Tre årtier med et problematisk klimakreditmarked må ikke gentage sig, mener professor på KU, der tvivler på, om virksomhederne kan løfte opgaven med at genoprette natur gennem biodiversitetskreditter

En kredit repræsenterer en fysisk størrelse på noget, man ikke kan se. En CO2-kredit svarer f.eks. til 1 ton CO2-udledning. På biodiversitetsområdet er det sværere at reducere mangfoldig natur til en kredit, der giver mening, siger professor i politisk økologi på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet Jens Friis Lund.

“Det er meget svært at sikre én til én-kompensation for det, man ødelægger, over for det, man bevarer,” siger han.

“Især med biodiversitet, fordi det er en mere sammensat størrelse end CO2. Det er meget svært at indfange komplekse økosystemer i ét tal. Hertil kommer, at vi har set fra markedet for klimakreditter, at de, som arbejder med at skabe og validere kreditter, har et åbenlyst økonomisk incitament til at få det til at se bedre ud, end det måske er, så man skal som virksomhed være meget sikker på, hvad man køber,” siger han.

Ifølge professoren er der utallige eksempler på klimakreditter af dårlig kvalitet – altså hvor man ikke kan være sikker på, at de kreditter, man som virksomhed har købt, rent faktisk sikrer et bestemt stykke skov, eller om det ville være blevet beskyttet under alle omstændigheder. Det skyldes, at markedet for klimakreditter primært er et marked, hvor private aktører udbyder efter udbud og efterspørgsel.

Det er meget svært at indfange komplekse økosystemer i ét tal Jens Friis Lund, professor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet

Klimakreditter skal primært ses som en kompensation for de drivhusgasser, man som virksomhed udleder. Men World Economic Forum (WEF) lægger op til kreditter, der ikke er en kompensation, men en direkte investering i natur i form af areal og arter. Forummet arbejder igennem initiativet Financing for Nature på at afklare potentialet for biodiversitetskreditter og vil skabe et marked, hvor det ikke er muligt at greenwashe og købe aflad med den ene hånd, mens man sviner med den anden.

“Det lyder, som om WEF prøver at dæmme op for de 30 års problemer, der har været med klimakreditter, hvor kompensation er det store problem,” siger Jens Friis Lund, der dog spørger sig selv, om det er virksomhederne, der skal styre og finansiere det her, eller om det ville være bedre med statslig styring, fordi “vi mister arter med lynets hast”.

WEF peger på, at biodiversitetskreditter vil være en måde at kanalisere penge fra de rige lande – der bruger flest og er mest afhængige af naturens ressourcer – til de fattige lande. Og der kan Jens Friis Lund godt være bekymret for, om virksomhederne kan løfte det ansvar.

“Lige nu vil virksomheder gerne investere, men når de ryger ind i et økonomisk uvejr, kan tingene hurtigt ændre sig. Virksomhederne har et ansvar over for ejerne, og på et tidspunkt er der en konflikt mellem at udbetale udbytte og bruge overskuddet til naturbevarelse,” siger professoren.

Kun 2,3 pct. af Danmarks landareal kan reelt kaldes beskyttet, viser en ny rapport. Det er meget langt fra Danmarks egen udmelding og meget langt fra at vende et tab af biodiversitet til fremgang

Der er lang vej igen, hvis vi skal nå EU’s mål for, hvor meget af Danmarks land og hav der skal beskytte biodiversiteten.

Det konkluderer Biodiversitetsrådet, der blev nedsat i 2021 for at rådgive regeringen og Folketinget om indsatser, der kan medvirke til at vende udviklingen, så tabet af biodiversitet kan vendes til fremgang både på land, i vores ferske vande og i havet.

Danmark har officielt meldt ud, at landet beskytter 16,1 pct. af sit landareal.

Med en ny rapport konkluderer Biodiversitetsrådet ganske anderledes. Nemlig, at højst 2,3 pct. af Danmarks landareal med sikkerhed kan siges at bidrage til de internationale arealmålsætninger for beskyttede områder, mens højst 12 pct. af havet med sikkerhed kan siges at være beskyttet, fortæller Signe Normand, der er professor på Institut for Biologi på Aarhus Universitet og forperson for Biodiversitetsrådet.

