Selvom corona har aflyst de fleste fester det seneste år, forsætter banksektoren med at afholde bryllupper.
Onsdag morgen har Arbejdernes Landsbank annonceret, atman køber sig til kontrollen med Vestjysk Bank.
Arbejderbanken har længe ejet omkring 32 pct. af banken, men ordførende direktør Gert Jonassen har gang på gang fortalt, at man så Vestjysk Bank som en god finansiel investering.
“Jeg tror, de er blevet lidt overraskede over det,” siger Gert Jonassen om at have købt sig til magten i Vestjysk Bank.
Aktierne har han købt af Nykredit og AP Pension, der også var med i det konsortium, der blev lavet, da Vestjysk Bank i 2017 skulle rekonstrueres.
“Vi har ingen planer om at gøre noget ved ledelsen, der er sindssygt dygtige
Gert Jonassen, ordførende direktør, Arbejdernes Landsbank
Gert Jonassen fortæller, at man sagt til de andre i konsortiet, at man kunne være interesseret i at købe flere dele af Vestjysk Bank, hvis de ønskede at komme af med dem.
“Vi har jo haft en pæn indflydelse og haft det, fordi vi syntes, at det kunne være interessant. Jeg håber, at Vestjysk Bank ser det sådan, at de i stedet for tre ejere har fået én. De kender os jo som ejere, og jeg håber, at de har en god opfattelse af os. Det plejer at være vores ry,” siger Gert Jonassen.
I alt har Arbejdernes Landsbank overtaget 28,3 pct. af aktierne i Vestjysk Bank og med sin tidligere ejerandel ejer Arbejdernes Landsbank nu 60,7 pct. af Vestjysk Bank. Prisen er for aktierne var 3,45 kr. pr. aktie, hvilket er 23 pct. mere end en Vestjysk Bank-aktie kostede, da fondsbørsen lukkede tirsdag.
I sidste uge fortalte Gert Jonassen, atman så ind i et blive et sifi-institut, og dermed er Arbejdernes Landsbank en af de banker, der er så store, at det vil påvirke samfundsøkonomien negativt, hvis banken gik konkurs.
“Uanset hvad var vi jo tæt på at blive sifi, og hvis det her godkendes, er jeg ret sikkert på, at vi bliver det nu,” siger Gert Jonassen.
Idéen om fuldstændig at overtage kontrollen begyndte at simre i Arbejdernes Landsbank sidste sommer, fortæller Gert Jonassen.
Men det er i forbindelse med annonceringen af fusionen mellem Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse i slutningen af 2020, at der blev talt mere seriøst om det. I begyndelsen af i år blev de to banker endeligt lagt sammen.
“Vestjysk Bank er tungt til stede rent geografisk i et område, hvor vi ikke står specielt stærkt. Samtidig er de virkelig gode på landbrug og fiskeri, som vi ikke har noget af, overhovedet,” siger Gert Jonassen.
Vestjysk Bank bliver ved med at hedde Vestjysk Bank og kommer til at køre som et datterselskab, der fortsat skal servicere sine kernekunder. Ifølge Gert Jonassen er der ikke udsigt til, at hverken ledelsen eller medarbejdere i Vestjysk Bank kommer til at miste jobbet.
“Vi har ingen planer om at gøre noget ved ledelsen, der er sindssygt dygtige. Medarbejderne skal heller ikke bekymre sig om nye fyringsrunder,” siger Gert Jonassen.
Sidste år gennemførte Den Jyske Sparekasse en fyringsrunde og da de to banker blev lagt sammen i starten af året mistede 75 ansatte i Vestjysk Bank jobbet.
Banken udsender stadig sine fondsbørsmeddelelser fra Torvet i Lemvig, men hovedsædet er i øjeblikket i gang med at blive flyttet til Herning.
Da Arbejdernes Landsbank skal fremsætte et købstilbud for hele banken, når den ejer mere end 33 pct. kan aktionærerne fra slutningen af maj og fire uger frem kigge i postkassen efter et egentlig tilbud for aktierne for 3,45 kr. pr. aktie.
“Efter offentliggørelsen af det pligtmæssige overtagelsestilbud vil bestyrelsen i Vestjysk Bank A/S tage stilling hertil og udarbejde en redegørelse til aktionærerne,” skriver Vestjysk Bank i meddelelsen.
Gert Jonassen regner dog med, at flere aktionærer vil sige nej til tilbuddet, da der et stort sammenfald mellem aktionærer og kunder i Vestjysk Bank.
Onsdag morgen hamrer Vestjysk Bank-aktien i vejret med over 21 pct.