Der skal investeres mellem 5200 og 7000 mia. kr., hvis vi som verdenssamfund skal stoppe tabet af den natur, der skaber vores velstand. Biodiversitetskreditter er et af svarene, mener både World Economic Forum og WWF Verdensnaturfonden. DI er knapt så sikre

Produktion, landbrug, fiskeri og øvrig menneskelige aktivitet er i gang med at undergrave planetens økologiske fundament, som de fleste virksomheder er afhængige af for at få råvarer og materialer.

Ifølge World Economic Forum (WEF) skal der investeres op mod 7000 mia. kr. alene for at genoprette naturen, og derfor kan biodiversitetskreditter være et greb for private virksomheder på vejen mod en mere regenerativ forretningsmodel.

“Jeg vil gerne understrege, at vi ikke ser kreditterne som såkaldte offsets for skade, som virksomheder allerede har gjort. Det er derimod en investering i virksomhedernes vej mod naturpositive forretningsmodeller,” siger chef for natur og biodiversitet i World Economic Forum Akanksha Khatri og hentyder med “naturpositive” til investeringer i naturen, hvor man populært sagt giver mere, end man tager.

Som eksempel, på hvad en biodiversitetskredit kunne være, nævner WEF Bosque del Niebla, der er en tågeskov i Colombia, hvor truede arter som brillebjørnen og den gulørede parakit lever. En kredit koster ca. 215 kr. og svarer til 30 års bevaring og/eller genopretning af 10 kvm af skoven.

Det økonomiske forum arbejder lige nu sammen med partnere som indfødte folk, lokale samfund, akademikere og virksomheder på at skitsere nogle principper for et marked for biodiversitetskreditter med høj integritet.

Faktaboks Finansiering af naturen World Economic Forum står bag det globale initiativ Financing for Nature, der er i gang med at undersøge potentialet for biodiversitetskreditter. Målet er at forstå dynamikkerne i udbud og efterspørgsel på frivillige biodiversitetskreditter, at udvikle en række principper for kreditmarkederne og at lære af tidligere biodiversitetskreditter.

“Foruden robuste sikkerhedsforanstaltninger har vi en reel bekymring for greenwashing, tilraning af land og det, at man kompenserer med den ene hånd, mens man sviner med den anden. Bliver det gjort rigtigt, ligger der en unik mulighed for at flytte rigdom fra det rige nord til det fattige syd og samtidig finansiere naturbevarelse og -genopretning,” siger Khatri.

Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden i Danmark, bifalder kreditterne, som han kalder “første version”, fordi der ikke er så meget i det for virksomhederne.

“Det minder stadig lidt om velgørenhed, hvor virksomhederne donerer, fordi de anerkender, at de bruger naturens ressourcer,” siger han og er enig i, at det offentlige ikke alene kan opfylde behovet for investeringer i genoprettelse af biodiversiteten. Han mener ligefrem, at virksomhederne bliver endnu mere interesserede i biodiversitetskreditter end i CO2-kreditter, når kreditterne kommer i en “version 2”, hvor de bedre kan knyttes op på det egentlige ressourceaftryk, virksomheden selv står for.

“Der er en motivationsfaktor her, som der ikke er med klimaet. For tab af biodiversitet betyder noget for bl.a. råvarepriser, som kan føles tættere på for virksomhederne” siger han.

Kreditterne vil for alvor få en betydning, når den anerkendte globale standard Science Based Targets også kommer til at dække mål for land, ferskvand, hav og biodiversitet næste år, mener Bo Øksnebjerg, der sammenligner med kreditter for CO2, der begyndte på samme måde og i dag handles som andre varer på markedet.

Der er en motivationsfaktor her, som der ikke er med klimaet. For tab af biodiversitet betyder noget for bl.a. råvarepriser Bo Øksnebjerg, generalsekretær, WWF Danmark

Generalsekretæren mener ikke, man kan overføre viden og rammeværk fra CO2-kreditterne på biodiversitetskreditter for at spare dyrebar tid, for biodiversitet er langt mere komplekst.

“Med drivhusgas har vi en bestemt kurs – en CO2e – der tæller lige meget for klimaet, om den er brugt i USA eller Europa. Det kan man ikke med biodiversitet, for man kan ikke bare bytte to tigre for to næsehorn, så nogle områder kommer til at være billige, mens andre kommer til at være dyre,” forklarer Bo Øksnebjerg.

Kompleksiteten er netop en af grundene til, at World Economic Forum peger på, at det positive resultat kun opnås gennem en fair inddragelse af de mange forvaltere af biodiversitet, der findes lokalt i de områder, hvor tabet af biodiversitet er størst.