“Når man ser på, hvad der reelt ligger under de 16,1 pct., er det 4,7 pct. produktionsarealer eller bebyggelse og 3,8 pct. private arealer, som ikke er langvarigt beskyttet. 5,3 pct. kræver en nøjere vurdering, og så er der 2,3 pct. areal tilbage,” siger hun.

Tabet af biodiversitet ikke er stoppet, og hvis vi skal vende det til fremgang, er der brug for markant mere plads Signe Normand, professor og forperson, Biodiversitetsrådet

Regeringen har været ude at sige, at Danmark næsten er i mål med 29,1 pct. beskyttelse af havet, hvilket ligger tæt på EU’s kommende målsætning om 30 pct. for både hav og land.

“Men når man ser nærmere på, hvad der foregår på de arealer, er der for de 17,2-procents vedkommende ikke forbud mod bundslæbende redskaber, som forstyrrer havbunden og er et kraftigt pres på bundens biodiversitet. Så de områder kan ikke tælles med,” konkluderer forpersonen.

“Så vi konstaterer, at tabet af biodiversitet ikke er stoppet, og hvis vi skal vende det til fremgang, er der brug for markant mere plads. Ellers taber vi fortsat biodiversitet,” siger Signe Normand.

Én ting er de beskyttede områder, men biodiversiteten i de resterende 70 pct. skal ifølge Biodiversitetsrådet også sikres for at skabe ’funktionel sammenhæng’.

“Vi kan ikke vende tabet ved at reservere noget plads og så intensivere brugen af resten af pladsen, for naturen har brug for sammenhæng. Arterne skal kunne sprede og formere sig, for de vil ikke overleve, hvis bestandene er for små,” siger Signe Normand.

Det handler om at skabe robuste økosystemer, der ikke bryder sammen ved de mindste påvirkninger, og det kræver et bredere biodiversitetsperspektiv, understreger hun. Så når EU lægger op til, at der skal beskyttes 30 pct. på tværs af landene, kan Danmark ikke undslå sig ved at sige, vi beskytter 16 pct., mens nogle andre må beskytte tilsvarende mere, lyder argumentet.

“Vi har indgået en aftale om at vende tabet af biodiversitet i Europa, så vi skal bidrage ’rimeligt’. Det vil sige, at vi skal sikre, at den natur, der er særlig i Danmark, skal beskyttes i Danmark,” siger hun.

“Danmark bliver i fremtiden også et sted, hvor der er mange arter, der får det svært længere sydpå på grund af klimaforandringerne, så der har vi en forpligtelse til at sikre områder, arterne kan sprede sig til,” siger hun og understreger, at rådet endnu ikke har lavet analyse af, hvor meget Danmark skal bidrage med, hvis vi skal bidrage ’rimeligt’.

I dag rapporterer Danmark til EU om, hvilke områder der er beskyttede i henhold til Natura 2000, der handler om beskyttelse af enkelte arter og habitater. Men EU har udarbejdet en ny biodiversitetsstrategi, hvor de enkelte lande allerede kan bruge de retningslinjer, der forventes at blive efterfulgt af et egentligt direktiv.

I næste uge begynder topmødet for biodiversitet i FN-regi, COP15, og der er håbet, at en aftale a la klimaets Parisaftale bliver underskrevet. Det forventes, at der kommer et forslag om, at der globalt skal ’reserveres’ 30 pct. af land og hav til natur i tråd med EU’s strategi.

I dansk regi foreslår Biodiversitetsrådet en biodiversitetslov som en rammelov, der sikrer en monitorering, så man kan se, om tiltagene virker.

“Det ville være en stor katastrofe, hvis vi ender med at få en naturlov i stedet for en biodiversitetslov. For biodiversitet er et veldefineret begreb. Hvis man siger natur, kommer vi til at skulle diskutere, hvad der er natur, og det vil ikke hjælpe os med at beskytte arter og biodiversitet,” pointerer hun.