Glem alt om de første 100 dage som ny leder

LEDELSE | Af Jackieline Panduro Gyrup

Det er længere tid end blot de første 100 dage, der er vigtige for nye lederes succes. Det siger chefkonsulent hos Lead Johanne Grant, der mener, at den betydning, som de første 100 dage bliver tillagt, er overdrevet.

Vil du have succes som ny leder, så er de første 100 dage altafgørende. Sådan lyder mantraet, som man støder på i ledelsesbøger og ved en Google-søgning på, hvordan man kommer godt fra start i den nye rolle. Men det er ude af proportion at tillægge de første 100 dage så meget værdi. Det mener Johanne Grant, der er chefkonsulent i konsulenthuset Lead og underviser på Børsen Uddannelses ”Ny leder”-uddannelse.

”At man kun skulle have 100 dage til at blive en succes i sin nye rolle er i min optik en myte. Det tager længere tid. Flere studier peger på, at de første seks måneder har stor betydning, og at det først er efter 18 måneder, at man kan vurdere, om en leder er lykkedes,” siger Johanne Grant, der dog ikke underkender, at den første tid som ny leder er vigtig.

”Jeg mener helt bestemt, at den første tid er afgørende. Det er bare tid i bredere forstand end kun 100 dage. Det tager væsentligt længere tid at lande i den nye rolle, at få en forståelse af virksomheden, at opbygge relationer og vinde medarbejdernes tillid og følgeskab.”

Hun fortæller, at mellem 40 og 50 pct. nye ledere fejler inden for de første 18 måneder, og derfor bør man tage den første tid meget alvorligt og gå systematisk til værks. Typisk vil de fleste virksomheder have en struktur for, hvordan man kommer godt ind i lederjobbet, men er der ikke det, bør man selv lave en plan i samspil med sin nærmeste leder.

 

En klassisk faldgrube for nye ledere er at være overivrige efter at vise, hvad de kan, så de kaster sig hovedkulds ud i arbejdet. Som ny leder bør man se den første tid som en afdækningsfase, hvor man bliver klogere på virksomheden, sin egen rolle og medarbejderne. Man har slet ikke den nødvendige viden for at kunne træffe de store beslutninger.

Johanne Grant, chefkonsulent i Lead og underviser hos Børsen Uddannelse

 

Vent med de store beslutninger
Som nyudnævnt leder kan det krible i fingrene efter at komme i gang, vise handlekraft og sætte sit præg. Dog bør du ifølge Johanne Grant vente med de store beslutninger og i stedet træde nogle skridt tilbage, observere, notere, lytte og stille en masse spørgsmål.

”En klassisk faldgrube for nye ledere er at være overivrige efter at vise, hvad de kan, så de kaster sig hovedkulds ud i arbejdet. Som ny leder bør man se den første tid som en afdækningsfase, hvor man bliver klogere på virksomheden, sin egen rolle og medarbejderne. Man har slet ikke den nødvendige viden for at kunne træffe de store beslutninger.”

Kaster man sig ud i at ville ændre en masse fra dag ét, kan det blive svært at skabe tillid og opnå følgeskab. Johanne Grant pointerer, at den første tid også kan anskues som en relationel åbning, hvor medarbejderne ser én an, hvor man ligger fagligt, og om de tror på det, man siger. Her er ydmyghed et nøgleord.

”Du bør være ydmyg over for den viden, medarbejderne har. Dialog og evnen til at lytte er centrale for at skabe tillid og følgeskab. Vil du som ny leder ændre en masse som det første, kan det så tvivl om, hvorvidt man ved nok om konteksten, om man forstår alle detaljerne og kompleksiteten. Det kan også skabe utryghed hos medarbejderne, der kan have svært ved at afkode, hvem man er som leder, og om man vil dem det godt,” siger Johanne Grant og uddyber, at de kan blive nervøse for deres eksistensberettigelse i et nyt setup, og om deres job er i fare. Brug derfor den første tid til at analysere virksomheden, hvilke behov der er, hvad der er af lavthængende frugter, man kan gøre noget ved, samt også, hvad der er på længere sigt. Hvor ser man eksempelvis, at afdelingen skal hen?

Husk din egen leder
Hvornår kan man så begynde at læne sig mere frem og træffe større beslutninger, vil nogle måske spørge. Johanne Grant plejer at sige, at man kan begynde at læne sig mere frem efter et halvt år.

”Der plejer ofte at være en uudtalt forventning om, at man begynder at levere nogle resultater efter et halvt års ansættelse. Der har man gjort sit forarbejde. Det vil sige, man har stillet en masse spørgsmål og analyseret, hvad der er på spil i virksomheden. Og man har vendt sine planer med egen nærmeste leder, testet og valideret,” siger Johanne Grant. Hun lægger stor vægt på, at man som ny leder ikke er alene, selvom det måske kan føles sådan.

”Din nærmeste leder har et stort ansvar for, at du bliver indført ordentligt i organisationen, hvad den står for og dens værdier. Dertil også, hvad der er af primære opgaver og forventninger til dig, samt hvad du skal prioritere højest den første tid.”

Johanne Grant pointerer, at mange nye ledere har en tendens til at glemme at bruge deres egen nærmeste leder, fordi de ikke vil forstyrre eller være til besvær. Hun understreger derfor, at det er uhyre vigtigt, at man husker relationen til sin egen leder.

”Det hele skal ikke foregå oppe i ens eget hoved, men hele tiden i dialog og samspil med egen leder, ledelsesteamet og nedad mod medarbejderne. Alt hviler ikke kun på dig. Det skal du huske. Du er en del af et større samspil, som også skal inddrages, når du har planer og idéer.”

Johanne Grants råd til at komme godt fra start som ny leder:
1. Du bør afholde én-til-én-møder med alle medarbejdere i dit team. Her skal fokus være på at komme ind på livet af dem hver især og høre om deres oplevelser, hvad der er vigtigt for dem i deres arbejde, hvad de udvikler sig på, og hvad der er deres primære opgaver. Du bør også spørge, hvad de har af håb og idéer for fremtiden. Det er vigtigt at få indblik i teamet både én-til-én og samlet.

2. Lav en god præsentation af dig selv – hvem er du, og hvad står du for? Din præsentation skal ikke være en power point om din karriere, men hvem du er som menneske, og hvad du ser som vigtigt. En vigtig opgave i løbet af den første tid som ny leder er at få fastlagt sit personlige lederskab. Selvom man ikke har konkret erfaring endnu, så vil alle have noget, de kommer fra, og som de har lænet sig op ad i deres arbejdsliv.

”Det er vigtigt at give medarbejderne indblik i, så de bliver trygge ved dig. Det er en relationel tryghed, som kan etableres, hvis man giver noget af sig selv.”

3. Sørg for løbende rolleafklaring og sparring med din nærmeste leder: Hvad bør du prioritere over alt? Hvad er dine samarbejdsmæssige, udviklingsmæssige og opgavemæssige mål? Hvad er dine succeskriterier inden for disse mål? Hvad kan stå i vejen for, at du opnår dette? Hvem skal du opsøge og skabe relation til ud over dine medarbejdere for at opnå dine mål?

Vil du rustes i rollen som ny leder? Så læs om Børsen Uddannelses “Ny leder”- uddannelse her