Ifølge tal fra bankernes organisation, Finans Danmark, havde de danske banker i 1992 i alt 2467 filialer. I 2006 var tallet faldet til præcis 2000, og i 2014 var antallet af filialer faldet til 1076, mens de danske banker ved udgangen af 2018 havde 796 filialer. Hvortil dog skal lægges filialer fra blandt andre Nordea og Handelsbanken.
Men retningen er entydig. Bankerne fylder i dag langt mindre i gadebilledet. Ganske vist er der nogle banker, der stadig sætter bankskilte op på facaderne, som Arbejdernes Landsbank og Sparekassen Sjælland-Fyn. Det ændrer dog ikke på retningen på udviklingen.
Selv om filialer stadig fylder meget i bankdirektørers selvforståelse, fordi det er en meget synlig måde at være til stede i lokalsamfundet på, så er den fysiske tilstedeværelse presset af kunder, der synes, det er mere bekvemt at mødes med deres rådgiver over telefonen eller online. Og så omkostninger, der gør det stadigt mere nødvendigt at se på, om det er prisen værd at have sit banknavn på en facade.
Bankfilialerne stammer fra en tid, hvor de havde en helt anderledes rolle end i dag. Frem til 1993 var det almindeligt for mange lønmodtagere at modtage lønnen hver 14. dag kontant, udleveret i en kuvert fra arbejdsgiveren. Derfor var man nødt til at gå i banken, eller på posthuset, hver gang man skulle betale en regning.
Selv om især Danske Bank og Nordea i kølvandet på finanskrisen fik alvorlige klø for at lukke for mange filialer for hurtigt, så er realiteten, at efterspørgslen på det fysiske møde med banken bliver stadigt mindre. Og få banker har fået kritik for at lukke kassefunktionerne.
Når bankerne så samtidig bliver presset af vigende indtægter og stigende udgifter, blandt andet til øget digitalisering, så skal pengene til nye investeringer nødvendigvis komme et sted fra.
Og det er svært at forestille sig, at konklusionen bliver anderledes, end at stadigt flere filialer må lade livet. For deres funktion er ved at blive overflødig, nostalgi eller ej. Og udgifterne bliver for høje.
