For fire år siden rejste Anders Skibdal over Atlanten med en grublen. Som klimadagsordenen slog igennem, havde tankerne vokset sig større. Hvordan kan astronauter egentlig trække vejret uden frisk ilt?
I dag er den undren forvandlet til et anlæg hos Odense Vandcenter Syd, hvor det både fanger CO2 fra skorstenen og producerer brint. Begge teknologier, som anses for grundsten i en fremtid uden olie, og hvor begrebet power-to-x de senere år har slået an.
“Jeg skød 100 mio. kr. ind i Pureteq uden at blinke. Jeg vil godt gamble, så længe jeg kender risikoen
Erik Skjærbæk, ejer, Pureteq-gruppen
Anlægget er fortsat på pilotstadie, men med en ambition om at gå kommercielt i udgangen af 2023. Og det plejer at lykkes, forklarer Anders Skibdal, der er adm. direktør i den fynske ingeniørvirksomhed Pureteq-gruppen, ejet af finansmanden Erik Skjærbæk, der blev hovedrig på salget af Svendborg Brakes tilbage i 2008.
Skibdal har flere års erfaring med at rense skadelige klimagasser fra skibes røg, mens andre teknologier tager form udviklingsselskabet Estech under gruppen. I 2018 mødtes han med forskere udenfor San Francisco for at undersøge muligheden for at lave CO2 om til et produkt, der kan genskabe liv i havene.
“Inspireret af det kom jeg hjem og tænkte, vi kan lave noget anderledes, som kræver mindre energi end traditionel CO2-fangst,” siger Anders Skibdal, der kort efter sendte en ingeniør retur til de amerikanske forskere.
I godt et år har anlægget været i gang. Idéen er kort fortalt at gøre det anderledes end andre aktører på fangst af CO2, hvor markedet ventes at vokse markant som en afgørende teknologi til at løfte den grønne omstilling.
Pilotanlægget kombinerer CO2-fangst og produktion af brint ved bl.a. at bruge ingeniørselskabets teknologi i røgrensere til skibsindustrien. Koblingen af de to teknologier gør anlægget energieffektivt, da meget af den elektriske energi lagres i brinten efterfølgende. Målsætningen var at fange 70 pct. CO2 fra skorstenen. Anlægget på Odense Vandcenter Syd fanger 83 pct. En anden var at producere “forholdsvis ren brint”. Ifølge Dansk Gasteknisk Center er det 99,7 pct. rent.
Og hvor aktører fra i år kan søge midler fra en 16 mia. stor pulje som led i regeringens strategi på området.
Derfor bruger Estech andre kemikalier i sin elektrolyseproces. Derfor er brint blevet koblet på. Og derfor går selskabet udenom de største som Aalborg Portland og Fjernvarme Fyn, der begge arbejder med CO2-fangst.
“Vi kigger på de halvstore industrivirksomheder, som tilsammen udleder meget større mængder. Hvad nu hvis vi kan fange CO2 og lave brint rigtig mange steder og bringe det til et raffinaderi, som kan lave brændstoffer af det?” spørger Anders Skibdal og påpeger, at anlægget i princippet blot kræver en stikkontakt og en skorsten med røg.
“Vi kan ikke bare udsætte det, til vi alle sammen skal gå rundt i badebukser
Anders Skibdal, adm. direktør, Pureteq-gruppen
Selvom CO2-fangst og produktion af grøn brændstof springer frem, er der mest af alt tale om en “Linkedin-realitet”, mener Anders Skibdal.
“Der er ikke meget i verden, man kan klappe og se. Det er kun photoshopbilleder. Det har jeg det svært med. Det er ikke, fordi vi er alene på markedet for CCS-teknologi, men måske kan vi skubbe noget mere i gang.”
Estech modtog for nylig 20,6 mio. kr. i støtte fra EUDP-puljen under Energistyrelsen. En skalering af anlægget vil kræve en stor tocifret millioninvestering udover den, anslår Anders Skibdal. Midler, som ejer Erik Skjærbæk står klar med.
“Jeg skød 100 mio. kr. ind i Pureteq uden at blinke. Jeg vil godt gamble, så længe jeg kender risikoen. Hvis det viser sig, at vi bygger på succes på succes, så har jeg ikke fingeren på stopknappen,” siger han og hæfter sig ved, at teknologien har opnået patent i USA og EU.
“Der er ikke lagt nogen som helst pulje på bordet. Men på et tidspunkt skal vi alliere os med en større spiller på markedet. Der er grænser for, hvor meget ekspertise vi kan trække til Sydfyn. Hvis vi skal bredere ud, og det skal vi, så skal vi alliere os med nogen.”
Målet med det første kommercielle anlæg er at fange mellem 10.000-15.000 ton CO2 om året og producere 1 ton brint i døgnet. Men potentialet for at skalere de enkelte anlæg er meget større, understreger Skibdal.
ton CO2 skal et kommercielt anlæg kunne indfange årligt
“Markedet for CCS-teknologier kan måles i milliarder af ton, hvis man skalerer dem og får held til at bringe dem på markedet. Når jeg kigger mod Asien, er det næsten ubegrænset. Men det kommer an på, hvad den politiske ambition kommer til at blive,” siger han.
Den største bekymring går på infrastrukturen til at lagre og transportere CO2. Hvordan CO2 og brint kommer videre til f.eks. raffinaderier, der kan omdanne dem til nye brændsler.
Ifølge regeringens seneste plan er der kun begrænset infrastruktur tilgængeligt i 2025, påpeger Skibdal.
“Bliver hele økosystemet i virkeligheden klar til tiden? Vi skal omvendt gøre noget nu. Vi kan ikke bare udsætte det, til vi alle sammen skal gå rundt i badebukser.”
