Det møder kritik fra producenten af plantebaserede drikkevarer Dryk, at Dansk Industri (DI) vil træde ind i en kommende klimaretssag på vegne af slagterikoncernen Danish Crown.
Stifter og adm. direktør Christian Christensen, der selv er medlem af DI, kalder trækket en “gammeldags måde at gribe tingene an på”.
“Det undrer mig, at DI vil bruge medlemmernes penge på den her sag, der giver Danish Crown frit lejde til at greenwashe kødprodukter,” siger han og tilføjer:
“Vi står over for en næsten total omstilling af vores fødevareindustri, og ingen får glæde af, at den animalske produktion kan greenwashe. Det her er ikke en sag for DI, når de står og lefler for at ville have en afdeling for planteproduktion i organisationen.”
Michael Minter, der er programchef og fødevareekspert i den grønne tænketank Concito, har tidligere kritiseret Danish Crowns kampagne for, at der ikke var dokumentation for, at det anpriste svinekød belastede klimaet mindre end svinekød fra andre producenter.
Derfor er der risiko for vildledning gennem kampagnen, og når DI støtter mulighederne for klimaanprisninger fra kødindustrien, kan det mudre billedet yderligere, lyder det fra Michael Minter:
“Organisationerne repræsenterer jo også andre fødevareproducenter, som vil være udfordrede af eventuelt vildledende grøn markedsføring.”
Fra DI selv mener man, at kritikken er ubegrundet, på trods af at organisationen vil forsvare Danish Crowns klimakampagne under retssagen.
“Det her gælder, uanset om man er planteproducent, arbejder med kød eller noget helt tredje. Det her handler om at få en afklaring på, hvor langt man må gå i sin klimamarkedsføring generelt,” siger Kim Haggren, vicedirektør og advokat hos DI.
Har Danish Crown ikke muskler nok til at køre forsvaret selv?
“Jo, det har de givetvis, men vi vil jo ind og se, om vi kan hjælpe med at finde ud af, hvad der er ret og vrang. Der er det lige meget, om man er en stor eller lille virksomhed.”
“Jeg synes, interesseorganisationerne skal tage en ledende rolle i at flytte etablerede virksomheder i en grønnere retning
Rasmus Bjerngaard, stifter og direktør, Nextfood
Hos et andet DI-medlem, Nextfood, der producerer grøntsager gennem vertikallandbrug, håber stifter og direktør Rasmus Bjerngaard at DI’s medvirken i sagen ikke kommer til at betyde ensidig støtte af kødindustrien.
“Jeg synes, interesseorganisationerne skal tage en ledende rolle i at flytte etablerede virksomheder i en grønnere retning. Ændringerne kommer uanset hvad, og det er en fordel at lede dem frem for at være en stopklods – også forretningsmæssigt,” siger han.
Orkla er en af DI’s største medlemmer på fødevareområdet med selskaber, der både producerer plantebaserede og animalske fødevarer. Børsen har forsøgt at få en reaktion fra både Orkla og underselskabet Hanegal ift. til DI’s rolle i den kommende retssag. Ingen af virksomhederne ønsker at kommentere forløbet.
