Velfærdsaftalen fra midten af 2000'erne er en af de vigtigste grunde til, at dansk økonomi – i modsætning til så mange andre – bliver anset og anerkendt internationalt som både holdbar og stærk. Og selve omdrejningspunktet er, at pensionsalderen gradvist bliver løftet sammen med udviklingen i levetid. Det afmonterer en stor del af slaget på de offentlige finanser fra demografien, hvor der bliver flere ældre, der skal forsørges i længere tid.
Ikke meget, for det var med lang indfasning fra starten. Undervejs stod det klart, at levetiden steg langt mere end forventet, og derfor fremrykkede man i 2011 indfasningen med fem år. Alligevel var det først sidste år, altså i 2019, at folkepensionsalderen begyndte at stige. Det gør den så gradvist med et halvt år hvert år frem til 2022, hvor den lander på 67 år.
I 2030 bliver pensionsalderen hævet til 68 år, og i 2035 skal folkepensionsalderen stige til 69 år, hvis levetiden udvikler sig som ventet. Og så kommer de 70 år altså i 2040. En alder, der ifølge De Radikale skal være endestation, selv om der ikke er sådan en i Velfærdsaftalen. Og som altså ifølge Cepos' beregninger vil koste 41 mia. kr. på den langsigtede holdbarhed og lave et stort krater i statskassen.
Slet ikke. Også tænketanken Kraka har tidligere fundet frem til, at folkepensionsalderen skal hæves til mindst 72,5 år i 2055, hvis man skal undgå et blødende hul i statskassen på sigt. Og Finansministeriet har regnet sig frem til, at hvis man holder pensionsalderen nede på 68 år efter 2030, så vil det slå det et hul i kassen på astronomiske 59 mia. kr.
Det står ret åbent. De Radikale har været bannerførere for en hård reformpolitik, der sikrer økonomien på sigt. Et brud på den linje kan skabe en ny politisk dynamik, når den ventede pensionskommission kommer med sin analyse senere på året.
