ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Mistro, fyringer og hårdt pres: Arbejdet hos omdiskuteret fødevarekomet er “ikke for alle”

En særligt hård tone, offentlig skældud og stort pres fra stifterne. Sådan beskriver 12 tidligere ansatte arbejdsmiljøet i den grønne startup Freshland, der afviser kritik, men har indgået aftale med Arbejdstilsynet

"Hvis folk vil have et nemt arbejde, er det ikke hos os," siger Filipe Leal, den ene af de to stiftere i Freshland. Hans medstifter er Mathilde Jakobsen. Arkivfoto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix
"Hvis folk vil have et nemt arbejde, er det ikke hos os," siger Filipe Leal, den ene af de to stiftere i Freshland. Hans medstifter er Mathilde Jakobsen. Arkivfoto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Virksomheden Freshland, sælger frugt- og grøntsagskasser og markedsfører sig som grøn, bæredygtig techvirksomhed, der vil ændre hele fødevareindustrien.

Nu tegner der sig imidlertid et billede af et usædvanligt hårdt arbejdsmiljø i lokalerne på Langelinje i København. Den afsløring følger, efter Børsen i sidste uge kunne fortælle, at vækstvirksomheden i flere år har kommunikeret forkert om deres klimaaftryk, hvilket eksperter kalder decideret vildledende.

Læs også:

Bæredygtig
Prisvindende fødevarekomet har smykket sig med misvisende klimatal i årevis: “Jeg har begået en fejl”
20201119-164852-4_130Mb.jpg

Problemer med dårligt arbejdsmiljø hos iværksættere er ikke noget nyt fænomen. Ifølge Annabeth Aagaard, lektor og direktør for Interdisciplinært Center for Digital Forretningsudvikling ved Aarhus Universitet, kan det være ødelæggende for iværksætternes muligheder for at rekruttere nye medarbejdere.

“Det er problematisk, hvis vi bare accepterer, at det er en naturlig del af iværksætteri, at man knokler sig selv halvt til døde og har dårlige arbejdsforhold. Hvis det smelter ned i virksomheden, at alle skal løbe så stærkt og arbejde konstant, så kan det betyde, at folk afholder sig fra at søge stillinger i iværksættervirksomheder, fordi arbejdsmiljøet er for hårdt,” siger forskeren i bæredygtig og digital forretningsudvikling om det generelle billede, da hun ikke ønsker at kommentere på enkeltsager.

Hvis virksomheder slår sig op på at være bæredygtige, men samtidig har problemer med arbejdsmiljøet, er det ikke “hensigtsmæssigt”, påpeger hun.

Det er lidt ligesom en profil på Instagram, hvor man kun ser det flotte og fede, men hvor alt det dårlige er pakket væk

Tidligere medarbejder, Freshland

“Bæredygtig ledelse skal i min optik dække både medarbejdere, sociale forhold, miljø og profit. Det giver også rigtig dårlig genklang i omverden og netværk, hvis mange medarbejdere forlader en virksomhed, for det rygtes hurtigt, at der bliver talt om bæredygtighed, men ikke praktiseret det internt,” siger hun og tilføjer:

“Vi har haft meget fokus på miljø og profit, men medarbejdere er den vigtigste ressource for en virksomhed. Derfor bør vi også i større omfang adressere den sociale dimension af bæredygtighed og vigtigheden af medarbejdertrivsel og arbejdsmiljø som del af bæredygtig ledelse.”

“Lidt som Instagram”

Ifølge de tidligere ansatte hos Freshland fører iværksætterne Mathilde Jakobsen og Filipe Leal, der også danner par privat, en usædvanligt usund ledelsesstil med bl.a. råberi og udskamning af medarbejdere foran andre i fælles arealer eller under møder. Flere taler om en kultur baseret på frygt og en fornemmelse af overvågning, hvor ledelsen er nede i hver mindste detalje med en forventning om, at medarbejderne står til rådighed non stop.

Mathilde Jakobsen og Filipe Leal afviser overordnet anklagerne, men erkender, at tempoet er højt, at tonen kan være “seriøs”, og at der er meget endnu at lære som ledelse.

“Det er ikke for alle. Hvis folk vil have et nemt arbejde, er det ikke hos os. Hos os er det hårdt. Vi udvikler og vokser hele tiden. Vi har også lavet fejl. Da vi skulle skalere hurtigt, var vi ikke gode nok til at hyre, fordi vi ikke havde en fast proces,” siger Filipe Leal, medstifter og økonomidirektør.

Læs også:

Bæredygtig
Virksomheder får sat klimapåstande under lup: Definitionen på greenwashing er flygtig – men vigtig

Freshland blev stiftet i 2015 og er siden blevet fremhævet af både medier, politikere og brancheorganisationer som bl.a. et “dansk væksteventyr” med en omsætning på over 40 mio. kr. i 2020. Selskabets profil udadtil som en bæredygtig virksomhed har især tiltrukket yngre mennesker drevet af den grønne omstilling, men også folk med mange år på arbejdsmarkedet har været en del af medarbejdergruppen, der på få år er vokset fra ti til ca. 45.

Ifølge de tidligere ansatte, Børsen Bæredygtig har været i kontakt med, er murene på India Kaj på Østerbro dog en poleret facade, som især virksomhedens adm. direktør, Mathilde Jakobsen, er dygtig til at sælge.

“Det er lidt ligesom en profil på Instagram, hvor man kun ser det flotte og fede, men hvor alt det dårlige er pakket væk,” siger en kilde.

