ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Topchefer skærer hårdt i forretningsrejser: “Vi har lært at være meget mere kritiske over for, hvad vi rejser efter”

Pandemien har hamret antallet af erhvervsrejser i bund, og på trods af en genåbning i flere lande har erhvervslivets syn på rejser ændret sig markant, lyder det fra flere virksomheder

Marianne Kirkegaard er koncerndirektør i amerikanske Baker & Baker og har skåret markant i sin rejseaktivitet. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Marianne Kirkegaard er koncerndirektør i amerikanske Baker & Baker og har skåret markant i sin rejseaktivitet. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Danmark, England, Tyskland, Sverige, Italien og så tilbage til USA.

For Marianne Kirkegaard, der er koncerndirektør i amerikanske Baker & Baker, blev næsten hver anden dag før coronakrisen brugt på at krydse Atlanten for at besøge kollegaer og kunder. Men sådan skal det ikke være længere, siger Marianne Kirkegaard, der slutter sig til en lang række selskaber, som vil skære hårdt i rejseaktiviteten.

Læren fra corona er, at virksomhederne har fået et godt blik for sit rejsebudget

Michael Svane, branchedirektør i DI

“Jeg tror, det har været kendetegnende for alle internationale job, at man tog et fly for at komme til et møde, der varede en til to timer, selvom det godt kunne afholdes virtuelt. Man vidste bare ikke dengang, at det godt kunne gøres effektivt,” siger direktøren, der også er medlem af bestyrelsen i Pandora, Salling Group og Faerch.

Før krisen blev forretningsrejsemarkedet estimeret til omkring 8 mia. kr. årligt ifølge Danmarks Rejsebureau Forening. Coronakrisens medfødte restriktioner på flytrafik og fysiske møder har dog tvunget virksomheder til at blive på kontorerne og finde nye måder at arbejde sammen på. Det har fået topcheferne til at se værdien i digitale værktøjer som Teams, Zoom og Skype.

Hos bagerivirksomheden Baker & Baker estimerer Marianne Kirkegaard, at deres budget for rejser i år vil ligge på 30 pct. af, hvad det gjorde i 2019. Året 2022, forventer hun, vil markere en ny normal, hvor budgettet fremadrettet vil ligge på 50-75 pct. af, hvad det gjorde i 2019.

“Den gode konsekvens af den her pandemi har været, at vi har lært at være meget mere kritiske over for, hvad det er, vi rejser efter,” siger hun.

50

pct. er Carlsbergs rejseaktivitet faldet med siden pandemiens ankomst

Den holdning deler hun tilsyneladende med erhvervsledere over hele verden. Ifølge en analyse fra Sydbank vil forretningsrejsende flyve væsentligt mindre i fremtiden, hvilket altså er drevet af flere virtuelle møder samt en stadig vigtigere bæredygtighedsdagsorden i mange virksomheder. Sydbank anslår et fald på 20 til 30 pct. i antallet af forretningsrejsende.

Læren fra corona

Landets største erhvervsorganisation, DI, nikker genkendende til den udvikling.

“Læren fra corona er, at virksomhederne har fået et godt blik for sit rejsebudget. Det er rykket højere op i ledelseshierarkiet, og i hvilket omfang, man overhovedet rejser, er for mange blevet en koncernbeslutning,” siger branchedirektør i DI, Michael Svane og fortsætter:

“De rejser, der fortsat bliver gennemført, er montører, teknisk personale, søfolk og dér hvor man skal lukke den store kontrakt. Jeg forventer dog, at de erhvervsrejsende vil vende tilbage i takt med, at rejserestriktionerne i bl.a. USA afvikles. Men vi kommer næppe op på det niveau, som vi tidligere har kendt til.”

Carlsberg er en af de virksomheder, som forventer, at rejseaktiviteten ikke kommer tilbage på samme niveau som tidligere. Under pandemien er Carlsbergs rejseaktivitet faldet med over 50 pct. Med produktion i over 30 lande og salg til over 150 lande vil rejserne blive flere i takt med, at verden åbner op, men det bliver altså på et andet niveau.

“Vi har lært meget under nedlukningen. Blandt andet hvordan man mødes virtuelt, og de gode erfaringer vil vi holde fast i, da det bidrager til en bedre work-life-balance,” siger Carlsberg Groups HR-chef, Joris Huijsmans.

Hos FLS er der på det seneste kommet lidt mere gang i rejseaktiviteterne, men langt fra niveauet før coronakrisen.

“Vi rejser i det omfang, det er muligt. Og vi har fortsat en individuel vurdering af hver enkelt rejse for at sikre, at den kan foregå på en sikker og forsvarlig måde,” siger Jani Hillebrand Aunskjær, der er chef for sundhed, sikkerhed og miljø i FLSmidth.

De prioriterede rejser handler om kundemøder og servicering, hvor fysisk fremmøde er vigtigt.

“Vi er måske oppe på 50 pct. Den læring, vi har haft, har vi implementeret i den måde, vi arbejder på. Det lavere aktivitetsniveau understøtter vores mål om at blive CO2-neutrale,” siger hun.

Novo Nordisk fortalte sidste år, at forretningsrejser sammen med blandt andet mindre markedsføring var medvirkende årsag til, at koncernen reducerede sine omkostninger med 1 mia. kr. i andet kvartal 2020. Novo kan ikke sige noget om, hvordan rejsebudgettet potentielt kan blive påvirket fremover. Lige nu er det sådan, at forretningskritiske rejser er tilladt.

“Vi beder i alle tilfælde medarbejderne overveje, om mødet kan foretages virtuelt,” siger Martin Havtorn Petersen fra Novo Nordisks presseafdeling


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis