ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Ledelsen og ansatte er uenige om klimaindsatsen: “Meget kan gå tabt i kommunikationen“

Virksomheders ledelse og ansatte har ikke samme opfattelse af selskabernes arbejde med bæredygtighed, viser ny undersøgelse. Svært at få en grøn strategi til at gå hele vejen igennem organisationen, vurderer rådgiver

Anders Kold, adm. direktør i Mekoprint, valgte i 2017 at fokusere på en bæredygtig omstilling af virksomheden. Set i bakspejlet havde han ikke blik for at få de ansatte med fra begyndelsen, siger han i dag. Foto: Cathrine Ertmann
Anders Kold, adm. direktør i Mekoprint, valgte i 2017 at fokusere på en bæredygtig omstilling af virksomheden. Set i bakspejlet havde han ikke blik for at få de ansatte med fra begyndelsen, siger han i dag. Foto: Cathrine Ertmann Cathrine Ertmann

Anders Kold har oplevet, hvor svært det reelt er at få en bæredygtig strategi helt ud til de ansatte.

I 2015 overtog han som tredje generation direktørposten i farfarens virksomhed Mekoprint, der i Støvring syd for Aalborg udvikler og producerer elektromekaniske komponenter og totalløsninger til andre selskaber.

Dengang havde Anders Kold ingen industrierfaring udover syv års arbejde i bestyrelsen.

Derfor havde han et personligt behov for at genbesøge virksomhedens formål og plads i verden. Et år efter stod det klart: Mekoprint skulle skubbe på bl.a. den grønne omstilling ved at være en foregangsvirksomhed med leverandører og de 1000 virksomhedskunder.

I 2017 tilsluttede han virksomheden, der i dag tæller 700 ansatte, FN’s Global Compact, som hjælper virksomheder verden over med at drive udviklingen på bæredygtighed. Her var det “bedste sprog” for en bæredygtig strategi på det tidspunkt, mente Anders Kold.

Der er rigtig mange ambitiøse klimamål, som ikke kan lykkes, hvis medarbejderne ikke kender til dem

Carina Ohm,
chef for klima
og bæredygtighed
og partner, EY

Alligevel fik han ikke selv formuleret det ordentligt for hverken ledelsen eller de ansatte dengang. Faktisk overvejede han ikke godt nok, hvordan han skulle få alle med.

“I første omgang var fokus på, hvad vi allerede gjorde og at få sat målsætninger for, hvordan vi skulle udvikle os. Set i bakspejlet havde jeg alt for lidt involvering både ledelsesmæssigt og for medarbejdere,” siger han.

Forskel på ledelse og ansatte

Direktøren er langtfra ene om den udfordring, det kan være, at få lagt skinnerne til en ny strategi.

Selvom flere virksomheder som Mekoprint disse år lancerer mål for en mindre belastning på klimaet og andre områder inden for ansvarlig virksomhedsdrift, ligger der en stor opgave i at få strategierne til at leve i hele organisationen.

En ny analyse viser, at ledere og ansatte langtfra er enige, når de skal vurdere virksomhedens position og indsats inden for den grønne del af bæredygtighed.

Undersøgelsen er foretaget af Wilke for Børsen Bæredygtig og tegner et billede af, at lederne bl.a. er overbeviste om, at de ansatte har et meget større kendskab til indsatsen, end de reelt har.

45 pct. af lederne mener, at størstedelen af de ansatte kender til virksomhedens bæredygtige tiltag, mens blot 12 pct. af medarbejderne er af samme overbevisning. Det til trods for, at to ud af tre af de adspurgte selskaber har en konkret strategi for bæredygtighed.

Tallet er dog lidt højere, hvis man spørger ansatte med indflydelse på virksomhedens beslutninger.

Desuden mener 92 pct. af lederne, at virksomheden enten er gennemsnitlig eller derover på bæredygtighed sammenlignet med andre virksomheder i samme branche.

Hos medarbejderne ligger vurderingen en del lavere: 62 pct. mener, at selskabet leverer på linje med gennemsnittet eller over i forhold til konkurrenterne.

To år efter Mekoprints tilslutning til FN-initiativet blev det bæredygtige fokus i 2019 introduceret for alle virksomhedens fabrikker. Der blev lavet en konkurrence om bæredygtighed i Mekoprint, hvor de ansatte skulle tippe en 13’er. Vinderen gik derfra med økologiske øl.