Ingen ønsker at stå frem med navn af frygt for repressalier og sagsanlæg, da en række af de tidligere ansatte har skrevet under på en non disclosure agreement (nda) – en aftale, der normalt bliver brugt til topchefer i virksomheder og holder dem fra at afsløre forretningsfølsomme detaljer om virksomheden efter ansættelse.

40

mio. kr. omsatte Freshland for i 2020 ifølge stifterne

Problemerne med arbejdsmiljøet bliver understøttet af dokumenter fra Arbejdstilsynet, som Børsen har fået aktindsigt i, og som ifølge tilsynet bygger på henvendelser fra ca. ti ansatte.

“Flere ansatte på tværs af afdelinger oplever en hård og direkte tone fra øverste ledelses side. Ansatte oplever, at de bliver talt ned til og udstillet, da den hårde tone forekommer på skrift i fælles medier samt ansigt til ansigt, hvor der er andre til stede,” står der i papirerne fra efteråret 2021, hvor situationen ifølge de ansatte har stået på i mindst et halvt år og “stadig forekommer”.

Ifølge tilsynet bliver tonen opfattet som sårende og grænseoverskridende, ligesom “der ugentligt er ansatte, der græder pga. tonen”. Et andet aspekt handler om en presset hverdag, hvor krav til opgaver skifter retning konstant, ansatte arbejder “50-60 timer om ugen, arbejder intensivt og inddrager pauser til at arbejde”, men fortsat har svært ved at nå opgaver. Freshland har ikke fået et påbud, men indgået aftaler om at løse et “arbejdsmiljøproblem om krænkende handlinger”, som, tilsynet har mistanke om, overtræder loven.

Læs også:

Bæredygtig
Fødevareselskab efter hård kritik af klimamarkedsføring: “Vi kunne ikke forestille os at gøre noget der var dårligt for miljøet”
20210310-152609-5_SH 01.jpg

Til sammenligning er der i alt indledt 1.419 aftaleforløb over de seneste 14 måneder. Der findes ikke statistik for antallet af tilsyn i samme periode, men i 2021 er der til dato foretaget 21.500 tilsyn, oplyser Arbejdstilsynet.

“Det er ikke et påbud. Selvfølgelig vil der altid være ansatte, der er utilfredse med noget og vil bruge det som en kanal for deres frustration. Vi er ansvarlige for at skabe det rigtige miljø, så alle kan trives,” siger Mathilde Jakobsen og forklarer, at der i dag er procedurer med bl.a. månedlige ledermøder og anonyme undersøgelser, hvor ansatte kan fortælle om arbejdsforhold.

Har du nogensinde råbt ad nogen?

“Jeg har aldrig råbt. Det er en påstand, jeg ikke kender til. Men jeg har talt i seriøse vendinger til nogle ansatte, hvor alvorlige fejl er begået, som påvirker driften,” siger hun og påpeger, at der kan opstå kulturelle misforståelser, når 14 forskellige nationaliteter skal arbejde under samme tag.

Det er ikke for alle. Hvis folk vil have et nemt arbejde, er det ikke hos os. Hos os er det hårdt

Filipe Leal, medstifter og økonomidirektør, Freshland

Høj udskiftning

Flere tidligere ansatte fortæller, hvordan de hos Freshland oplevede, at stort set alle ansatte blev skiftet ud. Enten gik de selv eller blev afskediget inden for prøveperioden. Fra juni til december 2020 stoppede over 20 ansatte angiveligt. Mathilde Jakobsen ved ikke, hvor stor medarbejderomsætningen er. Men hun tror, at den “har været høj”, hvilket ifølge hende bl.a. skyldes “mange fejl i forbindelse med rekruttering”.

Én kilde fortæller, hvordan hun efter få uger hos virksomheden blev fyret efter flere dage med skældud og mistro fra ejerledelsen i forhold til hendes formåen og arbejdsopgaver.

“Jeg har fået hjertebanken og trykken for brystet af situationen,” skrev hun til en veninde i en sms, som Børsen har set.

Forløbet er bekræftet over for Børsen af anden tidligere medarbejder. Mathilde Jakobsen vil ikke gå ind i enkeltsager, men genkender ikke sig selv i “anklagen”, oplyser hun og påpeger, at afskedigelser kan være nødvendige, hvis stilling og ansat ikke spiller sammen, samt at der er små ressourcer i en startup. Arbejdspresset kan stifterne til gengæld godt genkende.

Det er lidt ligesom en profil på Instagram, hvor man kun ser det flotte og fede, men hvor alt det dårlige er pakket væk

Tidligere medarbejder, Freshland

“Når man er i en startup, ændrer prioriteringerne sig meget hurtigere end i et stort selskab. Derfor er det vigtigt at kunne prioritere rigtigt. Det kan vi blive bedre til at hjælpe vores medarbejdere med,” siger hun.

Hvornår kan du ændre status fra startup til normalt selskab?

“Vi vil nok aldrig blive et "normalt" selskab, for vi forsøger at ændre en hel industri. Vi har mange kræfter, som arbejder imod os.”

Tror du, at I om ti år også vil sige, det er, fordi vi er en startup?

“Jeg synes ikke, at en startup skal være en undskyldning. Men det er vigtigt at forstå forskellen på Freshland og en stor virksomhed. Alle strukturerne er meget mere skrøbelige, de er blevet bygget over det sidste år. Hvis man ikke har en ledelse, der kan hjælpe med at prioritere, kan det være meget hårdt for en ansat med en stor arbejdsbyrde. Det arbejder vi på at gøre bedre, uden at vi nogensinde bliver en lønmodtagerkultur.”

Forsiden lige nu