Opdateret kl. 08.47– Arbejdernes Landsbank har nu fået fuld kontrol med Vestjysk Bank. Det sker efter en aftale om, at arbejderbanken køber Nykredits og AP Pensions aktieposter i Lemvig-banken.
Med købet kommer Arbejdernes Landsbank til at sætte sig på 61 pct. af aktierne i Vestjysk Bank.
“Vestjysk Bank skal fortsat drives som selvstændig bank under eget brand og med selvstændigt filialnetværk
Arbejdernes Landsbank
“Vestjysk Bank skal fortsat drives som selvstændig bank under eget brand og med selvstændigt filialnetværk. Opkøbet udløber direkte af Arbejdernes Landsbanks 2025-strategi om at vokse både organisk og gennem opkøb, og skal styrke balancen mellem privat- og erhvervskunder med henblik på at stå styrket i fremtidens bankmarked,” lyder det i en selskabsmeddelelse fra Arbejdernes Landsbank.
Arbejdernes Landsbank skal iværksætte et pligtmæssigt tilbud på at købe alle aktierne i den børsnoterede Vestjysk Bank. Arbejdernes Landsbank vil tilbyde de øvrige aktionærer i Vestjysk Bank en pris på 3,45 kr. pr. aktie, svarende til den pris som Nykredit og AP Pension har fået for deres aktier.
Dermed tilbydes de øvrige aktionærer en pris, der ligger 23,2 pct. over gårsdagens slutkurs for Vestjysk Bank-aktien.
Arbejdernes Landsbank var med i et Nykredit-ledet konsortium, der i 2017 rekonstruerede Vestjysk Bank, som ikke var i stand til at tilbagebetale et statsligt hybridlån fra finanskrisen.
“Da vi i 2017 gik ind og hjalp Vestjysk Bank, lå det ikke i kortene, at vi en dag skulle eje en meget stor andel af banken
Gert R. Jonassen, ordførende direktør, Arbejdernes Landsbank
Sidste år blev det besluttet, at Vestjysk Bank skulle overtage Den Jyske Sparekasse i Grindsted, og dermed får Arbejdernes Landsbank reelt kontrollen med to banker.
“Da vi i 2017 gik ind og hjalp Vestjysk Bank, lå det ikke i kortene, at vi en dag skulle eje en meget stor andel af banken. Vi har dog, i de mellemliggende år, været vidner til en god finansiel udvikling og har samtidig kunne se et fællesskab mellem Vestjysk Banks værdier og dem, vi driver bank efter i Arbejdernes Landsbank. Nu fik vi muligheden for at blive en endnu større del af Vestjysk Bank, som vi ser som et godt og komplementerende match til Arbejdernes Landsbank,” siger Gert R. Jonassen, der er ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank, i en udtalelse.
pct. af aktierne sætter Arbejdernes Landsbank sig på
Selv om Arbejdernes Landsbank er meget populær blandt private kunder, har banken aldrig fået succes med at opbygge en erhvervsportefølje. Og det skal købet af Vestjysk Bank hjælpe med til.
“Målet er, at vi fremover skal spille en større rolle i erhvervskundemarkedet, øge vores samlede bankforretning og forbedre koncernens balance mellem erhverv og privat, så vi står stærkere overfor fremtidens kapitalkrav til finansielle institutioner. Og så ønsker vi at øge vores tilstedeværelse i Midt- og Vestjylland, hvor Arbejdernes Landsbank ikke er så stærkt repræsenteret i dag,” siger Gert Jonassen i selskabsmeddelelsen.
Han understreger, at Arbejdernes Landsbank, som ny majoritetsejer vil skabe den nødvendige tid og plads til, at den igangværende fusion mellem Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse.
For at finansiere købet af Vestjysk Bank vil Arbejdernes Landsbank lave en kapitaludvidelse med fortegningsret for alle bankens nuværende aktionærer.
De største aktionærer har givet forhåndstilsagn om tegning af deres forholdsmæssige andel af kapitaludvidelsen samt at tegne eventuelle resterende aktier, som ikke måtte blive tegnet af andre aktionærer ved udnyttelse af tildelte tegningsretter.
“Vi har et stærkt fundament i Arbejdernes Landsbank, og har over en længere periode ønsket at udvide AL-koncernens forretningsomfang på bankområdet. Det markante kunderettede fokus i både Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, samt de komplementerende privat- og erhvervskundeporteføljer, er et godt match,” siger Per Christensen, bestyrelsesformand for arbejderbanken og forbundsformand for 3F.