ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Pensionskasser: Derfor holder vi fast i kul og olie

Danica og PFA fastholder at ville ændre kul- og olieproducenter indefra frem for at holde pensionskundernes penge væk fra aktiviteterne. Stadig flere kunder tager klimapolitik op med pensionskasserne

Investeringsdirektør i Danica Pension, Poul Kobberup, fremhæver pensionsselskabets investering i olieselskabet Total som en sejr for selskabets klimastrategi. Arkivfoto: Esther Kofoed Sørensen
Investeringsdirektør i Danica Pension, Poul Kobberup, fremhæver pensionsselskabets investering i olieselskabet Total som en sejr for selskabets klimastrategi. Arkivfoto: Esther Kofoed Sørensen

Pensionskæmperne PFA og Danica placerer sig i top-3 over de danske pensionsselskaber, der har mest af kundernes pensioner investeret i kulselskaber og i virksomheder, der leder efter ny olie og gas. Det til trods for, at Det Internationale Energiagentur, IEA, kalder netop de aktiviteter uforenelige med at nå verdens klimamål om en temperaturstigning på maks. 1,5 grader.

Bæredygtig
Rambøll, Cowi og Sweco under pres for at droppe pensionskasser
20230201-135051-5-2200x1454ma.jpg

Efter at pensionskunder i en række virksomheder har klaget over virksomhedernes valg af pensionsordning, svarer to af de tre pensionskasser med flest fossile investeringer på kritikken. Det er et spørgsmål om, hvor indflydelsen er størst, lyder det fra investeringschefer i Danica og PFA.

De vil hellere påvirke selskaberne, de har investeret i, end at flytte investeringerne.

“Vil presse på”

Ingen af dem vil dog garantere, at det har en effekt.

“Jeg kunne da godt tænke mig at være adm. direktør eller bestyrelsesformand i Total eller Shell, så kunne jeg nok garantere mere, end jeg kan som investor. Så nej, det kan jeg selvfølgelig ikke. Men derfor er det så vigtigt at være tæt på de her selskaber og følge, hvad de gør,” siger chef for investering i PFA Rasmus Bessing.

I Danica er svaret stort set det samme. Investeringsdirektør Poul Kobberup skriver i et svar:

“Vi kan garantere, at vi presser på for at presse virksomhederne i den rigtige retning.”

Han peger på, at virksomhedernes deltagen i den grønne omstilling er den måde, hvorpå de kan sikre, at der vil være en forretning med et godt afkast i fremtiden.

Uenighed om effekt

Netop effekten af at trække investeringer tilbage og effekten af såkaldt aktivt ejerskab deler fortsat vandene. Rasmus Bessing fremhæver eksempelvis, at forskere fra Stanford University er kommet frem til, at aktivt ejerskab er mest effektivt.

Samtidig peger andre studier i den modsatte retning, og nogle forskere udtaler sig jævnligt kritisk om aktivt ejerskab.

Bæredygtig
Olieinvesteringer får Cowi-ansatte til at klage til ledelse
20231107-085538-3_ma.jpg

“Jeg mangler at se evidens for, at nogen kan sige, at det er blevet bedre af at sælge dem, Jeg er fuldstændig med på, at man kan spørge, om de har bevæget sig nok. Men når man taler om de her selskaber, så handles deres aktier mellem forskellige deltagere på markedet, så andre køber de aktier, vi sælger. Det er ikke, fordi pengene bliver trukket ud,” siger Rasmus Bessing.

Forbedring hos Total

Selvom ingen af de to pensionskasser vil garantere for effekten, er der gode eksempler på netop den effekt, Rasmus Bessing peger på, mener Poul Kobberup fra Danica.

“Over de seneste år har nogle energivirksomheder forbedret sig og har blandt andet sat delmål for reduktionen af CO2 eller forbedret deres omstillingsplaner,” konstaterer han og fremhæver Total, som Danica ifølge Poul Kobberup er i tæt dialog med.

Her har ledelsen fremrykket klimamålet om 30 pct. reduktion af CO2-udledningen fra 2030 til 2025. Ifølge Poul Kobberup er det altså en effekt af Danicas ejerskab.

Også Rasmus Bessing fremhæver Total, som også PFA har investeret i. Han fremhæver, at selskabet “trods alt” bevæger sig og peger på, at olieselskabet i dag har 17 gigawatt vedvarende energi og går efter 100 gigawatt i 2030, mens Danmark til sammenligning har 5 gigawatt og vil nå 12 gigawatt.

Begge pensionskasser peger på, at de har produkter, hvor den enkelte kunde selv kan vælge at flytte sine penge væk fra fossile investeringer.

Forsiden lige nu