Udsigterne til at fjerne klimabelastningen fra en af landets absolut største CO2-udledere i 2025 er blevet udskudt på ubestemt tid.
I Fredericia havde raffinaderiet Crossbridge Energy, der omsætter for 12,6 mia. kr., ellers gjort klar til at søge tilskud i første runde af regeringens CCS-pulje på 16 mia. kr., der skal støtte virksomheder i at etablere CO2-fangst, der kort sagt suger drivhusgassen ud af atmosfæren hos f.eks. store virksomheders skorstene. Planen var at opføre et anlæg, der skulle stå færdigt i 2025 og ville koste i omegnen af 3,6 mia. kr.
“Vi kommer
til at stå med
en alt for stor økonomisk
risikoFinn Schousboe,
direktør, Crossbridge
Energy
“Da vi når hen i slutningen af maj, bliver styrelserne skarpere og skarpere på, hvad kriterierne er. Der er en del, vi ikke bryder os om, heriblandt en stribe faktorer, der gør, at vi kommer til at stå med en alt for stor økonomisk risiko,” siger Finn Schousboe, CBE’s direktør, der i løbet af sommeren holdt møde med bestyrelsen i det amerikanske investeringsselskab Postlane Partners, der ejer CBE.
“De var enige i betragtningerne. Så vi trak stikket.”
Raffinaderiet er altså ikke en del af ansøgerne til de 8 mia. kr., der forventes at blive uddelt i støtte til CCS. CBE vil i stedet fokusere på at udvikle sin ansøgning til næste runde af puljen, der endnu ikke er sat en dato for.
Konsekvensen er, at Finn Schousboes planer for nærmest at udligne raffinaderiets CO2-udledning i 2025 er gået op i røg.
“Det havde været lækkert, at vi kunne kalde os CO2-neutrale fra egen drift i 2025, det havde jeg da sat snuden op efter. Vi satser stadig på CO2-fangst, men jeg er ikke klar til at melde offentligt ud, hvornår vi planlægger at kunne være i gang,” siger CBE-direktøren.
Kort før Crossbridge trak sin ansøgning, var Børsen på besøg hos raffinaderiet, og her stod det klart, hvor stor betydning et anlæg til CO2-fangst har for virksomheden.
Dengang illustrerede Finn Schousboe vigtigheden med en rød sprittusch. Med to hurtige bevægelser tegnede han en vandret streg, der skildrede tiden fra i dag til 2030. En lodret beskrev CO2-udledningen i raffinaderiet.
I toppen af den lodrette linje stod 430.000 ton, og i en linje bevægede tuschen sig mod højre i en svagt nedadgående bane mod årstallet 2025. Herefter faldt den nærmest drastisk mod nulpunktet.
mia. kr. er den anslåede pris for et CO2-fangstanlæg i storskala hos CBE
“Carbon capture,” lød det; den engelske betegnelse for teknologien, der skal fange raffinaderiets CO2 direkte fra skorstenen.
Satsningen skulle være selskabets absolut største chance for at sænke sin klimabelastning og retfærdiggøre forretningen i en fremtid, hvor efterspørgslen på oliebaseret brændstof falder, og prisen på at udlede CO2 stiger.
På langt sigt er det nærmest en nødvendighed for virksomheden, der har blødt over 500 mio. kr. årligt siden 2020 og er Danmarks tredjestørste CO2-udleder omfattet af EU’s kvotesystem.
Foruden en konsulentregning på den høje side af 1 mio. kr. står raffinaderiet nu også med langt dårligere udsigt til at kunne undvige den varslede CO2-afgift, der indtræffer i 2025. Med sin nuværende udledning står CBE til en ekstraregning på 32 mio. kr. det første år og 160,1 mio. kr. i 2030.
CBE arbejder Her kanklimagevinsten også blive substantiel, men reelt bæredygtig biomasse Dertil kommerløbende investeringer
løbende med at forbedre effektiviteten af såkaldt co-processing, hvor olie fremstillet af biologisk affald kan kobles sammen med råolie i raffineringsprocessen.
er en knap ressource og kommer ikke til at kunne erstatte råolien fuldstændig.
i energieffektivitet som f.eks. en varmeveksler på 780 ton og et prisskilt på 20 mio. kr., der sørger for mere effektiv genbrug
af varme i raffineringsprocesserne.
