B&O er dybt afhængig af sine detailforretninger og blev derfor ekstra hårdt ramt, da lande verden over lukkede ned i løbet af foråret.
Men de seneste måneders udvikling har ikke fået den nye formand, Juha Christensen, til at tænke, at forretningsmodellen med monobrandbutikker er forældet eller udgør en voldsom risiko fremover.
faldt omsætningen med i Bang & Olufsen i 2019/20
“Vores butikker har en kæmpe værdi, for så kan vi være med til at påvirke folks opfattelse af vores brand. Det er ret misundelsesværdigt i vores branche. Der er jo også en grund til, at Apple åbnede en masse af sine egne butikker i stedet for bare at sælge i multibrandbutikker. Man er selvfølgelig sårbar i situationer som den, vi er i nu, men vi må håbe, at den slags pandemier ikke rammer os alt for tit,” siger Juha Christensen.
I torsdags mødte han for første gang aktionærerne på den ordinære generalforsamling i Struer, og her gik bølgerne indimellem højt, fordi nogle få af de fremmødte var voldsomt utilfredse med udviklingen i B&O, der i det seneste regnskabsår for 2019/20 landede et underskud på over 500 mio., mens omsætningen dykkede 29 pct.
“Jeg har lært rigtig meget af Ole Andersen, og der gik knap en dag, uden at vi talte sammen
Juha Christensen, formand
Samtidig er aktiekursen dykket gevaldigt, og Bang & Olufsen var som følge af covid-19-krisen tvunget til i juni at bede sine ejere om yderligere kapital.
“Selvfølgelig kommer der noget uro og noget støj. Jeg har en dyb sympati for de folk, der har mistet penge på vores aktier. Nu skal vi bevise, at den strategi, vi har lagt, er den rigtige,” siger Juha Christensen.
Den 55-årige B&O-formand har boet i USA i en stor del af sit liv. Han er uddannet på London Business School, og han er tidligere af Time Magazine blevet udråbt som en af de 25 mest indflydelsesrige europæere i teknologibranchen.
Juha Christensen blev indlemmet i B&O’s top i 2016, året efter blev han næstformand, og parløbet med Ole Andersen, der gik bort i begyndelsen af juni, har været tæt.
“Jeg føler, at jeg har lært rigtig meget af Ole Andersen, og der gik knap en dag, uden at vi talte sammen,” siger Juha Christensen.
Han kommer til at bygge videre på Ole Andersens arbejde, men han kommer også til at adskille sig fra sin forgænger på visse punkter, fortæller han.
“Jeg tager en masse ting med, som Ole har gjort rigtig godt, men jeg kommer fra en teknologi- og designbaggrund, og jeg kigger mere på, hvordan man bryder en ting ned i legoklodser, så de kan bygges sammen på nye måder, så man f.eks. hurtigere kan lave nye produkter,” siger Juha Christensen.