Selskaber dropper milliardudbud: Risikoen er for stor

Klimaskadelige drivhusgasser, der ryger ud af industriens skorstene, skal fanges og lagres under jorden eller i gamle oliefelter på havet.

Den teknologi er fra flere fronter blevet udråbt som en af de potentielt store redningskranse i den grønne omstilling og for de danske klimamål.

For at få sat skub i udviklingen i Danmark satte regeringen sidste år gang i et 28,7 mia. kr. stort udbud. Her kan selskaber søge støtte til deres projekter inden for CO2-fangst og -lagring (CCS).

I første omgang var interessen stor, men det har ændret sig hastigt.

For de seneste uger – kort før budfristen – har selskaber på stribe helt droppet at deltage i udbuddet.

I alt havde 16 selskaber søgt om at deltage i puljen, hvor Energistyrelsen på forhånd havde besluttet kun at prækvalificere ti. Nu har syv af de ti imidlertid trukket i håndbremsen.

Blandt dem er det sjællandske affaldsselskab Affaldplus, der i starten af december vinkede farvel til udbudsprocessen.

“Vi er jo ikke et kæmpe selskab, og skala har stor betydning, men vi kan se nu, at de store selskaber heller ikke kan få det til at hænge sammen,” siger adm. direktør Rikke Saltoft med henvisning til den stribe af selskaber, der ligesom Affaldplus har valgt at trække sig.

Tidligere på året trak Ørsted samt et partnerskab mellem Eon og Arc sig fra udbuddet. I forrige uge meddelte Kredsløb, Argo, Fjernvarme Fyn og Affaldplus så, at de alligevel ikke vil søge støttekronerne. I sidste uge fulgte Hofor trop.

I Affaldplus’ tilfælde handler det særligt om den maksimale afregningspris pr. ton fanget CO2, fortæller Rikke Saltoft. Den er i udbuddet 1750 kr., hvilket ikke er tilstrækkeligt til, at den business case kan løbe rundt for Affaldplus – særligt når man ser på den risiko, som selskabets seks sydsjællandske ejerkommuner skal løbe.

Milliardgarantier og benspænd

Netop risikoen har været for stor for mange selskaber, vurderer Finn Lauritzen, cheføkonom og konstitueret direktør for Erhvervslivets Tænketank, der har fulgt området for fangst og lagring af CO2 tæt.

Bæredygtig

Om fire år skal afgørende teknologi stå klar: Men der er flere benspænd på vejen

Det drejer sig om de tekniske risici ved at få anlæg til CO2-fangst godt i gang, om den fysiske lagring af CO2’en og om de økonomiske konsekvenser i form af bøder, hvis det ikke lykkes at fange den lovede mængde gas inden for tidsrammen, vurderer han:

“Jeg vil betegne det som ærgerligt, at konkurrencen mere eller mindre er væk. Det gør jo, at der er risiko for, at budene pr. ton bliver dyrere,” siger Finn Lauritzen.

Hos Affaldplus vil Rikke Saltoft ikke oplyse, hvor langt prisen skulle hæves, for at selskabet kunne være med, men selskabet har nævnt det under forhandlingerne med Energistyrelsen, fastslår hun.

Det var under disse forhandlinger, at det stod klart for selskabet, at det ikke var muligt at deltage i udbuddet, påpeger hun. Da Energistyrelsen efter et møde i oktober svarede på selskabets bekymringer, stod det klart for hende, at Affaldplus kunne blive nødt til at droppe planerne om CO2-fangst.

“Vi havde høje forventninger inden vores møde med Energistyrelsen den 20. oktober. Det er det svar, vi får i november, som gør, at vi kan regne det hele igennem i detaljen og konkludere, at vi ikke kan byde. Der kunne de ikke imødekomme vores krav,” siger hun.

Også hos flere andre selskaber er risikoen central.

Det gælder bl.a. Hofor, som samarbejder med Elimini om at opføre et stort CCS-projekt, der skal opfange udledninger fra Amagerværket i København.

Bæredygtig

Microsoft og Lego er i gang: Nu skal flere investere milliarder i at fjerne CO2

I en pressemeddelelse fremhæver Hofor også en række krav, som gør risiciene ved at deltage i udbuddet for store.

Eksempelvis er det et krav, at fangstanlægget skal være i drift senest den 1. januar 2030. Den største udfordring for at nå den deadline er ifølge det københavnske forsyningsselskab, at der endnu ikke findes danske lagre, hvor den indfangne CO2 kan opbevares.

Der er planer om CO2-lagre på land, men en endelig investeringsbeslutning for dem ventes tidligst at blive truffet i slutningen af 2027.

“Det er tidsmæssigt væsentligt senere, end Hofor og Elimini skal træffe investeringsbeslutning på fangstanlægget for at kunne have det i drift den 1. januar 2030,” lyder det i meddelelsen fra Gorm Elikofer, direktør for energi hos Hofor, som oplyser, at selskabet trods beslutningen om at droppe udbuddet vil arbejde videre med sit CCS-projekt.

Dertil kommer, at der stilles krav om store milliardgarantier, som ifølge flere selskaber – hvoraf en lang række af dem er kommunalt ejede forsyningsselskaber – kan være risikofyldte at løfte.

Garantien omfattede i begyndelsen af udbuddet, hvad der svarer til tre års tilskud. Det er siden justeret til halvandet år, hvilket Affaldplus fortsat vurderer er for højt.

Aalborg Portland står klar

Mens størstedelen af de prækvalificerede selskaber har trukket i håndbremsen, ser det anderledes ud for Aalborg Portland, der er Danmarks største enkeltudleder af CO2.

Den nordjyske cementfabrik planlægger at etablere et anlæg, der kan indfange 1,4 mio. ton CO2 årligt fra sine cementovne. Projektet har modtaget tilsagn om støtte fra EU’s Innovationsfond og er det klart største af de ti projekter, som er prækvalificerede til det danske udbud.

“Aalborg Portland planlægger fortsat at byde på CCS-puljen, men kan af konkurrencehensyn ikke oplyse yderligere for nuværende,” oplyser selskabet i et mailsvar.

Udover Aalborg Portland har affalds- og energiselskaberne Vestforbrænding og Energnist, der begge er kommunalt ejede, ikke annonceret, at de har droppet planerne om at søge støtte fra den danske pulje.

Børsen har spurgt de to selskaber, om de fortsat har planer om at deltage i udbuddet. Vestforbrænding afviser at kommentere, mens Energnist har udskudt beslutningen til slutningen af december.

Regeringens mål er, at CCS-udbuddet skal sikre CO2-reduktioner på 2,3 mia. ton årligt. Hvis alle tre tilbageværende selskaber vælger at deltage og får tildelt støtte, står udbuddet dog allerede nu til at misse det mål.

Samlet er målet hos de tre tilbageværende projekter at kunne indfange 2,1 mia. ton årligt, hvoraf Vestforbrænding og Aalborg Portlands projekter står for de klart største mængder.

Karina Søgaard, direktør i forskningspartnerskabet INNO-CCUS, bemærker, at “det jo er ganske tæt på målet”.

“Selvfølgelig skal vi være opmærksomme på at nå vores klimamål til tiden, men man skal også passe på ikke at hænge sig i, om det lykkes i 2030 eller i 2030 og en halv,” mener hun.

Her peger Karina Søgaard på, at såvel de danske som internationale klimamål kun kan nås, hvis der bliver opfanget CO2 fra industriens skorstene.

“Omstillingen er i fuld gang de steder, hvor man kan elektrificere. Men når man taler om for eksempel cementproduktion, bioenergi og affaldsforbrænding, er der ikke et alternativ. Vi kan ikke undgå at udlede CO2 de steder, så vi bliver nødt til at fange og lagre det,” konstaterer hun.

Derfor mener hun heller ikke, at udbuddet kommer til at stå i vejen for, at der bliver udrullet CO2-fangst andre steder i industrien.

Bæredygtig

Forbrænding i Glostrup sælger røg til Microsoft og scorer milliardbeløb

“Der er ingen vej udenom. Det handler om at høste erfaringer fra de lidt hårde lektier, der er lige nu,” mener hun og peger på, at der er brug for dialog om forudsætningerne for nye udbud.

Ifølge Finn Lauritzen fra Erhvervslivets Tænketank vidner situationen om, at regeringen og Klima- og Energiministeriet burde have grebet udviklingen anderledes an fra begyndelsen.

Han understreger, at ministeriet også har gjort “mange gode ting” og rakt ud til branchen.

“Ministeriet har grundlæggende undervurderet den risiko, virksomhederne står over for. Og på den måde er det virkelig en analogi til havvind, hvor den samlede risiko for de bydende også var problemet,” siger han og henviser til, at det seneste danske havvindudbud endte uden én eneste byder.

I stedet for at basere det fuldstændig på markedsmekanismerne i et udbud burde det ifølge Finn Lauritzen have været en mere samarbejdsbaseret model, hvor staten lavede en model sammen med de største udledere af drivhusgasser.

Det er den løsning, som Norge og Holland er gået til området med.

“Der er en risiko for, at det bliver for dyrt, men det gør det jo så alligevel,” siger han med henvisning til det nuværende ståsted.

“CO2-fangst er stadigvæk enormt vigtigt, fordi vi når ikke vores klimamål uden det. Selv det i 2030 kan komme i knibe, hvis der ikke bliver fanget noget nu,” siger Finn Lauritzen.