ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ny formand gør op med sin forgængers overvejelser: B&O kan sagtens stå alene

B&O har styrken

til at stå alene som virksomhed, mener ny formand og gør dermed op med sin forgængers overvejelser

Foto: Tobias Nicolai
Foto: Tobias Nicolai

Spekulationerne om Bang & Olufsens fremtidige ejerskab har stået på i årevis, og selskabets tidligere formand, afdøde Ole Andersen, har før forsøgt at sælge virksomheden i bestræbelserne på at skalere forretningen til at blive rentabel.

Men hans arvtager, B&O’s nye formand Juha Christensen, mener, at B&O nu befinder sig i en situation, hvor potentialet er stort for at drive selskabet som en selvstændig virksomhed.

Det slår han fast i sit første interview som formand for det danske elektronikklenodie.

“B&O kan køre fantastisk som et selvstændigt firma, og det er det udgangspunkt, vi arbejder ud fra. Vi har skabt en platform nu, som helt klart giver B&O gode forhold som et selvstændigt selskab,” siger Juha Christensen.​​

Er det ikke bare noget, du skal sige, fordi I tidligere har afsøgt mulighederne for at finde en køber til B&O, uden at det er lykkedes?

“Som sagt så tror jeg på, at vi har berettigelse som selvstændig firma, og det er den plan, vi arbejder efter, og jeg har stærk tro på, at vi nok skal lykkes,” siger Juha Christensen, der satte sig for bordenden i B&O, da Ole Andersen pludselig gik bort i begyndelsen af juni.

Indledte salgsproces

Netop Ole Andersen har ad flere omgange sået tvivl om Bang & Olufsens evner til at overleve som selvstændig virksomhed. I 2014 satte formanden formelt selskabet til salg, og blot to uger før sin død såede han igen tvivl om, hvorvidt B&O har brug for en ny ejer:

“Spørgsmålet er selvfølgelig, om det kan lade sig gøre at skabe den nødvendige skala på egen hånd,” sagde Ole Andersen i et interview med Berlingske i maj 2020.

Udtalelsen faldt, kort efter at B&O’s direktør, Kristian Teär, havde fremlagt sin strategi for selskabet.

Strategien indebærer bl.a. en større spareplan, og så har B&O udpeget seks kernemarkeder i Europa, mens Kina og Sydkorea skal være det store fokus i Asien. Derudover forventer B&O at skrue op for produktlanceringerne de kommende måneder.

“Vi har en meget klar strategi, som både bestyrelsen og ledelsen har tillid til, at vi kan eksekvere på. Vi skal ikke overkomplicere det at køre forretningen. Vi skal lave nogle rigtig gode produkter, vi skal skabe en efterspørgsel, og så skal vi have de rigtige salgskanaler,” siger Juha Christensen.

Men de sidste mange år har B&O’s formand sagt, at I har en klar strategi,og hver gang har det vist sig ikke at være den rigtige strategi. Hvorfor skal man tro på, at det er det denne gang?

“Jeg har været med til at opbygge virksomheder af forskellig størrelse, og hvis man bryder en virksomhed som B&O ned i små klodser, så gælder det om at bygge de rigtige produkter og bygge til tiden. Vi har en lav sigtbarhed på grund af corona, men jeg føler, at vi står rigtig godt rustet nu,” siger Juha Christensen, der for første gang som formand stod ansigt til ansigt med B&O’s aktionærer på den årlige generalforsamling torsdag eftermiddag. ​​

Den blev afholdt efter endnu en hektisk B&O-periode, hvor det i juni lykkedes selskabet at hente omkring 400 mio. kr. i livsvigtig kapital fra sine aktionærer.

Aktionær: Stor tiltro

Storaktionæren ATP hørte til de ejere, der skød nye penge ind i B&O, og på generalforsamlingen gav aktiechef Claus Wiinblad udtryk for, at også hans tro på B&O er steget.

“Jeg har stor tiltro til, at det nye ledelsesteam med Kristian Teär i spidsen vil være i stand til at styrke selskabets helt basale operationelle og kommercielle eksekveringskraft i forhold til det, vi har set fra selskabet de seneste år,” lød det fra Claus Wiinblad.

Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, der følger udviklingen i B&O tæt, har længe haft den holdning, at det kun er et spørgsmål om tid, før B&O er færdig som selvstændigt selskab.

“Hvis det er så nemt at drive B&O’s forretning selvstændigt, så undrer det mig, at tidligere bestyrelser eller topchefer ikke har været i stand til at lykkes med det,” konstaterer han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis