Greentechvirksomheden Waturu, der bliver undersøgt af Nasdaq, er ramt af revisorflugt, har mistet hele bestyrelsen - for bare at nævne nogle af problemerne, - får tiltrængt rygvind.
På en ekstraordinær generalforsamling afholdt lørdag lykkes det Waturu, der er noteret på vækstbørsen Nasdaq First North, at få valgt en ny revisor samt bestyrelse. Det oplyste Waturu lørdag i en selskabsmeddelelse.
Waturu har udviklet en tankløs vandvarmer og blev i 2019 børsnoteret for at rejse kapital til at igangsætte produktionen af sin vandvarmer, men selskabet har siden da været ramt af en stribe problemer, og virksomheden har ad flere omgange måtte udskyde produktionen af sin vandvarmer.
I erhvervsmedier er Waturu blevet kritiseret for at sende en lind strøm af rosenrøde børsmeddelelser ud og misinformere markedet, hvilket virksomheden selv har afvist. De seneste måneder har Tofte & Co., der har ageret certified advisor for Waturu, forladt virksomheden. Det samme har revisorfirmaet Beierholm, ligesom også hele bestyrelsen er gået af.
Nu har Waturu dog fået 2+Revision ind som revisor, ligesom virksomheden har fået to nye personer ind i bestyrelsen, der gør stifter og adm. direktør, Toke Reedtz, selskab.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Waturus nye bestyrelsesformand, Lasse Ranlev, men i en pressemeddelelse fra Waturu udtaler han:
"Jeg er glad for at bestyrelsen i Waturu, har vist mig den tillid at jeg nu påtager mig formandsposten iselskabet. Jeg ser frem til at bidrage med mine erfaringer indenfor effektivisering af produktion og jeg kender til teknologien og dens muligheder," udtaler Lasse Ranlev i en meddelelse.
Handlen med Waturus aktie har siden slutningen af december været suspenderet for handel, idet Nasdaq er ved at undersøge, om virksomheden overholder gældende regler.
Mens Waturu har en ny bestyrelse og revisor på plads mangler virksomheden fortsat en certified advisor, og virksomheden har tidligere fået dispensation af Nasdaq til at finde en senest 8. februar. Det vil sige, at virksomheden have fundet en senest mandag.
Det er ikke lykkes Børsen at få en kommentar fra Waturus adm. direktør, Toke Reedtz, for en kommentar.
Torsdag kom det frem, at Waturu har tabt en voldgiftssag, hvor virksomheden skal betale 1,6 mio. kr. samt sagsomkostninger på yderligere 1,5 mio. kr.