Rådgivervirksomheden Cowi har selv vedtaget at standse arbejdet på olie- og gasprojekter. Og selv om selskabet lever af at rådgive i andre virksomheder, minimerer de flyrejser.
“Det er tid til at gøre det rette, og Cowi er klar til at indtage en ledende rolle på denne rejse”, som der står i selskabets seneste bæredygtighedsrapport.
Målsætningerne til trods, ligger Cowis medarbejderes pensionsopsparinger stadig hos Danica, der ifølge Mellemfolkeligt Samvirke er det danske pensionsselskab med den næststørste formue investeret i kul og i ny udvinding af olie og gas – hele 3,8 mia. kr.
Den modsætning fik i foråret Raphaël Payet-Burin til at reagere. Konsulenten har været i Cowi i seks år, men først da han så et opslag på Linkedin, der gjorde opmærksom på sektorens klimaaftryk, tog han aktivt stilling til aftrykket fra sin egen ordning.
“De færreste tænker nok over, hvilken pensionsordning vi har, men jeg synes, det er vigtigt at diskutere. Selvfølgelig vil jeg gerne have en god pension, men det skal også ske bæredygtigt,” siger han.
Adm. direktør for Cowi Danmark, Henrik Winther, er opmærksom på kritikken, skriver han i en mail til Børsen. Han peger på, at bæredygtighed er “en integreret del af vores medarbejderes daglige arbejde og derfor også noget, mange er personligt passionerede omkring”.
3,85 mia. kr. har Danicas pensionskunder investeret i virksomheder, der udvinder kul eller søger efter ny olie og gas. Det svarer til 3 pct. af pensionsmidlerne hos Danica. Dermed er Danica den pensionskasse med næststørst investering i området, og hvor investeringerne udgør den tredjehøjeste andel.
“Derfor har debatten også vores medarbejderes interesse, og flere har henvendt sig, hvilket vi tager til efterretning og med i vores dialog med Danica,” fortsætter han.
Den dialog blev åbnet for medarbejderne, efter at Raphaël Payet-Burin skrev til kollegerne over virksomhedens intranet.
“Danica sendte en investeringschef og virkede til at tage spørgsmålene seriøst, men diskussionen handlede i høj grad om, hvorvidt man bør udelukke olie- og gasselskaber fra investeringerne,” siger Raphaël Payet-Burin og peger på, at Danica fastholder en strategi om aktivt ejerskab frem for udelukkelse, selv om Danica over for Cowi-medarbejderne har fremhævet udelukkelsen af olieselskabet Exxon Mobil.
“Problemet med Danicas strategi er, at der ikke er målepunkter på, om der er fremskridt hos virksomhederne, og der ikke er nogle røde linjer for, hvornår de vil blive udelukket,” mener Raphaël Payet-Burin.
Hos Danica fremhæver investeringsdirektør Poul Kobberup, at der findes en grænse.
“Virksomheden skal have en troværdig klimaplan og arbejde seriøst for at kunne leve op til Paris-aftalen,” skriver han og påpeger, at selskabet efter konkrete vurderinger vælger at beholde eller ekskludere virksomheder fra pensionsinvesteringerne.
I dag er Raphaël Payet-Burin fortrøstningsfuld over for sin pensionsordning igennem Cowi, fordi ordningen skal genforhandles i 2025. Han vurderer bl.a., at bæredygtighed er en reel del af virksomhedens strategi.
“Samtidig er mange medarbejdere interesserede i det, og det kan blive svært for Cowi at forsvare over for medarbejderne, og når man skal rekruttere,” vurderer han.
Genforhandlingen i 2025 fremhæves også af Henrik Winther hos Cowi.
“Vores primære mål er at sikre, at det valgte pensionsselskab leverer attraktive afkast til vores medarbejdere uden at gå på kompromis med etiske standarder, og at vores medarbejdere har mulighed for at administrere og investere i deres pensionsordninger i henhold til deres egne præferencer i forhold til afkast og bæredygtighedsprofiler,” skriver han og udtrykker støtte til, at Danica “lægger pres på energivirksomhederne” for at fremme grøn omstilling. Hvordan Danicas valg på klimaområdet er i tråd med Cowis ambitioner, svarer han ikke på.
