ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

De fleste flybranchefolk og eksperter er enige: covid-krisen har skabt varige ændringer af især erhvervslivets brug af penge på flyrejser.

Mange, især de hårde regnedrenge i storkoncernernes finansafdelinger, har set en kæmpebesparelse under nedlukningerne – og samtidig – at der godt kan skabes brugbare resultater med Teams- eller Zoom-møder.

Derfor er det især ferie- og fritidstrafikken, der ventes genrejst først og hurtigst. Så man kunne tro, at Ryanair – hvis hele eksistens og kæmpevækst er bygget op på billige billetter med appel til hr. og fru Europa – egentlig må være ret glade for corona og se det som “en god krise”, der udbygger selskabets magtposition.

Topchef Eddie Wilson siger dog nej.

“Ingen vil kalde corona en god krise. Det har været masser af tragedier i kølvandet på pandemien. Men der er også noget andet galt med udsagnet. Ryanair er nemlig slet ikke udelukkende fritidsrejser. Vores andel af forretningsrejsende er større, end folk tror,” siger han.

Hvis vi kunne tappe vores ledelsesstil af på flaske og sælge den, ville vi tjene endnu flere penge end på at flyve

Eddie Wilson, topchef, Ryanair

En typisk Ryanair-afgang – med ikkenummererede pladser, minimal benplads, ekstrapriser for alt fra bagage til den tørreste sandwich og lotterisalg inden landing – er der ikke meget businessromantik over. For rejsevante erhvervsledere med platinstatus hos store flyselskaber er konceptet næsten “en skæbne værre end døden”. Og det ved Eddie Wilson godt:

“Forretningsrejsende hos os er da ikke sådan nogle PwC-typer, der kræver at sidde i en fin lounge. Det er små virksomheder med rationelle beslutninger, der værdsætter, at vi kommer til tiden og flyver direkte til den by, de skal have møde i. Dem har vi mange af, og det er derfor, vi flyver med hele flåden igennem hele vinterens lavsæson,” siger Eddie Wilson.

Udsagnet om “PwC-typer” er helt typisk for Ryanairs frække og direkte kommunikationsstil, der især i koncernchef Michael O'Learys udgave kan være langt over grænsen for gængs, velopdragen toplederkommunikation. Der findeshele citatsamlinger på nettet over hans bedste/værste udsagn.

Men Eddie Wilson smiler stort ved spørgsmålet om, hvorvidt provokationerne er en bevidst kommunikationsstrategi – og hvad Ryanair vil opnå med den.

“Ja, vores koncernchef er kontroversiel. Men vi sidder jo og snakker om ham lige nu! Ryanair har aldrig brugt så meget som en cent på Google-annoncer. Alle kender os. Alle vil have os til deres lufthavn. Hvis vi kunne tappe vores ledelsesstil af på flaske og sælge den, ville vi tjene endnu flere penge end på at flyve.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis