Johnny Laursen tjente et trecifret millionbeløb, da han solgte Benjamin Media. Han tog til Mallorca og drak hvidvin, men efter et års driverliv vendte han hjem: Både han og hans formue skulle i arbejde.
Denne artikel er en del af magasinet Børsen Penge -læs det hele her.
En teknikalitet hos Post Danmark skabte grundlaget for Johnny Laursens forretningsimperium. På den måde blev han rig mere eller mindre ved et tilfælde, indkasserede gevinsten, smed 800 mio. kr. i sin pengetank og smækkede så ellers benene op på bordet, da han udlevede drømmen om det søde liv på Mallorca med hvidvin i solnedgangens skær.
Men det, der var drømmen, var ikke nogen drøm, da den gik i opfyldelse. Kold hvidvin var lig med gudsjammerlig kedsomhed. Noget måtte ske. Han vendte hjem. Og pengetanken blev åbnet op. Formuen skulle ud og arbejde. Det samme skulle Johnny Laursen, hvis ikke han skulle gå til i rigdommens sødme.
Det her er historien om en mand, som blev succesfuld iværksætter uden egentligt at vide det. Så gjorde han det, som han troede, ville gøre ham lykkelig. Men Johnny Laursen måtte erkende, at han ikke kunne finde ro i roen. Nye forretningseventyr var den eneste rigtige vej for ham at gå.
"Jeg kunne godt trække mig tilbage og leve fint af de penge, jeg har. Men det er ikke livet for mig. Jeg har prøvet det, og jeg kedede mig forfærdeligt. Nu behøver jeg så ikke længere tænke på, om det er lykken at sidde på Mallorca og nyde livet. Det er det ikke.”
Den 51-årige Johnny Laursen står bag én af nyere tids største danske mediesucceser. Sammen med en kompagnon løb han i slutningen af 1980’erne gang i det, der senere blev forlaget Benjamin Media samt prisportalen Bilbasen, og da det hele var solgt i 2009, var han mangemillionær. Egenkapitalen i Johnny Laursens holdingselskab var ved seneste regnskab lidt over 850 mio. kr.
Opholdet på middelhavsøen efter salget af livsværket varede kun et enkelt år.
"Hvis du spørger min kone, så ville hun nok gerne have været af sted i to år. Men at bo der et år og ikke lave andet end at drikke hvidvin og kigge ud over havet, det kunne jeg slet ikke finde ud af. Rigtigt mange mennesker har drømme, men det viser sig jo ofte, at det ikke nødvendigvis er lykken, når de går i opfyldelse. Jeg kan så konstatere, at for mig var det i hvert fald ikke fantastisk. Det første halve år var okay. Det sidste halve år sad jeg bare og trommede i bordet og spurgte, hvornår vi kunne komme hjem.”
Problemet var helt enkelt: Han kedede sig. Efter den fejlslagne retræte til Mallorca gik Johnny Laursen for alvor i gang med at sætte sine penge i spil.
Stor bilinvestering
Johnny Laursen er i dag ejer eller medejer af flere virksomheder. De spænder vidt fra landets eneste Ferrari- og Maserati-bilforhandler over en ejendom på Islands Brygge til en prissammenligningsportal for værkstedsydelser.
Den største investering i dag er bilforhandleren Formula Automobile i Allerød. Selskabet har kørt med underskud på et par millioner de seneste to år, men Johnny Laursen har en fast tro på, at der kommer sorte tal på bundlinjen. Og det er ikke noget tilfælde, at biler fylder en pæn del af investeringerne.
"Jeg er fascineret af oplevelsen ved at køre i biler. Lugten. Udseendet. Jeg er fuldstændig ligeglad med antallet af hestekræfter, og hvor hurtig en bil er fra 0 til 100 km/t. Men selve oplevelsen af at sidde bag rattet og være i kontrol med relativt stærke kræfter, det synes jeg er fantastisk,” siger Johnny Laursen i kontoret i Allerød, som i øvrigt er helt rødt – Ferraris farve.
Formula Automobile lever især af at lease luksusbiler ud til mere eller mindre velhavende danskere. Reglerne for bilafgift er skruet sådan sammen, at det er mere fordelagtigt at lease end at købe bilen.
Formula Autombile er endnu ikke nogen guldrandet forretning, men regnskabet for 2014 ser ud til at levere et pænt plus.
Glæden ved at køre har også fået Johnny Laursen til at kaste sig ind i motorsport. Sidste år blev han sammen med blandt andre Jan Magnussen – én af dansk motorsports største stjerner – nummer to i den europæiske Le Mans-serie, og drømmen er at køre 24 timers-løbet Le Mans til juni.
Forskel på investeringer
Ud over Formula Automobile har han sat en del af sine penge i Autobutler, som er en hjemmeside, hvor bilejere kan sammenligne og bestille reparationer. Også mere klassiske aktiver som ejendomme, aktier og obligationer er en del af den samlede portefølje.
"Ved nogle investeringer er der kun afkastet at være glad for. Det kan være ejendommene. Det er selvfølgelig ikke vildt sexet at købe en ejendom og bare lade den stå. Men jeg føler et ansvar, både over for mig selv og min familie, for at forvalte min formue nogenlunde fornuftigt, og der vil det være helt vildt at sætte alle pengene i spirende virksomheder, som jo i min verden er sjovere end at se på en ejendom, der nok giver et afkast, men jo ikke giver mig nogen oplevelser.”
Netop oplevelser er et ord, der går igen. Pengene i sig selv er rare at have, men han er især glad for de oplevelser, som pengene kan give ham. Derfor investerer han ofte i iværksætterprojekter, fordi han synes, det er spændende at hjælpe og omgås mennesker med en vision. Det må gerne give et afkast, men oplevelsen ved at være med til at bygge noget op er mindst lige så vigtig.
"Jeg går især efter projekter, hvor der står mennesker bag, som jeg stoler på. Jeg investerer mere i mennesker end i produkter. Men det er meget en mavefornemmelse. Jeg kan mærke, når det er rigtigt.”
Det er selvfølgelig ikke nok, at folkene bag en virksomhed eller et projekt er de rigtige. Tallene skal se lovende ud, og der skal være en begrundet formodning om, at projektet en skønne dag kan blive til en virksomhed, der giver et afkast til Johnny Laursen.
"Det vigtigste for mig er, at folk skal vise, at de tør investere noget. En god idé er selvfølgelig fin, men den er jo værdiløs i sig selv. Den kræver, at nogen udfører den. Så hvis en håbefuld iværksætter kan vise mig, at han har gældsat alt, hvad han ejer, at han ikke har sovet de sidste fire år, og at han har nået nogle af sine mål, så tror jeg på ham. Men en genial idé, som stadig ikke er udført, interesserer mig egentlig ikke.”
Dur ikke til driverlivet
Et sådant projekt med lovende folk bagved er Autobutler. Her sidder Christian Legene og Peter Michael Oxholm Zigler for bordenden, og Johnny Laursen ejer 14 pct. af foretagendet.
"Det er en fantastisk virksomhed. Jeg gik ind, da de to mænd havde bevist, at det ikke bare var tom snak. De havde sat sig nogle mål, og de havde nået dem. Det får mig til at tro på et projekt. Og så er de bare nogle dejlige og spændende mennesker, og det gør mig glad, når jeg kan hjælpe folk som dem på vej.”
Hvis Johnny Laursen ville, kunne han læne sig tilbage, sætte sine penge i danske realkreditobligationer og leve fint af det. Men opholdet på Mallorca har lært ham, at rastløsheden i ham er for stor til, at han kan stille sig tilfreds med en drivertilværelse.
"Hvis ikke man føler, at man gør en forskel eller har mulighed for at være sammen med andre mennesker i eksempelvis opstartsvirksomheder, hvad er der så tilbage? Jeg synes ikke, der er noget tilbage. Livet for mig er at opleve, og det gør jeg gerne ved at hjælpe iværksættere på rette vej. Det skal selvfølgelig være det rigtige projekt, jeg bliver præsenteret for, og jeg er heller ikke mere ivrig, end at jeg gerne venter på, at det rette dukker op.”
Formuen forvaltes i dag af fem mennesker i selskabet Benjamin Capital. De har hver især forskellige ansvarsområder som ejendomme og aktieinvestering.
Det var et vanvidsprojekt
Frøet til de mange penge, som Johnny Laursen i dag har at lege med, blev sået i en kælder i Aarhus-bydelen Åbyhøj i slutningen af 1980’erne. Her begyndte det medieeventyr, der senere skulle få navnet Benjamin Media. Når Johnny Laursen i dag ser tilbage på den periode, ser han et vanvidsprojekt.
"Det gode ved iværksættere er, at de ikke ved, hvor vanvittigt det, de har gang i, er. Det tror jeg, at alle vil sige. Det ser man først bagefter. Når man står midt i det, ser man slet ikke, hvor umuligt det er. Og havde man set det, så havde man selvfølgelig aldrig gjort det.”
Det vanvittige projekt gik i korte træk ud på at fortælle, hvad en brugt bil koster. På det tidspunkt, i 1987, fandtes internettet ikke, og skulle man finde en pris på en Opel Kadett årgang 1980, måtte man forlade sig på dagbladenes annoncer og den almindelige frie konkurrence mellem brugtvognsforhandlerne. Et samlet overblik eksisterede ikke.
"Nogle mennesker levede af at købe brugte biler i Jylland, fragte dem til Sjælland og sælge dem dyrere der, og det kunne lade sig gøre, fordi markedet var så uigennemsigtigt.”
I kælderen i Åbyhøj producerede han sammen med kompagnonen Svend-Aage Nielsen et magasin med brugtbilsannoncer. En fantastisk idé, tænkte de to iværksættere. Hvem kan være imod at skabe et mere gennemsigtigt marked?
Tre år slettet fra hukommelsen
Vanvittigt mange, viste det sig. Forhandlerne stejlede. De så ikke nogen fidus i, at kunderne kunne se, hvad forhandleren i nabobyen tog for samme bil, som de selv havde til salg. Også dagbladene var i offensiven. Annoncerne med de brugte biler var en stor millionforretning for dem, og den indtægt forsvarede de med næb og klør.
"Det tog tre år, hvor jeg … det er bare sådan et sort hul for mig i dag. Jeg kan ikke rigtigt huske noget fra den periode. Tre år er egentlig lang tid. Men det føles bare som en lille parentes. Der foregik ikke andet, end at det var overlevelse fra dag til dag. Vi tog et lille nøk fremad hele tiden. Men det var meget, meget små nøk.”
Johnny Laursen havde i en periode ikke nogen fast bopæl. Nætterne blev da brugt på sofaer hos venner og bekendte i Aarhus-området, og penge var der ikke mange af.
Når han skal pege på en fællesnævner for de ting, der har været en succes for ham, slår han især ned på én ting: Det skal gøre ondt.
"Alle gode ting er startet med, at det var lidt svært. Hvis jeg har de rigtige mennesker omkring mig, så kan jeg rigtigt godt lide, at det gør lidt ondt. Den der kampånd, hvor man kæmper nede i skyttegravene og sammen kæmper sig op, og glæden ved, at det så lykkes, det er fedt.”
En sådan skyttegrav var kælderen i Åbyhøj. Han kom først op af graven efter hjælp fra en noget uventet kant.
Tak til Post Danmark
Hjælpen kom fra det danske postvæsen. En teknikalitet i portoreglerne betød, at tryksager uden journalistik indhold var væsentligt dyrere at få fragtet ud til kiosker og købmænd end magasiner med egentlige artikler i.
"Så vi gik i gang med at skrive artikler. Det vidste hverken Svend-Aage eller jeg noget som helst om. Vi havde ikke penge til at hyre hjælp udefra. Så det foregik sådan, at jeg gik hjem til køkkenbordet og mere eller mindre oversatte artikler fra tyske bilmagasiner. Det redaktionelle indhold havde kun den funktion, at vi ville have en lav portotakst. Det var ikke vores ambition at lave et nyt bilmagasin.”
Det viste sig, at kunderne labbede artiklerne i sig. De var vilde med dem.
Derfor fik de to partnere større og større ambitioner om at lave et regulært bilmagasin krydret med annoncerne for brugte biler.
En journalist blev hyret, og i 1991 kom første udgave af Bilmagasinet, som i øvrigt lever i bedste velgående den dag i dag.
Johnny Laursen endte med at købe kompagnonen Svend-Aage Nielsen ud af selskabet i midten af 1990’erne. Det gjorde han, fordi Bilmagasinet ikke længere var nok for den ivrige iværksætter.
"Jeg ville lave et magasin til mænd. Der var Euroman på det tidspunkt, men det var ikke det, som den unge mand rent faktisk ville have. Den unge mand ville have noget på et, forstå mig ret, lidt lavere niveau. Det behøvede ikke være dyre jakkesæt og dybe interview med kulturpersonligheder.”
Og her trådte Svend-Aage Nielsen altså af rejsen med Benjamin Media.
Han forstod Johnny Laursens ønske om at prøve noget mere end Bilmagasinet, men valgte at tage stikket hjem på det tidspunkt.
"Det var langt fra sikkert, at den videre rejse ville lykkes. Det kunne jo være blevet en fiasko, og så kunne Svend-Aage sige, at det var da godt, at jeg tog stikket hjem. Nu blev det så en succes, som han ikke fik en del af. Men han har aldrig nogensinde sendt et signal om at være indebrændt eller ærgret sig over det. Slet ikke. Han tog en velovervejet beslutning og ville tage den samme beslutning i dag.”
Hyldest til hunden
Navnet på forlaget er i øvrigt en hyldest til Svend-Aage Nielsens hund Benjamin, som fungerede som en slags maskot i kælderen i Åbyhøj. Mandemagasinet M! blev en – efter danske standarder – enorm succes. Første udgave af bladet i 1997 blev udsolgt og solgte 60.000 eksemplarer. Senere titler som kvindebladene Woman og Costume solgte også glimrende.
Det unge forlag tiltrak sig interesse fra den svenske mediegigant Bonnier. I 2001 solgte Johnny Laursen halvdelen af forlaget til svenskerne. Betingelsen var, at Bonnier skulle overtage den anden halvdel inden for ti år. Det skete i 2009. Også Bilbasen.dk, som indeholder annoncer for brugte biler, og som er en udløber af Bilmagasinet, klingede i kassen med et trecifret millionbeløb, da Johnny Laursen solgte foretagendet i 2007.
Han scorede i alt omkring 800 mio. kr., men den sidste tid som kaptajn på Benjamin-skibet husker han ikke som gode. Otte år var simpelthen for lang tid at være “dead man walking”.
"Ti år føltes som lang tid, da jeg solgte første del i 2001, men efterhånden som det nærmede sig, blev det træls. Jeg vidste, jeg var på vej ud, og det hele gik op i regneark, og om vi nu overleverede en sund forretning. Det var ikke lige så sjovt, som det var før.”
Den lange exit gjorde også, at Johnny Laursen i dag ikke kan huske sin sidste arbejdsdag. Han havde i 20 år stået forrest på skibet, og han ønskede ikke at forlade forlaget fra den ene dag til den anden, uden at en ny kaptajn stod klar. Det endte med, at alle arbejdsopgaver en skønne dag var overdraget til andre medarbejdere, og så arbejdede Johnny Laursen ikke længere.
Siden afskeden med forlaget har han kun sjældent været på besøg i redaktionslokalerne på Frederiksberg. Sidste gang var, da journalisten, der løb Bilmagasinet i gang i begyndelsen af 1990’erne og i dag er magasinets chefredaktør, havde 50 års fødselsdag i oktober.
"Jeg synes ikke, jeg har noget at gøre der. Hvis jeg en dag vader ind i receptionen, så vil receptionisten sikkert hilse høfligt og spørge, hvem jeg har en aftale med. Jeg vil være et fremmedlegeme i huset.”
Han er glad for og stolt over sit livsværk, men er alt andet end sentimentalt anlagt.
"Jeg har den holdning, at man tager beslutninger i sit liv på så oplyst et grundlag som muligt. Og hvis man ville gøre det samme i dag, så er der ingen grund til at fortryde noget som helst. Mange mennesker fortryder ting i deres liv, men kun fordi de er blevet klogere, siden de begik deres fejl. Det er jo en efterrationalisering. Det kan jeg ikke bruge til noget,” siger Johnny Laursen, der ikke ønsker at være “klog med tilbagevirkende kraft.”
Frihed og sikkerhed
I kontoret i Allerød sidder Johnny Laursen blandt dyre biler, en Ferrari Formel 1-bil, som har haft den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher bag rattet, samt en håndbygget motorcykel af mærket Lauge Jensen.
Alligevel bedyrer han, at han ikke sætter en ære i at vise sin rigdom.
"Jeg har ikke noget ønske om at fremstå rig. Frem for alt har jeg intet ønske om, at folk skal se mig som et ophøjet menneske. For det føler jeg mig ikke som. Jeg er et helt almindelig menneske, som har været heldig med de ting, jeg har gjort, og har været sammen med nogle rigtigt dygtige mennesker.”
Ting betyder i udgangspunktet ikke noget for ham. Det betyder noget for ham, at tingene giver ham gode oplevelser. Og det betyder noget, at pengene giver ham frihed til at leve livet, som han vil, og til at tage de beslutninger i livet, som føles rigtige. Han kan godt se, at han kan virke som en vældig flottenhejmer set udefra. Men de dyre ting repræsenterer ingen værdi i sig selv.
Han har eksempelvis tidligere ejet et større sommerhus på Mallorca, men det har han solgt.
"Det gør mig ikke glad at eje ting. Men det gør mig glad at omgive mig med mennesker og ting, som kan give mig gode oplevelser.”
Hans håb er, at hans og hustruens tre børn får et naturligt forhold til penge. De får formentlig nemmere ved at købe den første bil og det første hus, men deres liv, det må de selv skabe.
"Det er sgu sådan jeg har det”
"I dag har de slet ikke noget forhold til penge. De kommer nogle gang hjem fra skole og fortæller, at de andre børn har sagt, at deres far er rig. Så siger jeg, at det ikke passer, og at det hele er belånt til langt op over skorstenen.”
Når han logger på sin netbank, kan han godt se, at der står mange nuller bag tallene.
Men det er abstrakt for ham, fordi det er tal på en skærm.
"Den virkelige skillelinje går ved, om man føler sig rig. Og den følelse har jeg slet, slet ikke.”
Lægger du bånd på dig selv for ikke at føle det?
"Nej, det er sgu sådan, jeg har det. Jeg føler mig ikke rig. Jeg føler mig bare fri.”
Denne artikel er en del af magasinet Børsen Penge -læs det hele her.
En teknikalitet hos Post Danmark skabte grundlaget for Johnny Laursens forretningsimperium. På den måde blev han rig mere eller mindre ved et tilfælde, indkasserede gevinsten, smed 800 mio. kr. i sin pengetank og smækkede så ellers benene op på bordet, da han udlevede drømmen om det søde liv på Mallorca med hvidvin i solnedgangens skær.
Men det, der var drømmen, var ikke nogen drøm, da den gik i opfyldelse. Kold hvidvin var lig med gudsjammerlig kedsomhed. Noget måtte ske. Han vendte hjem. Og pengetanken blev åbnet op. Formuen skulle ud og arbejde. Det samme skulle Johnny Laursen, hvis ikke han skulle gå til i rigdommens sødme.
Det her er historien om en mand, som blev succesfuld iværksætter uden egentligt at vide det. Så gjorde han det, som han troede, ville gøre ham lykkelig. Men Johnny Laursen måtte erkende, at han ikke kunne finde ro i roen. Nye forretningseventyr var den eneste rigtige vej for ham at gå.
"Jeg kunne godt trække mig tilbage og leve fint af de penge, jeg har. Men det er ikke livet for mig. Jeg har prøvet det, og jeg kedede mig forfærdeligt. Nu behøver jeg så ikke længere tænke på, om det er lykken at sidde på Mallorca og nyde livet. Det er det ikke.”
Den 51-årige Johnny Laursen står bag én af nyere tids største danske mediesucceser. Sammen med en kompagnon løb han i slutningen af 1980’erne gang i det, der senere blev forlaget Benjamin Media samt prisportalen Bilbasen, og da det hele var solgt i 2009, var han mangemillionær. Egenkapitalen i Johnny Laursens holdingselskab var ved seneste regnskab lidt over 850 mio. kr.
Opholdet på middelhavsøen efter salget af livsværket varede kun et enkelt år.
"Hvis du spørger min kone, så ville hun nok gerne have været af sted i to år. Men at bo der et år og ikke lave andet end at drikke hvidvin og kigge ud over havet, det kunne jeg slet ikke finde ud af. Rigtigt mange mennesker har drømme, men det viser sig jo ofte, at det ikke nødvendigvis er lykken, når de går i opfyldelse. Jeg kan så konstatere, at for mig var det i hvert fald ikke fantastisk. Det første halve år var okay. Det sidste halve år sad jeg bare og trommede i bordet og spurgte, hvornår vi kunne komme hjem.”
Problemet var helt enkelt: Han kedede sig. Efter den fejlslagne retræte til Mallorca gik Johnny Laursen for alvor i gang med at sætte sine penge i spil.
Stor bilinvestering
Johnny Laursen er i dag ejer eller medejer af flere virksomheder. De spænder vidt fra landets eneste Ferrari- og Maserati-bilforhandler over en ejendom på Islands Brygge til en prissammenligningsportal for værkstedsydelser.
Den største investering i dag er bilforhandleren Formula Automobile i Allerød. Selskabet har kørt med underskud på et par millioner de seneste to år, men Johnny Laursen har en fast tro på, at der kommer sorte tal på bundlinjen. Og det er ikke noget tilfælde, at biler fylder en pæn del af investeringerne.
"Jeg er fascineret af oplevelsen ved at køre i biler. Lugten. Udseendet. Jeg er fuldstændig ligeglad med antallet af hestekræfter, og hvor hurtig en bil er fra 0 til 100 km/t. Men selve oplevelsen af at sidde bag rattet og være i kontrol med relativt stærke kræfter, det synes jeg er fantastisk,” siger Johnny Laursen i kontoret i Allerød, som i øvrigt er helt rødt – Ferraris farve.
Formula Automobile lever især af at lease luksusbiler ud til mere eller mindre velhavende danskere. Reglerne for bilafgift er skruet sådan sammen, at det er mere fordelagtigt at lease end at købe bilen.
Formula Autombile er endnu ikke nogen guldrandet forretning, men regnskabet for 2014 ser ud til at levere et pænt plus.
Glæden ved at køre har også fået Johnny Laursen til at kaste sig ind i motorsport. Sidste år blev han sammen med blandt andre Jan Magnussen – én af dansk motorsports største stjerner – nummer to i den europæiske Le Mans-serie, og drømmen er at køre 24 timers-løbet Le Mans til juni.
Forskel på investeringer
Ud over Formula Automobile har han sat en del af sine penge i Autobutler, som er en hjemmeside, hvor bilejere kan sammenligne og bestille reparationer. Også mere klassiske aktiver som ejendomme, aktier og obligationer er en del af den samlede portefølje.
"Ved nogle investeringer er der kun afkastet at være glad for. Det kan være ejendommene. Det er selvfølgelig ikke vildt sexet at købe en ejendom og bare lade den stå. Men jeg føler et ansvar, både over for mig selv og min familie, for at forvalte min formue nogenlunde fornuftigt, og der vil det være helt vildt at sætte alle pengene i spirende virksomheder, som jo i min verden er sjovere end at se på en ejendom, der nok giver et afkast, men jo ikke giver mig nogen oplevelser.”
Netop oplevelser er et ord, der går igen. Pengene i sig selv er rare at have, men han er især glad for de oplevelser, som pengene kan give ham. Derfor investerer han ofte i iværksætterprojekter, fordi han synes, det er spændende at hjælpe og omgås mennesker med en vision. Det må gerne give et afkast, men oplevelsen ved at være med til at bygge noget op er mindst lige så vigtig.
"Jeg går især efter projekter, hvor der står mennesker bag, som jeg stoler på. Jeg investerer mere i mennesker end i produkter. Men det er meget en mavefornemmelse. Jeg kan mærke, når det er rigtigt.”
Det er selvfølgelig ikke nok, at folkene bag en virksomhed eller et projekt er de rigtige. Tallene skal se lovende ud, og der skal være en begrundet formodning om, at projektet en skønne dag kan blive til en virksomhed, der giver et afkast til Johnny Laursen.
"Det vigtigste for mig er, at folk skal vise, at de tør investere noget. En god idé er selvfølgelig fin, men den er jo værdiløs i sig selv. Den kræver, at nogen udfører den. Så hvis en håbefuld iværksætter kan vise mig, at han har gældsat alt, hvad han ejer, at han ikke har sovet de sidste fire år, og at han har nået nogle af sine mål, så tror jeg på ham. Men en genial idé, som stadig ikke er udført, interesserer mig egentlig ikke.”
Dur ikke til driverlivet
Et sådant projekt med lovende folk bagved er Autobutler. Her sidder Christian Legene og Peter Michael Oxholm Zigler for bordenden, og Johnny Laursen ejer 14 pct. af foretagendet.
"Det er en fantastisk virksomhed. Jeg gik ind, da de to mænd havde bevist, at det ikke bare var tom snak. De havde sat sig nogle mål, og de havde nået dem. Det får mig til at tro på et projekt. Og så er de bare nogle dejlige og spændende mennesker, og det gør mig glad, når jeg kan hjælpe folk som dem på vej.”
Hvis Johnny Laursen ville, kunne han læne sig tilbage, sætte sine penge i danske realkreditobligationer og leve fint af det. Men opholdet på Mallorca har lært ham, at rastløsheden i ham er for stor til, at han kan stille sig tilfreds med en drivertilværelse.
"Hvis ikke man føler, at man gør en forskel eller har mulighed for at være sammen med andre mennesker i eksempelvis opstartsvirksomheder, hvad er der så tilbage? Jeg synes ikke, der er noget tilbage. Livet for mig er at opleve, og det gør jeg gerne ved at hjælpe iværksættere på rette vej. Det skal selvfølgelig være det rigtige projekt, jeg bliver præsenteret for, og jeg er heller ikke mere ivrig, end at jeg gerne venter på, at det rette dukker op.”
Formuen forvaltes i dag af fem mennesker i selskabet Benjamin Capital. De har hver især forskellige ansvarsområder som ejendomme og aktieinvestering.
Det var et vanvidsprojekt
Frøet til de mange penge, som Johnny Laursen i dag har at lege med, blev sået i en kælder i Aarhus-bydelen Åbyhøj i slutningen af 1980’erne. Her begyndte det medieeventyr, der senere skulle få navnet Benjamin Media. Når Johnny Laursen i dag ser tilbage på den periode, ser han et vanvidsprojekt.
"Det gode ved iværksættere er, at de ikke ved, hvor vanvittigt det, de har gang i, er. Det tror jeg, at alle vil sige. Det ser man først bagefter. Når man står midt i det, ser man slet ikke, hvor umuligt det er. Og havde man set det, så havde man selvfølgelig aldrig gjort det.”
Det vanvittige projekt gik i korte træk ud på at fortælle, hvad en brugt bil koster. På det tidspunkt, i 1987, fandtes internettet ikke, og skulle man finde en pris på en Opel Kadett årgang 1980, måtte man forlade sig på dagbladenes annoncer og den almindelige frie konkurrence mellem brugtvognsforhandlerne. Et samlet overblik eksisterede ikke.
"Nogle mennesker levede af at købe brugte biler i Jylland, fragte dem til Sjælland og sælge dem dyrere der, og det kunne lade sig gøre, fordi markedet var så uigennemsigtigt.”
I kælderen i Åbyhøj producerede han sammen med kompagnonen Svend-Aage Nielsen et magasin med brugtbilsannoncer. En fantastisk idé, tænkte de to iværksættere. Hvem kan være imod at skabe et mere gennemsigtigt marked?
Tre år slettet fra hukommelsen
Vanvittigt mange, viste det sig. Forhandlerne stejlede. De så ikke nogen fidus i, at kunderne kunne se, hvad forhandleren i nabobyen tog for samme bil, som de selv havde til salg. Også dagbladene var i offensiven. Annoncerne med de brugte biler var en stor millionforretning for dem, og den indtægt forsvarede de med næb og klør.
"Det tog tre år, hvor jeg … det er bare sådan et sort hul for mig i dag. Jeg kan ikke rigtigt huske noget fra den periode. Tre år er egentlig lang tid. Men det føles bare som en lille parentes. Der foregik ikke andet, end at det var overlevelse fra dag til dag. Vi tog et lille nøk fremad hele tiden. Men det var meget, meget små nøk.”
Johnny Laursen havde i en periode ikke nogen fast bopæl. Nætterne blev da brugt på sofaer hos venner og bekendte i Aarhus-området, og penge var der ikke mange af.
Når han skal pege på en fællesnævner for de ting, der har været en succes for ham, slår han især ned på én ting: Det skal gøre ondt.
"Alle gode ting er startet med, at det var lidt svært. Hvis jeg har de rigtige mennesker omkring mig, så kan jeg rigtigt godt lide, at det gør lidt ondt. Den der kampånd, hvor man kæmper nede i skyttegravene og sammen kæmper sig op, og glæden ved, at det så lykkes, det er fedt.”
En sådan skyttegrav var kælderen i Åbyhøj. Han kom først op af graven efter hjælp fra en noget uventet kant.
Tak til Post Danmark
Hjælpen kom fra det danske postvæsen. En teknikalitet i portoreglerne betød, at tryksager uden journalistik indhold var væsentligt dyrere at få fragtet ud til kiosker og købmænd end magasiner med egentlige artikler i.
"Så vi gik i gang med at skrive artikler. Det vidste hverken Svend-Aage eller jeg noget som helst om. Vi havde ikke penge til at hyre hjælp udefra. Så det foregik sådan, at jeg gik hjem til køkkenbordet og mere eller mindre oversatte artikler fra tyske bilmagasiner. Det redaktionelle indhold havde kun den funktion, at vi ville have en lav portotakst. Det var ikke vores ambition at lave et nyt bilmagasin.”
Det viste sig, at kunderne labbede artiklerne i sig. De var vilde med dem.
Derfor fik de to partnere større og større ambitioner om at lave et regulært bilmagasin krydret med annoncerne for brugte biler.
En journalist blev hyret, og i 1991 kom første udgave af Bilmagasinet, som i øvrigt lever i bedste velgående den dag i dag.
Johnny Laursen endte med at købe kompagnonen Svend-Aage Nielsen ud af selskabet i midten af 1990’erne. Det gjorde han, fordi Bilmagasinet ikke længere var nok for den ivrige iværksætter.
"Jeg ville lave et magasin til mænd. Der var Euroman på det tidspunkt, men det var ikke det, som den unge mand rent faktisk ville have. Den unge mand ville have noget på et, forstå mig ret, lidt lavere niveau. Det behøvede ikke være dyre jakkesæt og dybe interview med kulturpersonligheder.”
Og her trådte Svend-Aage Nielsen altså af rejsen med Benjamin Media.
Han forstod Johnny Laursens ønske om at prøve noget mere end Bilmagasinet, men valgte at tage stikket hjem på det tidspunkt.
"Det var langt fra sikkert, at den videre rejse ville lykkes. Det kunne jo være blevet en fiasko, og så kunne Svend-Aage sige, at det var da godt, at jeg tog stikket hjem. Nu blev det så en succes, som han ikke fik en del af. Men han har aldrig nogensinde sendt et signal om at være indebrændt eller ærgret sig over det. Slet ikke. Han tog en velovervejet beslutning og ville tage den samme beslutning i dag.”
Hyldest til hunden
Navnet på forlaget er i øvrigt en hyldest til Svend-Aage Nielsens hund Benjamin, som fungerede som en slags maskot i kælderen i Åbyhøj. Mandemagasinet M! blev en – efter danske standarder – enorm succes. Første udgave af bladet i 1997 blev udsolgt og solgte 60.000 eksemplarer. Senere titler som kvindebladene Woman og Costume solgte også glimrende.
Det unge forlag tiltrak sig interesse fra den svenske mediegigant Bonnier. I 2001 solgte Johnny Laursen halvdelen af forlaget til svenskerne. Betingelsen var, at Bonnier skulle overtage den anden halvdel inden for ti år. Det skete i 2009. Også Bilbasen.dk, som indeholder annoncer for brugte biler, og som er en udløber af Bilmagasinet, klingede i kassen med et trecifret millionbeløb, da Johnny Laursen solgte foretagendet i 2007.
Han scorede i alt omkring 800 mio. kr., men den sidste tid som kaptajn på Benjamin-skibet husker han ikke som gode. Otte år var simpelthen for lang tid at være “dead man walking”.
"Ti år føltes som lang tid, da jeg solgte første del i 2001, men efterhånden som det nærmede sig, blev det træls. Jeg vidste, jeg var på vej ud, og det hele gik op i regneark, og om vi nu overleverede en sund forretning. Det var ikke lige så sjovt, som det var før.”
Den lange exit gjorde også, at Johnny Laursen i dag ikke kan huske sin sidste arbejdsdag. Han havde i 20 år stået forrest på skibet, og han ønskede ikke at forlade forlaget fra den ene dag til den anden, uden at en ny kaptajn stod klar. Det endte med, at alle arbejdsopgaver en skønne dag var overdraget til andre medarbejdere, og så arbejdede Johnny Laursen ikke længere.
Siden afskeden med forlaget har han kun sjældent været på besøg i redaktionslokalerne på Frederiksberg. Sidste gang var, da journalisten, der løb Bilmagasinet i gang i begyndelsen af 1990’erne og i dag er magasinets chefredaktør, havde 50 års fødselsdag i oktober.
"Jeg synes ikke, jeg har noget at gøre der. Hvis jeg en dag vader ind i receptionen, så vil receptionisten sikkert hilse høfligt og spørge, hvem jeg har en aftale med. Jeg vil være et fremmedlegeme i huset.”
Han er glad for og stolt over sit livsværk, men er alt andet end sentimentalt anlagt.
"Jeg har den holdning, at man tager beslutninger i sit liv på så oplyst et grundlag som muligt. Og hvis man ville gøre det samme i dag, så er der ingen grund til at fortryde noget som helst. Mange mennesker fortryder ting i deres liv, men kun fordi de er blevet klogere, siden de begik deres fejl. Det er jo en efterrationalisering. Det kan jeg ikke bruge til noget,” siger Johnny Laursen, der ikke ønsker at være “klog med tilbagevirkende kraft.”
Frihed og sikkerhed
I kontoret i Allerød sidder Johnny Laursen blandt dyre biler, en Ferrari Formel 1-bil, som har haft den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher bag rattet, samt en håndbygget motorcykel af mærket Lauge Jensen.
Alligevel bedyrer han, at han ikke sætter en ære i at vise sin rigdom.
"Jeg har ikke noget ønske om at fremstå rig. Frem for alt har jeg intet ønske om, at folk skal se mig som et ophøjet menneske. For det føler jeg mig ikke som. Jeg er et helt almindelig menneske, som har været heldig med de ting, jeg har gjort, og har været sammen med nogle rigtigt dygtige mennesker.”
Ting betyder i udgangspunktet ikke noget for ham. Det betyder noget for ham, at tingene giver ham gode oplevelser. Og det betyder noget, at pengene giver ham frihed til at leve livet, som han vil, og til at tage de beslutninger i livet, som føles rigtige. Han kan godt se, at han kan virke som en vældig flottenhejmer set udefra. Men de dyre ting repræsenterer ingen værdi i sig selv.
Han har eksempelvis tidligere ejet et større sommerhus på Mallorca, men det har han solgt.
"Det gør mig ikke glad at eje ting. Men det gør mig glad at omgive mig med mennesker og ting, som kan give mig gode oplevelser.”
Hans håb er, at hans og hustruens tre børn får et naturligt forhold til penge. De får formentlig nemmere ved at købe den første bil og det første hus, men deres liv, det må de selv skabe.
"Det er sgu sådan jeg har det”
"I dag har de slet ikke noget forhold til penge. De kommer nogle gang hjem fra skole og fortæller, at de andre børn har sagt, at deres far er rig. Så siger jeg, at det ikke passer, og at det hele er belånt til langt op over skorstenen.”
Når han logger på sin netbank, kan han godt se, at der står mange nuller bag tallene.
Men det er abstrakt for ham, fordi det er tal på en skærm.
"Den virkelige skillelinje går ved, om man føler sig rig. Og den følelse har jeg slet, slet ikke.”
Lægger du bånd på dig selv for ikke at føle det?
"Nej, det er sgu sådan, jeg har det. Jeg føler mig ikke rig. Jeg føler mig bare fri.”