Den brede involvering manglede dog stadig, og det var alt for overordnet, vurderer Anders Kold om sin egen indsats i begyndelsen.

De usynlige tiltag

Carina Ohm er chef for klima og bæredygtighed og partner hos revisions- og rådgivningshuset EY.

Hun har mange års erfaring med virksomheders indsats inden for bæredygtighed og ansvar i samfundet, og set med hendes øjne kan den skæve opfattelse mellem ledelse og medarbejdere være udtryk for to ting.

Enten kan der være tale om decideret greenwashing, hvor virksomheden kommunikerer om tiltag inden for f.eks. klima, men uden at have reelle handlinger bag.

“Det ser man jo, desværre. Det vil også betyde, at medarbejderne naturligvis ikke kan se, at der sker noget,” siger Carina Ohm.

En anden og formentlig mere sandsynlig forklaring er, at bæredygtighed er et komplekst område, hvor både miljø, forhold for de ansatte og ledelse skal gå op i en højere enhed.

Samtidig strømmer det ud med informationer: EU-taksonomi, SBTi og scope 3-emissioner. Begreber, der for længst har efterladt mennesker uden speciale i området i et tomrum.

På kontoret lægger en medarbejder måske mærke til, hvorvidt vand bliver serveret i plastikflasker. Eller om affaldet skal sorteres i forskellige spande i kantinen.

Alle konkrete og synlige tiltag for de ansatte, som derfor ikke har øje for handling uden for kontoret, forklarer Carina Ohm.

“Måske har virksomheden den største indvirkning på bæredygtighed gennem investeringer eller indkøb. Det er ikke nødvendigvis noget, som den almindelige medarbejder har indblik i og derfor ikke tænker på som virksomhedens aktive arbejde med bæredygtighed,” siger hun.

“Det bliver meget nemt så stort og omfattende og kompliceret, så meget kan gå tabt i kommunikationen.”

Risikerer troværdigheden

De seneste år har især store virksomheder lanceret ambitiøse klimaplaner og mål. Flere er verificeret af det globale anerkendte initiativ Science Based Targets Initiative (SBTi), hvor også mellemstore selskaber og smv’er har lagt billet ind.

Ifølge analysen fra Wilke har to ud af tre af de adspurgte selskaber en konkret strategi for bæredygtighed, hvor modvirkning af klimaforandringer, cirkulær økonomi og bekæmpelse af forurening er i top.

Hvis en virksomhed ikke har fået strategien ud at leve i hele organisationen, kan det få konsekvenser, påpeger Carina Ohm.

“Medarbejderne står ofte i front foran kunder, leverandører og hele omverdenen. De er i den grad med til at skabe et brand omkring en virksomhed. Hvis de ikke er i stand til at fortælle, hvordan virksomheden arbejder med bæredygtighed, mister man rigtig hurtigt troværdighed,” siger hun.

Hun påpeger, at det også kan være problematisk i forhold til at fastholde og rekruttere ansatte, hvor især den yngre generation har meget skarpe holdninger til arbejdspladsens påvirkning på verden.

Kræver hele forretningen

Desuden spiller virksomhedernes fokus på området direkte ind i arbejdsglæden for de ansatte, hvor 67 pct. i Wilkes undersøgelse siger, at det har indflydelse på deres tilfredshed med arbejdspladsen.

Det går ikke kun ud over tilfredsheden, hvis medarbejderne ikke kender til indsatsen, det risikerer at blokere for ambitionerne på f.eks. klima. Derfor er det vigtigt at få bredt arbejdet ud på tværs af organisationen, påpeger eksperter på området.

Flere virksomheder bevæger sig også i stigende grad væk fra at have deciderede afdelinger for bæredygtighedsfolk, hvor f.eks. A.P. Møller-Mærsk for nogle år tilbage valgte at nedlægge sin csr-afdeling.

Det skete for at få arbejdet med især klima sluset ud på hele Esplanaden og til de mange kontorer verden over.

Med mål om at være nuludleder eller forpligtelser med videnskabelige mål i SBTi er der behov for, at hele forretningen arbejder målrettet med strategien. Det gælder alt fra indkøb, forskning, produktdesign til sælgerne.

“Der er rigtig mange ambitiøse klimamål, som ikke kan lykkes, hvis medarbejderne ikke kender til dem. Det kræver en kæmpe transformation af hele forretningen, som kræver, at en stor del af medarbejderne arbejder målrettet med området,” siger Carina Ohm.

