I fremtiden skal vi kunne indfange den CO2, der i dag bliver ledt ud fra industriens skorstene, og lagre den under jorden eller i gamle oliefelter på havet. Teknologien er fra flere fronter blevet udråbt som en af de helt store redningskranse i den grønne omstilling.
Herhjemme har staten senest afsat tæt på 30 mia. kr. i et udbud, der skal udbrede teknologien på dansk jord, og en kommende vinder skal allerede om fire år stå klar til at opfange CO2. Men nu har to ud af ti aktører trukket sig, og en tredje truer med at gøre det.
Samtidig står sektoren stadig over for en række forhindringer, der skal løses, hvis Danmark skal lykkes med at sætte fut under opskaleringen af teknologien, påpeger flere iagttagere. Det drejer sig blandt andet om pressede tidsplaner, lange myndighedsgodkendelser og manglende vidensdeling.
Spørger man Philip Fosbøl, professor på DTU Kemiteknik og mangeårig forsker i CO2-fangst, kan der gå vigtig viden tabt, når man sender en så ny teknologi som CO2-fangst i udbud.
Aktører i samme udbud vil nemlig ikke nødvendigvis bruge hinanden og dele viden, når der opstår udfordringer undervejs.
“Her ligger en af de helt store udfordringer i, at man har konkurrenceudsat teknologien. Man kan ikke lige ringe over til andre aktører for at høre, hvordan de griber x, y, z an. Og når aktører så begynder at trække sig fra udbuddene, så kan der sidde aktører andre steder, der bliver nervøse, fordi det er uklart, hvad der har været udløsende,” siger Philip Fosbøl.
Hvis du som virksomhed skal lægge hånden på kogepladen og investere i den her teknologi, så skal man også være sikker på, at det hele er på plads i forhold til godkendelserne
Mads Gade, adm. direktør, Ineos Energy Europe
Ifølge professoren er et af problemerne, at en virksomhed i et udbud ofte vil gøre alt for at optimere sin egen forretningscase. Den har ikke nødvendigvis fokus på samfundets bedste, men på at reducere virksomhedens omkostninger mest muligt. Og selvom det kan virke som en god ting, er Philip Fosbøl ikke sikker på, at det er den bedste løsning.
Han mener i stedet, at man skal gøre det til en samfundsopgave at løse, hvordan man mest effektivt kan indfange CO2.
“Jeg tror, man i højere grad ville kunne sidde rundt om bordet og forsøge at løse det her i fællesskab, hvis man gjorde det til en samfundsopgave. Men det er præcis det, der ikke sker i Danmark lige nu, og det er uheldigt for klimaet,” siger han.
Usikkert marked
Hos DI Energi har man omvendt svært ved at se, hvordan man kan komme uden om et udbud, når der skal uddeles milliarder, som det er tilfældet med CO2-fangst. Det mener vicedirektør for klima, energi og grøn omstilling Anne Højer Simonsen.
“Vi skal have det her til en fornuftig samfundsmæssig pris, og det skal samtidig give forretningsmæssig mening for de involverede virksomheder. Ellers bliver den grønne omstilling alt for dyr. Jeg er heller ikke sikker på, at det ville gå bedre, hvis det f.eks. var staten, der skulle sidde og planlægge og gøre det hele selv. I et udbud får du aktiveret markedet,” siger hun.
Men markedet er usikkert, understreger hun. Der skal bygges en helt ny værdikæde, og de involverede virksomheder står over for nogle “meget, meget store” investeringer.
Alligevel er Anne Højer Simonsen ikke bekymret for teknologiens fremtid. Heller ikke set i lyset af den seneste udvikling, hvor både Ørsted og den norske energivirksomhed Eon har valgt at trække sig fra statens nuværende udbud, mens affaldsselskabet Argo overvejer at gøre det samme.
“Det er planen, at vi i Danmark i 2030 skal indfange 2,3 mio. ton CO2. Det er min forventning, at det godt kan lade sig gøre på nuværende tidspunkt. Lige nu ser det ud til, at der fra virksomhedernes side vil være så mange bud, at det overstiger det mål,” siger hun.
Tidsplan presser
Men skoen trykker dog alligevel et sted, erkender Anne Højer Simonsen. For tidsplanen for virksomhederne i det igangværende udbud er presset.
“Man har en relativt kort frist til at kunne nå at etablere de her anlæg, og samtidig skal man indgå kontrakter om både transport og lagring,” siger hun.
Anne Højer Simonsen peger på Ørsted som eksempel. Virksomheden vandt Danmarks allerførste udbud om CO2-fangst og modtog i 2023 8 mia. kr. til at etablere fangst og lagring af CO2 fra sine to værker Asnæsværket og Avedøreværket. Samtidig forpligtede energikæmpen sig til allerede fra 2026 at indfange og lagre minimum 430.000 ton CO2 årligt.
“Ørsted har virkelig taget et stort ansvar for at kunne indfange CO2 allerede her i 2026. Og i det nuværende udbud skal virksomhederne senest i 2030 begynde at indfange – det er ikke ret lang tid,” siger Anne Højer Simonsen.
For lang sagsbehandling
En anden af de helt store udfordringer lige nu er sagsbehandlingstiderne. I den anden ende af værdikæden og hos dem, der skal modtage den indfangede CO2, tager det lige nu mindst 18 måneder at opnå en licens til at lagre CO2 i undergrunden.
I nabolandet Norge tager det seks måneder at anskaffe samme licens, fortæller Mads Gade, adm. direktør i Ineos Energy Europe, der er med i lagringsprojektet Greensand.
Greensand lagrede den første CO2 i Nordsøens undergrund i 2023 og skal frem mod 2026 kommercialisere hele værdikæden. Planen er, at Greensand i 2030 vil kunne lagre 8 mio. ton CO2 om året.
“Hvis du som virksomhed skal lægge hånden på kogepladen og investere i den her teknologi, så skal man også være sikker på, at det hele er på plads i forhold til godkendelserne,” siger han.
Men visionerne er på plads, påpeger han. Myndighederne gør “alt, hvad de kan” for at forbedre ventetiden. Men Danmark har en “unik” mulighed for at kunne skabe en industri for CO2-fangst i Danmark. Derfor er det vigtigt, at man bliver ved med at gøre noget for at kunne levere endnu hurtigere på behandlingstiden, mener han.
“Når du skal vente så længe på en afgørelse, så skaber det usikkerhed hele vejen igennem værdikæden.”
