ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ugen der gik: Med vrede restaurantejere, ny kroning i nationalbanken og sexismedebat på direktionsgangen

Denne uge bød på haglende kritik over de nye hjælpepakker til restauranter efter nye coronaregler, ny direktør for Nationalbanken, og så var det ugen, hvor sexismedebatten nåede op på direktionsgangene

Signe Krogstrup erstatter Hugo Frey Jensen i Nationalbankens direktion. Arkivfoto: Sophie Voisin
Signe Krogstrup erstatter Hugo Frey Jensen i Nationalbankens direktion. Arkivfoto: Sophie Voisin

Efter nye coronaregler i sidste uge ramte restauranterne som en knytnæve, var der politisk hjælp på vej. Således bød begyndelsen af ugen på nye hjælpepakker med en hjælp til faste omkostninger til det hårdt trængte erhverv.

Men allerede mandag startede kritikken med at vælte ned over den hjælpende hånd fra politikerne. Mash samt Koldingfjord kunne ikke se, hvordan en hjælp til de faste omkostninger var nok.

Lønkompensation var det redskab, der kunne forhindre fyringer i massevis. Det tvivler jeg på, at denne kompensation for faste udgifter kan alene

Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Horesta

“Hjælpepakken er utilstrækkelig og simpelthen ikke god nok. Pakken tilgodeser ikke den tunge del af branchen, som er hotel og konferencer. Og vi oplever bare annulleringer med annulleringer på,” sagde Peder Madsen, adm. direktør i Hotel Koldingfjord tilBørsen mandag.

Et forkert fokus

Også brancheforeningen Horesta mente, at regeringen havde det forkerte fokus i pakken. For den dyreste udgift i erhvervet er ikke de faste omkostninger, men derimod lønkronerne, og uden hjælp til den udgift er fremtiden dyster, forudså Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi iBørsen mandag.

“Lønkompensation var det redskab, der kunne forhindre fyringer i massevis. Det tvivler jeg på, at denne kompensation for faste udgifter kan alene,” sagde hun.

Ny nationalbankdirektør kronet

Denne uge bød også på en ny kroning i Nationalbanken.

Signe Krogstrup erstattede nemlig Hugo Frey Jensen på posten som nationalbankdirektør. Og det er første gang i syv år, der bliver skiftet ud i Nationalbankens direktion.

“Jeg er utrolig glad for og beæret over at skulle overtage posten som nationalbankdirektør efter Hugo Frey Jensen. Nationalbanken spiller en vigtig rolle som samfundsbærende institution, der nyder høj troværdighed. Den position vil jeg værne om og føre videre,” udtalte Signe Krogstrup i en pressemeddelelse tirsdag.

Signe Krogstrup er 48 år og har siden 1. juni 2019 været vicedirektør og chef for afdelingen økonomi og pengepolitik i Nationalbanken.

Derudover har hun en stor ballast fra en lang international karriere. Fra 2007 til 2016 arbejdede hun i den schweiziske centralbank og fra 2016 til 2019 i Den Internationale Valutafond, IMF i Washington.

Netop den udenlandske erfaring ser direktøren for Finanstilsynet, at Signe Krogstrup vil kunne bruge i sin nye stilling.

Helt ærligt var #metoo ikke på min toptiprioritetsliste, indtil Sofie Linde tonede frem. Diversitet i ledelse var, men sexchikane og relaterede sager var ikke. Det er det nu

Mads Nipper, adm. direktør, Grundfos

“Forskellen er, at Signe Krogstrup har international erfaring. Der er ikke nogle af de andre tidligere direktører, der har haft en lang karriere i udlandet,” sagde Jesper Berg tilBørsen tirsdag.

Sexisme på dagsordenen

Det var også i denne uge, at sexismedebatten nåede helt op på direktionsgangene. Efter Sofie Linde fortalte, hvordan hun havde oplevet sexisme på egen krop, har debatten rullet som en lavine. For sexisme og seksuel chikane hersker ikke kun blandt mediehuse men i alle afkroge af erhvervslivet. Og hvis det skal bekæmpes, skal det ske fra toppen, og det skal ske nu. Det fortæller tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt i et særligt tema om sexisme i Børsen.

“Man skal gøre det, og man skal gøre det nu. De virksomheder, der ikke gør det, er dinosaurvirksomheder, som på et eller andet tidspunkt knækker på en sag, som nok skal komme,” siger Helle Thorning-Schmidt iBørsen torsdag.

Også Mads Nipper, topchef i Grundfos, meldte sig på banen i debatten.

“Helt ærligt var #metoo ikke på min toptiprioritetsliste, indtil Sofie Linde tonede frem. Diversitet i ledelse var, men sexchikane og relaterede sager var ikke. Det er det nu,” siger han iBørsen torsdag.

Han fortæller også, at det har fået ham til at tænke på, om sådanne problemer mon finder sted i Grundfos.

“Selv efter opmærksomheden indtraf, var min instinktreaktion, at sådanne problemer har vi selvfølgelig ikke i Grundfos. Men faktum er, at jeg ved det ikke. Og derfor er der kommet en nysgerrighed for på objektiv vis at finde ud af, om det er et reelt problem eller ej,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis