Klimakrisen har forvandlet drivhusgasser til et potentielt erhvervseventyr, som virksomheder verden over positionerer sig i.
For at undgå en yderligere opvarmning af atmosfæren skal CO2 fanges fra industriens skorstene, suse videre gennem rørsystemer for at ende i et kæmpelager kilometer under jorden.
Men danske aktører inden for fangst og lagring af CO2, kaldet CCS, advarer om, at lovgivningen i Danmark halter bagud.
Eller at “ambitionerne løber lidt hurtigere, end benene kan bære”, som Steffen Jacobsen formulerer det.
Han er adm. direktør i det danske gasrederi Evergas, der sammen med en konkurrent sidste år lagde an til et CO2-rederi for at få del i de forventeligt store mængder CO2, der inden for en årrække skal fragtes rundt på verdenshavene.
“Det tager ganske enkelt længere tid i Danmark end i lande som Norge og Holland
Joachim Sperling, adm. direktør, tænketankenAxcelfuture
Projektet hedder Dan-Unity, og planen er at transportere CO2 for kunder i Storbritannien, Holland og Frankrig til bl.a. Island.
Rederiet er desuden en del af konsortiet bag det danske projekt Greensand, der skal lagre CO2 i et tidligere oliefelt i Nordsøen, ledet af olie- og gasvirksomheden Ineos med Semco, Maersk Drilling, Rambøll og andre store aktører.
Ifølge Steffen Jacobsen hæmmer manglende klarhed sektorens udvikling.
“I tilfældet med Greensand har vi en situation, hvor Ineos gerne vil importere CO2 og lægge den ned i undergrunden. ARC vil gerne indfange den og sende den afsted, og vi vil gerne sejle med den. Men indtil videre er der ikke noget lovgivningsmæssigt på plads for at kunne gøre det,” siger han.
“Jeg synes jo grundlæggende, at hvis man kan bortskaffe CO2 for ca. 100 euro pr. ton, så burde det være syngende indlysende, at man skal gøre det. Jeg kan ikke forstå, at man ikke viser større engagement omkring det her.”
Hvis Danmark skal nå klimaambitionerne om en reduktion på 70 pct. i 2030 og efterleve Paris-aftalen, er de fleste politikere og klimaeksperter enige om behovet for at lagre CO2 i undergrunden.
Men i værste fald risikerer et muligt erhvervseventyr at sande til, fordi lande som Norge løber hurtigere, mener Joachim Sperling, direktør i tænketanken Axcelfuture, der har haft særligt fokus på området de seneste år.
“Aktørerne får ikke afklaring på rammebetingelserne. Det betyder f.eks., at der endnu ikke er givet tilladelse til at lagre CO2 på dansk grund. Det tager ganske enkelt længere tid i Danmark end i lande som Norge og Holland.”
“Vi har afsat 16 mia. kr. til at udvikle markedet. Det, synes jeg ikke, er at være bagud i kapløbet, men helt i front
Dan Jørgensen (S), klima-, energi- og forsyningsminister
Bliver CO2’en i første omgang sendt mod Norge, fordi det endnu ikke er muligt at lagre i Danmark, er det problematisk, mener Sperling, hvis tænketank også er en del af en branchealliance på CCS.
“Så får vi ikke etableret vores eget knudepunkt i Nordsøen. Det skal vi jo for at kunne importere CO2 fra andre lande og udnytte den erhvervsmæssige mulighed i at lave et dansk-nordeuropæisk lagringshub.”
I slutningen af marts sendte den danske alliance på CCS et åbent brev til klima,- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), som mediet Energiwatch har beskrevet.
Her advarede de netop mod konkurrencen fra Norge, som også har store ambitioner på området.
“Jeg synes jo grundlæggende, at hvis man kan bortskaffe CO2 for ca. 100 euro pr. ton, så burde det være syngende indlysende, at man skal gøre det
Steffen Jacobsen, talsmand, Dan-Unity
Dan Jørgensen peger på, at sektoren er ved at blive bygget op fra bunden, og at en omfattende infrastruktur ikke bliver løst med et snuptag.
Set med hans øjne understreger de to delaftaler på området politisk vilje.
“I Danmark har vi en af verdens mest ambitiøse strategier for at indfange og lagre CO2. De danske ambitioner er skyhøje, og har allerede aftalt, at det første fangstanlæg skal kunne være i drift til at lagre CO2 i 2025, og at udbuddet for tilladelser til CO2-lagring åbner til sommer,” udtaler han i en skriftlig kommentar til Børsen.
“Og vores indsats de sidste par år har faktisk givet opmærksomhed internationalt. Vi har afsat 16 mia. kr. til at udvikle markedet. Det, synes jeg ikke, er at være bagud i kapløbet, men helt i front.”
Ifølge Joachim Sperling bliver det overordnede problem ikke løst med udbuddet til sommer.
Der skal bl.a. styr på den globale sammenslutning International Maritime Organizations såkaldte London-protokol, som sætter rammerne for lagring af CO2 mellem forskellige lande, og hvor reduktionerne i så fald tæller, påpeger han. Og så skal staten have hul på rørinfrastrukturen, som er nødvendig for at transportere CO2’en de rigtige steder hen.
“Rammevilkårene skal være på plads, før nogen tør binde an på opgaven. Jo længere tid, der går, jo senere kan virksomhederne træffe beslutning om at investere i de infrastrukturanlæg, der skal til for at håndtere det.”
