Det var med nogen spænding, at vi søsatte dette års Børsen Bæredygtig Cases.
Ville der være lige så mange gode eksempler på grønne projekter i danske virksomheder, som vi oplevede sidste år, hvor overvældende mange virksomheder sendte projekter ind?
Havde krig, geopolitiske spekulationer i virksomhederne og økonomisk krise taget livet af de gode idéer, som er så vigtige for at skabe den grønne og nødvendige omstilling?
Kunne den politiske træghed, der til tider præger både dansk og international klimapolitik tage pusten fra innovationen?
Heldigvis ikke. Vi havde overhovedet ikke behøvet at bekymre os.
Se de 50 Børsen Bæredygtig Cases 2023 her.
Idéen med Børsen Bæredygtig Cases er, at virksomheder med en omsætning på over 50 mio. kroner kan indstille grønne projekter.
Projekterne skal have vist deres værd, det vil sige, at de skal have en betydning i en forretning og reelt gøre en forskel – f.eks. ved at virksomheden har nedbragt sit CO2-udslip eller har ændret sin forretningsmodel hen imod mere genbrug og dermed i en cirkulær retning. Projektet skal have kostet tid og penge og meget gerne kunne overføres til andre brancher. Måske kan idéen ikke direkte kopieres af andre, men den skal kunne inspirere alle.
“Samtidig skal projekterne indstilles i en af de seks kategorier i EU-taksonomien, der er EU’s rammeværk for grønne investeringer, og som dirigerer hovedparten af klimaindsatsen i EU.Idéerne og innovationen i de indstillede projekter i 2022 var på et højt niveau, og i år ligger niveauet endnu højere
Redaktionen udvælger sammen med Børsen Bæredygtigs advisory board, som du kan møde senere her i avisen, hvilke projekter der bliver de 50 Børsen Bæredygtig Cases. I vurderingen af de mange indstillede projekter, vurderer vi derfor, om projekterne er forretningskritiske, innovative og skalerbare.
Idéerne og innovationen i de indstillede projekter i 2022 var på et højt niveau, og i år ligger niveauet endnu højere. Det siger noget om den tyngde, som danske virksomheder generelt lægger i deres indsats i den grønne omstilling.
“Kvaliteten er bedre i år, og arbejdet i de indstillede virksomheder virker mere kvalificeret. Forståelsen for dagsordenen er bedre, og tiltagene findes på nogle strategisk mere væsentlige områder,” siger Line Berg Madsen, jurist og medlem af Børsen Bæredygtigs advisory board.
50 projekter er mange. Hvorfor kårer vi ikke bare et enkelt? Eller en top-5? Eller måske endda en top-10?
Det gør vi ikke, fordi vi tror på, at skal tempoet op i en omstilling, der går for langsomt, er én enkelt idé ikke nok. Vi har brug for mange flere. Derfor præsenterede vi 50 idéer sidste år, og derfor tager vi 50 idéer frem som Børsen Bæredygtig Cases i år.
Og derfor kan alle fuldstændig frit lade sig inspirere af 100 gode grønne idéer. Du finder dem på borsen.dk/cases.
At idéerne ikke er bag en betalingsmur, er en del af Børsen Bæredygtigs grundidé. Takket være et partnerskab med Danske Bank og PwC ligger alle artikler og indhold fra Børsen Bæredygtig frit tilgængeligt for alle, og alle idéerne i Børsen Bæredygtig Cases kan deles af alle.
Partnerskabet handler om at muliggøre vidensdeling. Det giver sig selv, at partnerne aldrig har indflydelse på det redaktionelle indhold på Børsen.
Hvis man ser Børsen Bæredygtig Cases som en temperaturmåling på grøn innovation i dansk erhvervsliv, så er temperaturen lige tilpas.
Der er masser af projekter i virksomhederne, de er af høj kvalitet, og mange virksomheder arbejder med projekter i så stor skala, at det kræver en ændring af selve forretningsmodellen.
Kan man så ønske sig mere?
Ja! Det er nødvendigt at holde tempoet. At virksomhederne fortsætter med at få masser af idéer, at de deler dem på tværs af deres egen og andre brancher, og at de udfordrer sig selv til at have nye og højere klimamål. Samtidig er det vigtigt at grøn omstilling ikke bliver et snævert fokus på CO2-reduktion.
Et af de seks punkter i EU-taksonomien omhandler biodiversitet. Et emne, som mange virksomheder står famlende over for, men ikke desto mindre kommer til at skulle forholde sig til. Biodiversitetskrisen skønnes af eksperter at komme til at fylde mindst lige så meget i virksomhedernes arbejde i løbet af de kommende fem år som klimakrisen.
Det er også derfor, biodiversitet er et af de temaer, vi tager op i Børsen Bæredygtigs masterclasses, der kan ses 13.-16. juni påborsen.dk
Biodiversitet bliver også et tema på Børsen Bæredygtig Summit 26. september 2023. Vi fylder Lokomotivværkstedet i København med idéer og innovation inden for virksomheders grønne omstilling. Der er fri adgang, og du er inviteret!
Louise Vogdrup-Schmidt, redaktør, Børsen Bæredygtig
