Hovedparten af de danske greenwashingsager behandles af Forbrugerombudsmanden, der over de senere år har oplevet en hurtigt voksende sagsbunke. Mens myndigheden modtog 16 nye sager i 2019, indløb der i 2022 95 stk., og med det øgede antal anmeldte virksomheder har frygten for en anmeldelse også fået stadig flere til at efterlyse klarere vejledning fra myndigheden.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen ser imidlertid ikke grund til at ændre grundlæggende på den måde, myndigheden vejleder om greenwashing.
“Markedsføringsloven er ikke svær at overholde. Forbuddet mod vildledning betyder, at virksomhederne ikke må give forbrugerne et fejlagtigt indtryk af deres produkter,” siger hun og tilføjer:
“Hvis man bare lader være at skrive noget, der ikke er rigtigt, overtræder man ikke markedsføringsloven.”
Er det et problem, at hver tredje virksomhed i Dansk Erhverv er uenige i, at det er enkelt?
“Det er et problem, hvis ønsket handler om, at man gerne vil have anvist, hvor tæt man kan komme på kanten uden at vildlede. Vores anbefaling er, at man oplyser, hvad man gør. Så er der ingen risiko for at vildlede.”
Hvis en tredjedel ikke har forstået den vejledning hidtil, ser I det så som jeres opgave at ændre på det?
“Det er virksomhedernes egen opgave at sikre sig, at de ikke overtræder markedsføringsloven. Efter min opfattelse er det ikke vanskeligt at undgå. Vi har lavet en kvikguide om, hvordan forbuddet mod vildledning kan overholdes.”
“Vi kan ikke vide, hvorfor virksomheder ender med at blive klaget over. Mit bud er, at der desværre er en opfattelse af, at man godt kan anvende generelle begreber, der giver et indtryk af, at et produkt er mindre belastende, end det faktisk er,” vurderer Christina Toftegaard Nielsen.
Opfordringen fra Dansk Erhverv er, at der fremover bruges flere konkrete eksempler i vejledningen af virksomheder. Og her kommer en kommende gennemskrivning af Forbrugerombudsmandens vejledning og kvikguide på området efterspørgslen i møde.
“Der er efterspørgsel efter flere konkrete eksempler på lovlig og ulovlig markedsføring, der kan illustrere problemstillingerne på området. Det vil vi gerne tilføje,” siger Christina Toftegaard Nielsen.
Hun advarer imod at tro, at en vejledning eller en guide kan dække alle brancher og problemstillinger specifikt.
“Det er ikke muligt at besvare ethvert spørgsmål i en vejledning, for verden er kompliceret. Det er særdeles ressourcekrævende og heller ikke nødvendigt efter min mening,” siger hun.
