den nye klimaplan lægger op til.
