Danske Banks interne organisering ligner på mange måder en division i hæren: Der er Chris Vogelzang som general og et stramt hierarki af bankdirektører, vicedirektører, underdirektører og afdelingsdirektører samt underofficerer og menige.
Og fordi banker skal styre risiko, har arbejdsgange været meget formaliserede og stramt styrede. Helt ned til de daglige møder i “12-mødesalen” i Holmens Kanal, hvor alle større låneansøgninger i det meste af bankens historie andægtigt blev forelagt bankens ordførende direktør, der sad under krystallysekronen, omgivet af sine adjudanter.
Der skal stadig være styr på kreditrisikoen. Men Danske Banks nye ledelse har, som tidligere SAS-chef Jan Carlzon, besluttet at “rive pyramiderne ned” internt i banken. Ikke nødvendigvis fordi man har lyst til det, men fordi det er nødvendigt, for at banken kan forblive relevant.
Kompleksiteten i banken er ganske enkelt blevet for stor og for dyr. Det kræver for meget tid og for mange penge at arbejde i bankens mange separate siloer, der kun kan samarbejde via ledelsens hårde styring.
Derfor giver det rigtig god mening at indføre den projektstruktur, der har gjort musiktjenesten Spotify til en global succes.
Men det er ikke en nem øvelse. Det er reelt et opgør med bankens stærke kultur, som kan blive svær for mange ansatte, men helt sikkert også vil blive budt velkommen af især de yngre medarbejdere.
Men Danske Bank vil fortsat være en meget mere kompleks maskine end Spotify med tusinde af tandhjul, også it-mæssigt, der skal passe sammen. Og myndighedskrav betyder også, at et projekthold i Danske Bank heller ikke i fremtiden bare lige kan lancere et nyt produkt, eller en ny proces, uden der kommer kontrollanter ind over.
Men måske mest interessant bliver, om generalerne på direktionsgangen og deres håndgangne officerer rent faktisk vil afgive deres magt og ret til at bestemme og stole på medarbejderne. Det er den slags, der ser nemt ud på papirer, men kræver at blive vist i praksis.
Men alternativet er, at Danske Bank ender med at blive kvalt i omkostninger og kompleksitet. Så banken er nok reelt ude i en kamp for at kunne overleve, også i fremtiden.