“Det betaler vi selvfølgelig. Det er en streg i regningen, men det er ikke det, som påvirker, om jeg kaster mig hovedkulds ud i noget som det her første udbud,” fortæller Finn Schousboe og fortsætter:
“Vi var jo fra begyndelsen ret overbeviste om, at vi skulle genbruge noget af vores indfangede CO2 i vores raffineringsproces, men den ordning, der er lagt op til nu, den fokuserer kun på lagring af CO2, ikke at bruge den,” siger Finn Schousboe.
Han fortæller, at der bl.a. var enorme krav til den bankgaranti, selskabet skulle kunne stille gennem projektets levetid, mens det også undrede selskabet, at man skulle holde CCS-projektet kørende i mindst seks måneder, selv hvis CBE ikke fik del i støttepuljen.
“Det koster også penge.”
Efter alt at dømme ligger der altså stadig en milliardinvestering i CO2-fangst i CBE’s fremtid. Tidslinjen er blevet mere utydelig, men skitsen er uændret, ligesom virksomhedens mål om at være komplet CO2-neutral i 2035.
Anlægget skal placeres i hjertet af det 150 fodboldbaner store, vejbelagte raffinaderi. Her står et indhegnet område med gigantiske kedler og kilometervis af rør, der snor sig på kryds og tværs. I midten troner den grå betonskorsten, hvor røgen skal fanges.
CBE vil genbruge en del af CO2’en til sine raffineringsprocesser. Men det er endnu uklart, præcis hvor effektiv et færdigt anlæg vil være, hvor meget det vil koste, hvem der skal bygge det, og hvordan reglerne bliver for brug af den indfangede CO2.
Flere eksperter som Concito og Klimarådet advarer om, at et entydigt sats på CCS kan låse samfundet fast til fossile kilder. En advarsel, der synes ekstra relevant i lyset af CBE’s hidtidige forløb. Men for nuværende er det svært at se, hvad en virksomhed som Crossbridge ellers kan gøre. Der er langtfra nok alternative råvarer som brint eller bæredygtig biomasse til at udskifte olien.
Når CBE går glip af midlerne i første runde af CCS-puljen, er det sandsynligt, at pengene bliver brugt til at reducere CO2-udledning hos en anden virksomhed. Den samlede klimakonsekvens, ved at raffinaderiets CO2-fangst er forsinket, er sandsynligvis lav.
“Der er en betydelig risiko for, at der kommer store forsinkelser
Torsten Hasforth, seniorøkonom, Concito
Til gengæld er der en markant samfundsrisiko ved selve satset på CCS, som ingen i verden endnu er lykkedes med at drive i storskala.
“Teknologimæssigt er vi stadig ude i prototyper, og der er en betydelig risiko for, at der kommer store forsinkelser,” siger Torsten Hasforth, seniorøkonom i Concito, om teknologien, der ellers har fået plads som et grønt kerneområde af landets politikere.
Så centralt, at vedtagne aftaler om CCS mellem Folketingets partier er sat til at levere op mod 3,2 mio. ton CO2-reduktioner i 2030, eller hvad der svarer til omkring 6,2 pct. af den samlede danske udledning. Tidslinjen er blevet mødt med skepsis fra blandt andet Klimarådet og Concito, da anlæg først nu skal udbydes og bygges.
Hos ingeniørforeningen IDA forventer man også, at kalenderen rammer efter 2030, før CCS gør nævneværdigt indhug i Danmarks klimaregnskab, fortæller Pernille Hagedorn, politisk chefkonsulent.
“Det skal jo nok blive til noget med den klimaudfordring, vi står over for, men ikke så hurtigt,” siger hun og tilføjer, at selve fangstelementet kun er en del af udfordringen:
“Den største risiko er hele logistikken omkring transporten. Vi skal jo flytte det her CO2 og have et sted at putte det hen. Der er virkelig mange procedurer ift. til sikkerhed og standarder, der skal styr på internationalt, nationalt og helt ned på kommuneniveau.”
Tilbage står altså spørgsmålet, om CBE får den nødvendige støtte til sit CO2-fangstanlæg, og hvornår det kommer til at fungere. På trods af forsinkelser og usikkerhed tager Finn Schousboe fra CBE uvisheden med ro.
“Jeg har lang reaktionstid og et stort skib at vende. Jeg synes ikke, at vores forløb med støttepuljen er et nederlag. Det er en afklaring.”
