ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Eksperter om pengetanks nye klimastrategi: “Det er dem, der har kræfterne til at skubbe erhvervslivet”

Jannik Andersen fra konsulenthuset Mercer. Arkivfoto: Steven Achiam
Jannik Andersen fra konsulenthuset Mercer. Arkivfoto: Steven Achiam Steven Achiam

Når toneangivende kapitalforvaltere som ATP sætter mål om klimareduktioner, CO2-rapportering og grønne investeringer, kan det få effekt på store dele af erhvervslivet.

Det mener Carina Ohm, der er chef for klima og bæredygtighed ved revisorkoncernen EY i Danmark.

“Det er noget af det, der skal til, for at vi får rykket den grønne omstilling. Når virksomheder kommer til os for at få hjælp til deres klimastrategi, er det i høj grad drevet af investorer og banker. Det er altså dem, der har kræfterne til at skubbe erhvervslivet,” siger hun og tilføjer:

“Når de går ud og sætter, hvad der lyder som ambitiøse mål, så betyder det også, at de går ud til virksomhederne og får dem til at sætte målsætningerne for klimaarbejdet.”

Hun kalder det også et vigtigt træk, at ATP vil have porteføljeselskaberne til at rapportere deres CO2-udledning senest i 2025.

“Det vil jeg i det hele taget anbefale virksomheder store som små, at man går i gang med. Når der er tale om virksomhedens direkte udledninger, er det også realistisk, men de indirekte udledninger fra f.eks. leverandører kan være en kompliceret størrelse.”

Hvorvidt målene i ATP’s nye strategi er ambitiøse eller ej, skal ses i sammenhæng med den samlede formue i selskabet. Det mener Jannik Andersen, der leder den danske afdeling for forsikring og pension i det globale konsulenthus Mercer.

“De har jo en enorm sum under forvaltning, og de har allerede investeret en del i grønne aktiver. CO2-målsætningerne flugter også med, hvad man har set fra andre store kapitalforvaltere – PFA har f.eks. et pensionsprodukt, der skal være klimaneutralt allerede i 2025,” siger han.

Behold udledere

Til gengæld roser han ATP’s ambition om at påvirke sine ejede selskaber til at skære klimabelastningen frem for at sælge ud af porteføljen.

“I sidste ende er det jo sådan, et selskab som ATP får reel indflydelse på dagsordenen. På den måde bliver det en opgave, der ikke kun handler om at finde nye investeringer, men også at få nogle af de eksisterende til at bevæge sig ind i det reelt grønne segment,” siger han.

Desuden kan det være smart i et investeringsperspektiv, når ATP ikke begrænser sig selv til kun at investere i allerede grønne selskaber som en del af klimastrategien, vurderer han.

“Det kan jo blive en fordel i at nå det samlede mål for grønne investeringer, hvis der ikke er en overflod af nye attraktive investeringer at gå efter frem mod 2025.”

Forsiden lige nu