ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mandag blev Jyske Bank storaktionær i Danske Andelskassers Bank (DAB), da man offentliggjorde, at Jyske Bank ejer 5,11 pct. af banken med hovedsæde i Hammershøj.

Den melding kan ifølge flere aktieanalytikere komme til at sætte spor i hele det jyske bankmarked. I øjeblikket spekuleres der flere steder i, om DAB bliver en del af den nye og større Vestjysk Bank, der i starten af året fusionerede med Den Jyske Sparekasse.

Spar Nord ejer i forvejen 31,09 pct. af aktierne i DAB.

Mads Thinggaard, der er aktieanalytiker i ABG Sundal Collier, vurderer dog, at hverken Spar Nord eller Jyske Bank kommer til at overtage hele DAB.

Det her skridt får det til at se ud, som om der noget større under opbygning

Asbjørn Nicholas Mørk, aktieanalytiker, Danske Bank

“Det er min læsning, at DAB ikke er interesseret i at blive en del af Jyske Bank. De ønsker en ligeværdig fusion,” siger han til Børsen.

Igennem flere år har Mads Thinggaard sagt, at Vestjysk Bank, DAB og Den Jyske Sparekasse ville ende sammen i et fornuftsægteskab. Det fastholder han i dag.

“Som altid peger jeg på Vestjysk Bank som den åbenlyse bank for DAB at gå ligeværdigt og meningsfyldt sammen med. At Jyske Bank nu er storaktionær, kan sætte gang i modsatrettede kræfter,” siger Mads Thinggaard.

Under opsejling

Asbjørn Nicholas Mørk vurderer som aktieanalytiker i Danske Bank ligeledes, at Jyske Banks nye titel som storaktionær i DAB skal ses som en lille del af at større skifte, der kan komme i banksektoren.

“Det her skridt får det til at se ud, som om der noget større under opbygning. Det kan meget vel være, at DAB overvejer at fusionere med Vestjysk Bank,” skriver Asbjørn Nicholas Mørk i en analyse.

Han påpeger dog, at det kræver, at Spar Nords Lasse Nyby sælger sine DAB-aktier. Det har Nyby tidligere sagt, at han skal have en rigtig god pris for.

31,09

ejer Spar Nord af DAB

Ifølge Mads Thinggaard kan det på den måde ende med, at landets største udlåner, Nykredit, bliver en del af dramaet omkring DAB.

“Det her kan betyde, at Nykredit bliver nødt til at blande sig for at holde Jyske Bank ude. Deri kan der ligge en mulighed for, at Spar Nord, der er Nykredits tro væbner inden for Totalkredit-samarbejdet, måske på et tidspunkt kan lade sig overtale til at placere aktierne i en venlig fusion, selvom at adm. direktør Nyby har været klar i mælet om, at han vil have en ret høj pris for aktierne,” siger Mads Thinggaard.

Jyske Bank har sit eget realkreditinstitut og ville med en overtagelse af DAB kunne snuppe en af Nykredits formidlere af Totalkredit-udlån.

Smuk sløjfe

Begge analytikere peger på, at Jyske Bank i sidste uge indgik et forsikringssamarbejde med Købstædernes Forsikring.

“Jyske Bank har netop lavet et forsikringssamarbejde sammen med Købstædernes Forsikring, hvor den adm. direktør er bestyrelsesformand i DAB. Det hele er på den måde bundet smukt sammen,” siger Mads Thinggaard.

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, kan Jyske Bank dermed igen ende med at spolere Spar Nords opkøbsplaner, som man gjorde med Nørresundby Bank i 2015. Her endte Nørresundby Bank i stedet for Spar Nord hos Nordjyske Bank, der sidenhen endte med at fusionere med Ringkjøbing Landbobank.

“Jyske Bank kan igen blive den mellemfinansierende frelsende engel,” siger Per Hansen.

DAB’s aktie stiger tirsdag eftermiddag med op mod 8 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis