Mens kvinder i gennemsnit fik 12,7 pct. mindre i løn end mænd i 2019, stod finanssektoren som branche for den største lønforskel mellem de to køn.
Her fik kvinderne 19,9 pct. mindre i løn end deres mandlige kollegaer, viser tal fra Danmarks Statistik. Det kan i nogen grad forklares ved, at mændene sidder på de tungeste poster, lyder det fra sektoren.
Men i Danske Bank, hvor løngabet er på 19,2 pct., anerkender man, at der er et problem. Det skriver HR-direktør Karsten Breum i en mail.
“Den skævhed, vi ser i vores ledelseslag, hvor andelen af kvinder er for lav, påvirker den overordnede lønforskel mellem mænd og kvinder i banken, men det er ikke hele forklaringen. Tallene fortæller os, at kvinder generelt får mindre ud af deres lønforhandling, og det skal vi have ændret,” understreger han.
“Der er forskel i løn, som stadig åbenlyst lader til at handle om køn
Steen Lund Olsen, næstformand, Finansforbundet
Samtidig viser tal fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) fra 2020, at kvinder i gennemsnit tjente 8 pct. mindre end mænd i samme jobfunktion. Det er problematisk, vurderer fagforeningen Finansforbundet.
“Vi skriver 2021, og det er egentlig utroligt, at vi stadig skal forholde os til, at der er forskel i løn, som stadig åbenlyst lader til at handle om køn,” skriver næstformand Steen Lund Olsen i en mail.
Ifølge Karsten Breum er det vigtigt at anerkende, at “der er strukturer og historie på spil”:
“Vi har nok haft en tradition for at lægge hele ansvaret på individet, men her må vi som organisation løfte ansvaret for de vilkår, vi tilbyder.”
I FA ser man ikke, at forskellen på mænd og kvinders løn skyldes uligeløn:
“Tallene siger ingenting om geografi, virksomhed, jobindhold, ansvar eller erfaring. Så statistikken kan bruges til at vise, at der er et kønsopdelt arbejdsmarked måske, men ikke om der er uligeløn i finanssektoren,” siger adm. direktør Mariane Dissing.
Den forklaring køber Finansforbundets næstformand ikke: “Stort set alle analyser af lønstrukturen på arbejdsmarkedet viser, at der er en kønsmæssig lønforskel, som ikke kan forklares ved kendte variabler, og den forskel er også til stede i finanssektoren.”
Mariane Dissing fortæller dog, at FA endnu ikke kan dokumentere, hvorfor der er en forskel i lønnen for en mand og en kvinde, der på papiret har den samme jobfunktion.
“Jeg tror ikke, der er uligeløn i finanssektoren. Men jeg ved det ikke, for det kan vores tal ikke sige noget om. Vi går ind for lige løn for lige arbejde, så vi undersøger det. Og hvis der er uligeløn nogen steder, skal man kigge på det.”
Hverken Nordea, Nykredit, Sydbank eller Jyske Bank mener, at forklaringen for lønforskellen hos dem skal findes i medarbejdernes køn.
I Sydbank har man et løngab på 20 pct. mellem mænd og kvinder. HR-direktør Else Guldager forklarer, at mændenes medianløn generelt er højere, og det hænger sammen med, hvilken faggruppe og type af stilling de har.
Hvert år undersøger banken lønningerne for mænd og kvinder i sammenlignelige stillinger.
“I de seneste år har resultatet været, at forskellen i sammenlignelige stillinger højest er 3-4 pct. I visse tilfælde til kvinders fordel,” skriver Else Guldager, der understreger, at lønnen skal modsvares af kvalifikationer og arbejde.
Hverken Nordea eller Jyske Bank oplyser, hvad forskellen på mænd og kvinders løn er hos dem. Nykredit oplyser, at man har et mindre løngab i mændenes favør.
Selvom løngabet er blevet mindre i Danske Bank det seneste år, arbejder man videre.
“Selvom vores situation stadig er utilfredsstillende, forventer vi, at udviklingen går den rette vej, ikke mindst i takt med at vi får øget antallet af kvindelige ledere,” siger Karsten Breum.