Da erhvervsminister Simon Kollerup (S) i slutningen af november lancerede et nyt grønt iværksætterpanel, blev der i sidste øjeblik foretaget en udskiftning.
Initiativet nåede kortvarigt at blive meldt ud i Berlingske med medstifter og adm. direktør i Freshland, Mathilde Jakobsen, som medlem. Men kort efter fremgik hun ikke længere som en del af listen over ni eksperter.
Af en aktindigt, som Børsen har fået i forløbet, fremgår det, at Mathilde Jakobsen en lille uge inden lanceringen blev inviteret af ministeren til at deltage i panelet sammen med prominente navne indenfor startup-miljøet. Bl.a. Esben Gadsbøll, formand for danske techstartups og medstifter af Whiteaway, Thomas Brorson fra Pond og Aviaia Riemann-Andersen, som står bag virksomheden Agrain.
Et panel, der i løbet af i år skal komme med anbefalinger til, hvordan grønt iværksætteri kan trives endnu bedre og på den måde bidrage til Danmarks ambition om 70 pct. lavere klimabelastning i 2030. Dagen inden lanceringen blev Mathilde Jakobsen dog informeret om, at lanceringen i første omgang blev "uden din deltagelse, indtil vi har set nærmere på sagen", skrev en ansat i ministeriet.
Læs også:
Beslutningen blev truffet efter Børsens afsløringer af Freshlands dårlige arbejdsmiljø og misvisende brug af klimatal i markedsføringen, fremgår det af mailen. Forhold, som tidligere ansatte og Verdensnaturfonden WWF har rejst hård kritik af. Anklagen om dårligt arbejdsmiljø har stifterne overordnet afvist.
I stedet blev serieiværksætter og pioner på udviklingen af vindindustrien Henrik Stiesdal en del af panelet.
Erhvervsministeriet har ikke yderligere at tilføje og henviser til aktindsigten. Heller ikke Mathilde Jakobsen har en kommentar til sagen. I en længere mail til ministeriet ridser hun Freshlands syn på kritikken op og understreger, at de ikke genkender skildringen.
"Fresh.Land er et etisk selskab, der disrupter fødevareindustrien," skrev Mathilde Jakobsen og peger på, at hun har været udvalgt til bl.a. at rådgive regeringen om digitalisering og leveret hovedtalen til afgangsårgangen på CBS i 2021.
Læs også:
Mathilde Jakobsen og Freshland, der sælger frugt- og grøntsagskasser, er i flere år blevet fremhævet af både interesseorganisationer, medier og politikere. Virksomheden markedsfører sig som en bæredygtig, grøn digital startup, der skærer flere led af distributionen af fødevarer, hvilket Freshland har modtaget flere priser for. For nylig var selskabet nomineret til Erhvervsstyrelsens pris for årets digitale omstilling 2021 blandt små og mellemstore virksomheder for "en ny e-handelsplatform, som forbinder landmanden med forbrugeren".
Læs også:
