Det er overvågning, og der skal findes en løsning, så kundernes privatliv beskyttes, men en samkøring af data fra banker og myndigheder kan ifølge Nationalbanken fordoble antallet af hvidvaskindberetninger.
Dermed har banken vist, hvor stort potentialet er i brugen af data til at stoppe nye hvidvaskskandaler, som dem der har ramt Danske Bank i Estland og Nordea i Danmark – selv uden kunstig intelligens og selvlærende computere, påpeger Thais Lærkholm Jensen, der er chef for Nationalbankens dataanalyse og var ansvarlig for projektet.
“Til trods for at bankerne har øget deres indberetninger de seneste år, viser vores analyser, at der kunne indberettes dobbelt så mange mistænkelige sager som i dag. Det er det nuværende setup slet ikke gearet til,” siger Thais Lærkholm Jensen. Pilotprojektet blev gennemført med harddiske, der indeholdt flere mio. transaktioner, som Nationalbanken fik leveret fra en af de største danske banker, men som blev slettet, da forsøget sluttede midt i 2020.
“Der kunne indberettes dobbelt så mange mistænkelige sager som i dag. Det er det nuværende setup slet ikke gearet til
Thais Lærkholm Jensen
Potentialet stod ret hurtigt klart: Umiddelbart kunne man identificere mulige momssvindlere ved at screene virksomheder i mange brancher for, om de sender 25 pct. af de indgående betalinger videre som moms.
Analyser viser, at man ved at samkøre data og bruge en algoritme kan smide 27 pct. af de alarmer, der udløses i banken i dag, i skraldespanden og stadig fange 99 pct. af de risikable sager.
“I banksektoren er der et meget højt antal af falske positiver, som der manuelt bruges tid på. Det gælder blandt andet folk, der hæver store kontantbeløb hver måned, selvom det i nogle samfundslag og aldersgrupper er normalt,” påpeger lederen af pilotprojektet.
I flere år har politifolk og politikere haft bedre it og samkøring af data øverst på ønskesedlen i jagten på hvidvaskere og andre økonomisk kriminelle, og midt under coronakrisen har Nationalbanken sat turbo på og vist, hvad potentialet er.
“Det her ser vi et kæmpe potentiale i. Et er, hvad man kan vise med en bank, det næste skridt er at kigge på tværs. Når vi kun har haft én bank med, kan vi ikke sætte to streger under på samme måde,” siger Thais Lærkholm med henvisning til, at man endnu ikke har set på, hvad der kommer ud af at matche data fra flere banker.
Dermed kan anklagemyndighedens Hvidvasksekretariat og politikredsene få langt bedre muligheder for at imødekomme kritikken fra de ansatte i sektoren og bankerne selv, der mener, at myndighedernes indsats langtfra står mål med deres hvidvaskindsats ude i bankerne.
“Det primære perspektiv er helt klart at få et bedre system, så vi fanger flere kriminelle. Der foregår en kæmpe indsats ude i bankerne lige nu, hvor vi er oppe på over 5000 personer, der møder hver morgen for primært at arbejde med de her spørgsmål. Og det er klart, at man fra vores og samfundets side har interesse i at få gjort det smartere og mindre håndholdt,” siger Ulrik Nødgaard, direktør i Finans Danmark.
Sammen med regeringen skal bankernes organisation nu undersøge, om det er muligt at lave en samkøring, der beskytter kundernes privatliv og datasikkerhed nok, da Nationalbanken udelukkende har fokuseret på potentialet i sit forsøg.
“Det behøver ikke være så avanceret – med simple metoder kan vi nå rigtigt langt. Det vigtigste er, at det fælles datagrundlag er på plads, for så kan vi komme 80-90 pct. af vejen, og så er data science de sidste 10 pct.," siger Thais Lærkholm Jensen.