Kommunikation er nøglen

På mange måder handler bæredygtighed om forandringsledelse, mener Carina Ohm.

Hun er ikke overrasket over gabet mellem ledelse og de ansatte, når de skal vurdere indsatsen med den grønne del af bæredygtighed. Det er klassisk ved enhver omstilling.

En tredjedel af virksomhederne i Wilkes undersøgelse har endnu ikke en strategi på området, men har en ambition om at få en – de fleste inden for de kommende år, mens 26 pct. forventer at lande en inden 2030.

Jeg har undervurderet,
at man bliver nødt til at afsætte en del tid til at forholde sig til det, hvis perspektivet skal med ind i dagligdagen

Anders Kold,
adm. direktør,
Mekoprint

Og vil virksomhederne sikre medarbejderens forståelse, bør strategien være fokuseret på ganske få områder, så den er til at huske for enhver, påpeger Carina Ohm.

I praksis er det dog lettere sagt end gjort, og i hendes arbejde med virksomheder oplever hun ofte, at der ikke er brugt kræfter nok på formidlingen.

“Det er ikke nok, at man laver en strategi og kommunikerer det rundt i hele virksomheden én gang. Det skal kommunikeres løbende, og det skal gøres helt konkret, hvordan virksomheden arbejder med det,” siger hun.

“Hvis man virkelig arbejder ambitiøst med at bidrage til den grønne omstilling og sætter ambitiøse mål, kræver det en så stor forandring af hele virksomheden og den måde alle tænker og agerer på. Og den forandringsledelse er rigtig kompliceret, det tager tid. Det er aldrig sådan, at man som virksomhedsleder kan stille sig op på en stol og sige: ‘Nu har vi en ny strategi,’ og så går virksomheden den vej dagen efter.”

Dialogmøder og handling

Bæredygtighed er som begreb og dagsorden næsten dømt til at fejle fra start, når det kommer til kommunikationen, mener Anders Kold fra Mekoprint, der i januar præsenterede et rekordresultat med en omsætning på 571 mio. kr.

Sprogfilosoffer ville formentlig kalde begrebet håbløst, påpeger han. Det er svært at forholde sig til, fordi det rummer alting på samme tid.

“Man bliver nødt til at bryde det ned i nogle delområder.”

Alle kan forholde sig til CO2-dagsordenen, udledning af miljøskadelige stoffer og at være en ordentlig arbejdsplads, påpeger han. Derfor brød han også Mekoprints håndtering ned.

“Det, der har gjort en stor forskel, er, at vi har fået det indarbejdet mere og mere tydeligt i vores strategi og handlingsplaner. Jeg har tilbagevendende ved dialogmøder og ledermøder gjort det mere konkret. Nu har vi 15 konkrete udviklingsmål relateret til de fem udvalgte verdensmål, som vi arbejder med,” siger Anders Kold, der dog er overrasket over, hvor lang tid det har taget.

Tager tid

Lidt naivt, som han selv siger, troede han, at arbejdet i højere grad ville blive grebet med dialogmøderne og nogle få arbejdsmøder med ledergruppen. Men det understreger en anden vigtig pointe.

“Jeg har undervurderet, at man bliver nødt til at afsætte en del tid til at forholde sig til det, hvis perspektivet skal med ind i dagligdagen – om det er rådgivning over for kunderne, samarbejdet med leverandører, så er det ikke bare nogle tanker, man skal have med i det, man allerede gør,” siger han.

“Samtidig kan det ikke gøres som en separat, højt prioriteret investering fra den ene dag til den anden. Det er virkelig en langsigtet vedholdende indsats.”

Ved alle jeres 700 ansatte i dag, hvad I laver i forhold til bæredygtighed?

“Det må jeg nok sige nej til, og det er også derfor, at det er vigtigt at prioritere tid kun til det.”

På et dialogmøde i denne uge får alle ansatte en minirapport, der informerer om virksomhedens målsætninger og tilgang til bæredygtighed, f.eks.

“Og så samler vi op på den månedligt med bæredygtige tiltag på tværs af virksomheden, så vi kommer til at dyrke kommunikationen mere. Vi lykkes ikke, hvis vi ikke får alle med,” siger Anders Kold.

Forsiden lige nu