Danske Bank har ikke bare trukket stikket på bankens økonomers Twitter-konti. Både i Danske Bank og Nordea dropper man nu al annoncering på online og sociale medier på grund af den nye kviklånslov, der er trådt i kraft onsdag.
Det oplyser presseafdelingen i Nordea, hvor man dog fortsat har valgt at lade bankens eksperter være til stede på sociale medier.
“Selvom reglerne kan være svære at tolke, ændrer vi i Nordea ikke på, hvordan vores analytikere arbejder med at skabe sammenhænge og klarhed over markederne gennem deres faglige analyser. Men vi har midlertidigt pauset annoncering på online og sociale medier, indtil der er større klarhed,” skriver Nordea i en e-mail.
Problemet er en formulering i kviklånslovens paragraf 11b, der specifikt forbyder “enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.”
Bankernes brancheorganisation Finans Danmark gjorde i februar, da loven var i høring, opmærksom på problemet. For selvom Erhvervsministeriet i forarbejdet til loven gav eksempler på, hvordan forbuddet skal tolkes i den fysiske verden, havde ministeriet ikke beskrevet, hvad der gælder online.
Det fremgår heller ikke af loven, og derfor har de to største banker i Danmark nu trukket en del af deres online tilstedeværelse tilbage.
“Af loven fremgår det, at markedsføring eller branding ikke må optræde i nærheden af reklamer for spil og spiludbydere. Det giver bl.a. store udfordringer på de sociale medier, hvor det i praksis er umuligt at undgå, og reelt betyder det, at bankernes muligheder for at reklamere og brande indskrænkes eller helt umuliggøres,” skriver chefjurist i Finans Danmark Kjeld Gosvig-Jensen i en mail til Børsen.
“Vi har forsøgt at få afklaret rækkevidden og det politiske sigte hos myndighederne. Det er desværre ikke lykkedes på nuværende tidspunkt. Det er selvfølgelig utilfredsstillende, når loven træder i kraft i dag,” fortsætter Kjeld Gosvig-Jensen.
De spørgsmål, som bankerne mangler at få afklaret, omfatter, om reklamer for en bank og en spiludbyder må dukke op på samme onlinemedie. Eller om banker helt skal droppe at annoncere online på sites, hvor betting-firmaer også annoncerer, for ikke at bryde forbuddet.
Et andet spørgsmål er, om tweets og andre sociale mediekommentarer fra bankernes eksperter skal ses som reklame. Og om bankerne så skal holde sig fra sociale medier, fordi deres kommentarer risikerer at dukke op ved siden af reklamer for Danske Spil eller andre spilfirmaer i brugernes feed.
“Vi er i gang med at afklare betydningen af de nye regler, og hvad de indebærer for vores kommunikation på de sociale medier. Vi vil derfor være lidt mere stille hen over sommeren,” siger Stefan Singh Kailay, pressechef i Danske Bank, hvor banken ligesom Nordea også har droppet online annoncering for at være sikker på ikke at bryde loven.
Børsen Pro Finans har bedt Erhvervsministeriet om en kommentar til fortolkningen af loven, men ministeriet er endnu ikke vendt tilbage.