Circle K, Molslinjen og Herning Turist er gået sammen om at få et mindre klimaaftryk fra Kombardo Expressen, der er Molslinjens hurtigbuskoncept.
500.000 passagerer bruger årligt Kombardo Expressen. På de omkring 19.000 busture, de tilsammen kører, bliver CO2-aftrykket nu sænket, fordi busserne fra december skal køre på biodiesel i form af HVO, hydrogeniseret vegetabilsk olie.
“Vi forbruger voldsomme mængder af dieselolie om året, så derfor har vi set os som ansvarlige for at indgå samarbejde for at prøve at gøre en forskel for den tunge transport,” siger Ronny Gasbjerg, adm. direktør i Herning Turist.
Ifølge de tre selskaber kan rykket fra traditionelt brændstof til den grønnere model sænke CO2-udledningen med op til 90 pct. på hele ruten. Det koster en investering på et tocifret millionbeløb.
“Vi går ind i partnerskabet for at vise, at der findes drivmidler på markedet i dag, som er CO2-fortrængende
Kresten Nordborg Jensen, senior manager, head of key accounts i Circle K Danmark
Ingen af parterne vil give et bud på, hvor hurtigt investeringen er tjent ind igen, men understreger i stedet, hvor vigtigt det er at komme i gang med alternativer til diesel.
Skiftet kommer ikke til at afspejle sig direkte i billetpriserne, lyder det fra både Herning Turist og Molslinjen.
“Jeg forventer ikke, at kunderne kommer til at opdage en ændring i vores produkt, ud over at det er et grønnere produkt,” siger adm. direktør for Molslinjen, Carsten Jensen.
Han er også næstformand i klimapartnerskabet for det blå Danmark og betoner, at Molslinjen gerne vil være med til at sætte dagsordenen på bæredygtig transport.
“Men forretning og bæredygtighed skal følges ad. Det er der en rigtig god mulighed for her,” siger Carsten Jensen.
Hos Circle K forventer man, at det nye transportinitiativ åbner døren til flere kunder.
“Vi går ind i partnerskabet for at vise, at der findes drivmidler på markedet i dag, som er CO2-fortrængende, og fordi vi som brændstofudbyder er klar til at tage et ansvar. Men vi kan lige så godt være ærlige og sige, at vi også gør det, fordi vi tror, det forretningsmæssigt er en rigtig god idé at promovere de CO2-fortrængende brændstoffer,” siger Kresten Nordborg Jensen, der er senior manager, head of key accounts i Circle K Danmark.
Der er mange bud på, hvilke brændstoffer der i fremtiden kan gøre transporten grønnere. Foruden HVO, bliver der talt om brint, metanol og på sigt forskellige power-to-x-løsninger. Valget af HVO har også været en stor overvejelse for parterne bag samarbejdet om Kombardo Expressen.
“Det er jo virkelig svært at se nu, hvilke løsninger som udvikles frem mod 2030 eller 2050, så i hele vores sektor er vi nødt til at prøve os lidt frem. I den proces har vi fundet ud af, at HVO er det absolut bedste at arbejde med nu, men om det er den rigtige løsning om fem år, er svært at sige,” lyder det fra Carsten Jensen hos Molslinjen, der også eksperimenterer med eldrift af færger.
Circle K ser også HVO-modellen som et første skridt i den grønne retning. I fremtiden bliver det en variation af brændstoffer, der skal drive udviklingen, lyder forventningen.
“Vi ser HVO som det, der kan gøre en forskel på den korte og også på den mellemlange bane, men vi skal stadig arbejde med at være aktive i at finde ud af, hvad der skal erstatte diesel i den helt store skala,” siger Kresten Nordborg Jensen.
(Denne artikel fra Børsen Bæredygtig er frit tilgængelig for alle og ligger ikke bag password. Dette er gjort muligt via et sponsorat fra Danske Bank. Banken har ingen indflydelse haft på indhold og andre redaktionelle valg.)