“På den måde bliver indfødte folk og lokale samfunds arbejde med at beskytte og genopbygge naturkapital, der sikrer regn, sund jord og sunde havmiljøer, finansieret af markedet,” siger Akanksha Khatri fra WEF.

Hos DI mærker man stor interesse for mere viden, men ikke den store aktivitet i forhold til frivillige kreditter, fortæller underdirektør med ansvar for miljøpolitik Karin Klitgaard.

“Man vil hellere arbejde med det, man direkte har indflydelse på. F.eks. ser vi virksomheder arbejde sammen med en kaffeleverandør, de har en tæt relation til,” siger hun.

Det er dog ikke helt fremmed for danske virksomheder at være nysgerrige på naturpositivisme – at give mere til naturen, end man tager – men der er ifølge Karin Klitgaard stadig kun tale om nysgerrighed for de fleste.

“Jeg vil være ærlig at sige, at vi ikke er langt med det. Det er et paradigmeskifte og svært at få greb om. Virksomhederne vil gerne kunne dokumentere og stå på mål for det, de gør, så det ikke ligner greenwashing,” siger hun.

På den anden side er der en fornemmelse derude af, at man som virksomhed ikke kan vente med at vise, at man tager ansvar på området, fortæller hun. Ikke mindst fordi de største børsnoterede virksomheder skal rapportere på biodiversitet fra 2024, hvor deres indsats bliver synlig for investorer og kunder.

Tre årtier med et problematisk klimakreditmarked må ikke gentage sig, mener professor på KU, der tvivler på, om virksomhederne kan løfte opgaven med at genoprette natur gennem biodiversitetskreditter

En kredit repræsenterer en fysisk størrelse på noget, man ikke kan se. En CO2-kredit svarer f.eks. til 1 ton CO2-udledning. På biodiversitetsområdet er det sværere at reducere mangfoldig natur til en kredit, der giver mening, siger professor i politisk økologi på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet Jens Friis Lund.

“Det er meget svært at sikre én til én-kompensation for det, man ødelægger, over for det, man bevarer,” siger han.

“Især med biodiversitet, fordi det er en mere sammensat størrelse end CO2. Det er meget svært at indfange komplekse økosystemer i ét tal. Hertil kommer, at vi har set fra markedet for klimakreditter, at de, som arbejder med at skabe og validere kreditter, har et åbenlyst økonomisk incitament til at få det til at se bedre ud, end det måske er, så man skal som virksomhed være meget sikker på, hvad man køber,” siger han.

Ifølge professoren er der utallige eksempler på klimakreditter af dårlig kvalitet – altså hvor man ikke kan være sikker på, at de kreditter, man som virksomhed har købt, rent faktisk sikrer et bestemt stykke skov, eller om det ville være blevet beskyttet under alle omstændigheder. Det skyldes, at markedet for klimakreditter primært er et marked, hvor private aktører udbyder efter udbud og efterspørgsel.

Det er meget svært at indfange komplekse økosystemer i ét tal Jens Friis Lund, professor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet

Klimakreditter skal primært ses som en kompensation for de drivhusgasser, man som virksomhed udleder. Men World Economic Forum (WEF) lægger op til kreditter, der ikke er en kompensation, men en direkte investering i natur i form af areal og arter. Forummet arbejder igennem initiativet Financing for Nature på at afklare potentialet for biodiversitetskreditter og vil skabe et marked, hvor det ikke er muligt at greenwashe og købe aflad med den ene hånd, mens man sviner med den anden.

“Det lyder, som om WEF prøver at dæmme op for de 30 års problemer, der har været med klimakreditter, hvor kompensation er det store problem,” siger Jens Friis Lund, der dog spørger sig selv, om det er virksomhederne, der skal styre og finansiere det her, eller om det ville være bedre med statslig styring, fordi “vi mister arter med lynets hast”.

WEF peger på, at biodiversitetskreditter vil være en måde at kanalisere penge fra de rige lande – der bruger flest og er mest afhængige af naturens ressourcer – til de fattige lande. Og der kan Jens Friis Lund godt være bekymret for, om virksomhederne kan løfte det ansvar.

“Lige nu vil virksomheder gerne investere, men når de ryger ind i et økonomisk uvejr, kan tingene hurtigt ændre sig. Virksomhederne har et ansvar over for ejerne, og på et tidspunkt er der en konflikt mellem at udbetale udbytte og bruge overskuddet til naturbevarelse,” siger professoren.