Opdateret kl. 11.21 med kommentar fra Waturus direktørMens First North-selskabet Waturu står med ryggen mod muren, idet de mangler både revisor og certified advisor, lysner det imidlertid også for den jyske virksomhed.
Waturu, der har udviklet en decentral og tankløs vandvarmer, har modtaget sin første eksportordre fra en udenlandsk samarbejdspartner, som forpligtet sig til i første omgang at aftage 500 vandvarmere.
Det fremgår af en selskabsmeddelelse, som Waturu sendte ud sent torsdag aften, hvori det ikke nævnes, hvem kunden er.
Waturus adm. direktør og medejer, Toke Reedtz, ønsker ikke at stille op til interview og vil ikke oplyse, hvem den udenlandske samarbejdspartner er. I en tekstbesked skriver han:
"Jeg har ikke yderligere at tilføje, udover at vi arbejder fokuseret på at gøre det muligt for aktionærerne at handle deres aktier igen," lyder det fra Toke Reedtz med henvisning til, at Waturus aktier lige nu er suspenderet for handel.
Thomas Marschall, afgående formand i Waturu, udtaler i selskabsmeddelelsen:
“Det er en stor tilfredsstillelse, at vi på et afgørende tidspunkt for virksomheden, er lykkes med at indgå den første større udenlandske aftale. Danmark vil fortsat være et vigtigt marked de næste par år, men aftalen viser os, at der også er et stort potentiale i udlandet.”
Ifølge Waturu forventer den unavngivne samarbejdspartner at kunne aftage 1000 vandvarmere pr. måned, når leverancerne kører regelmæssigt. Waturu venter, at det er tilfældet i midten af 2021.
Waturu rejste i 2019 17,75 mio. kr., da selskabet blev noteret på vækstbørsen First North. Waturu havde udviklet en vandvarmer, der kunne spare store mængder energi, og selskabet skulle bruge kapital til at starte produktionen op i stor skala.
Gentagne gange har Waturu imidlertid udskudt lanceringen af sit produkt grundet udfordringer med produktet, men noget tyder altså på, at de er ved at være løst.
“Aftalen viser os, at der også er et stort potentiale i udlandet
Thomas Marschall, afgående formand for Waturu
Waturu har tidligere oplyst, at selskabet var garanteret en stor minimumsordre. Det skete på et arrangement for privatinvestorer i december 2019, hvor selskabets nu daværende finansdirektør fortalte tilhørerne, at Waturu var garanteret en stor minimumsordre på 25.000 vandvarmere hos den franske distributør Saint-Gobain.
Finansdirektøren talte dog usandt, har både Saint-Gobain og Waturu-direktøren Toke Reedtz sidenhen oplyst til Børsen.
Eksportordren til Waturu kommer på en særdeles kærkomment tidspunkt for greentechvirksomheden, der må siges at stå med ryggen op mod muren.
Lige nu bliver Waturu undersøgt af Nasdaq, der vil vide, om selskabet overholder gældende regler. Det har stået på siden kort før jul, og i den periode har handlen med Waturus aktier, der er faldet med 91 pct. i værdi det seneste år, suspenderet.
Samtidig står Waturu uden revisor, idet revisorhuset Beierholm har forladt dem grundet samarbejdsvanskeligheder. Waturu venter dog at kunne præsentere revisorfirmaet 2+ Revision på en ekstraordinær generalforsamling, der afholdes 6. februar.
pct. er værdien af Waturu Holding faldet det seneste år
Her skal Waturu også have en ny bestyrelse på plads, idet virksomheden i sidste uge oplyste, at hele bestyrelsen på nær Toke Reedtz stopper. Ifølge Waturu sker rokaden, fordi selskabet nu skal have fokus på salg.
Senest oplyste Waturu, at aftalen med selskabets certified advisor, Tofte og Company, er udløbet. Det er påkrævet af Nasdaq at have en certified advisor for at være noteret på First North, men Waturu har dog fået dispensation til 8. februar til at finde en ny.
Torsdag oplyste Waturu markedet om, at de er i dialog med en ny certified advisor og venter at indgå en aftale snarest.