KMD's topchef Eva Berneke var i midten af januar i det forgangne år på besøg hos den danske it-virksomheds japanske ejere, NEC Corporation, i Japan.
Japanerne var allerede på daværende tidspunkt bekymrede for det, som ulmede i Wuhan-provinsen i Kina, og de sagde allerede dér, at det her kunne få store konsekvenser globalt. Den danske it-topchef og hendes nærmeste ledere havde vanskeligt ved helt at tro det. Lige under to måneder efter lukkede Mette Frederiksen Danmark.
“Det er jo ikke fordi, at vi, der sidder i spidsen, har prøvet det her mange gange før. Det er nyt terrænEva Berneke, adm. direktør i KMD
“Selv dér tænkte jeg, at det her nok varer måske seks til otte uger. Men så gik der ikke ret lang tid, så kunne jeg godt se, at det her ville påvirke resten af året. Det fik en anden form. Det var ikke længere noget med, at vi ville komme tilbage til normalen i begyndelsen af maj. Det stod klart, at der ikke var et hurtigt fix på det her. ”
Hvordan adskiller den her krise sig fra andre kriser, som du har oplevet?
“Det her er i den kategori, som man kan kalde samfundskrise. Det er en slags krise, hvor vi alle sammen er berørt. Der er så nogle brancher og virksomheder, der er markant mere påvirkede end andre.”
Hvordan har krisen påvirket din forretning i KMD?
“Vi er jo en virksomhed, der ikke er voldsomt påvirket af coronakrisen. Meget af vores forretning er software, der fortsatte med at fungere ude hos kunderne og bliver brugt massivt i disse krisetider. Der er dog udfordringer i forhold til at finde nye kunder. Et af vores forretningsområder i Norge har ikke set en fysisk kunde siden februar – kun på teams. Det med at udskifte et centralt softwaresystem, når alle sidder på teams, det bliver udsat. Så nogle af de store salgsprocesser, som vi skulle have arbejdet med i 2020, er blev udskudt til senere.”
Hvad har varig effekt for KMD?
“Allerede efter første bølge satte vi gang i en proces for at identificere, om der var noget, som vi gerne ville bære videre. Det er blandt andet spørgsmålet, om vi alle behøver at sidde 37,5 timer på kontoret hver uge, eller om vi skal skabe mere fleksible arbejdsforhold. Her kan man ikke blot skære alle over én kam, der er stor forskel på arbejdsforhold. Det er vi i gang med at teste nu. For det betyder noget, i forhold til hvordan vi indretter kontoret, og hvordan vi laver HR-politik. Det har mange konsekvenser.”
Hvordan har du brugt krisen konstruktivt i KMD?
“Da vi var kommet gennem første fase, og havde sikret os selv, så kunne vi se, at vores kunder rent faktisk begyndte at købe mere til, da det var nødvendigt for deres forretning. Det gav anledning til at anlægge en mere offensiv tilgang, fordi vi netop kunne sige til vores kunder, at de her digitale løsninger fungerer.”
Hvordan kan Danmark komme styrket ud af krisen?
“Vi kommer som nation til at bruge penge på at komme ud af krisen, og det vurderer jeg, at vi skal kombinere med, at vi er en af verdens mest digitale nationer og har store grønne ambitioner. Det skal have et ordentlig ryk nu. Jeg tror, at mange kan se, hvor godt det var, at vi var meget digitaliserede, da vi blev sendt hjem. Meget har kunnet køre videre upåvirket. Der skal vi tage det næste digitale ryk, men også gøre det samme med grønne investeringer. Vi skal se på, om den måde, vi genstarter landet på, også kan rykke den grønne dagsorden.”
Hvad har du selv lært af krisen?
“Det at være ærlig og autentisk i sin ledelsesstil i forhold til at kommunikere, hvor er vi, og hvad gør vi herfra, har været vigtig. Det er jo ikke fordi, at vi, der sidder i spidsen, har prøvet det her mange gange før. Det er nyt terræn. Vi er heller ikke født med bedre spådomsevner end andre.”