ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Anders Bjergegaard skabte tandlægekæde og solgte aktiemajoriteten for trecifret millionbeløb - nu vil han lave en kæde med bedemandsforretninger

På barefem år

vil serieinvestor skabe den største bedemandskæde i Danmark. Brancheforeningen er skeptisk

Anders Bjergegaard vil skabe Danmarks første brand i begravelsesbranchen. Foto: Michael Drost-Hansen
Anders Bjergegaard vil skabe Danmarks første brand i begravelsesbranchen. Foto: Michael Drost-Hansen

Serieinvestoren Anders Bjergegaard solgte i 2015 majoriteten af aktierne i tandlægekæden Godt Smil til Maj Invest for et trecifret millionbeløb. Han stiftede i 2008 kæden med den første klinik Horsens, og siden er den vokset til en af landets største tandlægekæder med 29 klinikker og et samlet overskud, der ifølge ham selv landede på 45 mio. kr. i 2019.

Nu vil Anders Bjergegaard gøre kunsten efter i begravelsesbranchen, efter at han for et ukendt beløb har købt 20 pct. af den nordjyske bedemandsforretning Min Afsked.

“Om fem år er vi den største landsdækkende kæde indenfor bedemandsbranchen i Danmark,” siger han.

Vil skabe første brand

Min Afsked har i dag tre bedemandsforretninger i Nordjylland og en fjerde åbning på vej i Aarhus. Planen er at åbne fem nye forretninger årligt, og i takt med flere åbninger vil Anders Bjergegaard gøre Min Afsked til den mest velkendte bedemand i Danmark.

“Når man køber Coca-Cola eller McDonald's, så kender man produktet, man ved, hvad man får. Sådan er det ikke i bedemandsbranchen. Der er ikke noget brand i den her branche, det findes ikke i dag. Går du ud og spørger 100 danskere, om de kan nævne én bedemand, så tror jeg ikke, der er ret mange, der ville kunne nævne en. Vi vil skabe det første brand i branchen,” siger Anders Bjergegaard.

Bedre Begravelse er i dag den største bedemandskæde i Danmark med 27 bedemænd på tværs af landet.

Brancheforening tvivler

Hos brancheforeningen Danske Bedemænd, har man set det før: En ny bedemand melder sig på banen, fordi man har set omkostningerne for en begravelse og tror, at der er nemme penge at hente.

“Vi ser bedemandsforretninger, der popper op, og så forsvinder de igen indenfor to-tre år, fordi de finder ud af, at det måske ikke var så nemt, som de troede, og det kræver mere, end at man bare sætter et skilt over døren, hvor der står bedemand. Man tror, at bedemænd scorer guld og grønne skove, men sådan er verden ikke,” siger Ole Roed Jakobsen, branchedirektør i foreningen Danske Bedemænd.

Han er umiddelbart ikke varm på idéen om, at investorer vil ind i branchen.

“Det med at lægge dødsfald ind i et regneark, hvor man regner på, at hvis man nu etablerer 37 forretninger rundt i landet, så kan man lave en bundlinje på det og det. Det er fint at etablere sig, men man skal passe på, hvad man går ind i, og huske hvem man arbejder med her, for det er altså følelser og sorg,” siger Ole Roed Jakobsen.

Går ikke på kompromis

Anders Bjergegaard er uenig i, at investorer som ham selv vil gå på kompromis med kvalitet og tilsidesætte de pårørendes følelser.

“Når sådan en som mig går ind som investor og ikke som bedemand, så er der nogen, der siger, at det kun for at tjene penge. Det var også det, jeg hørte, da jeg gik ind i tandlægebranchen,” siger Anders Bjergegaard.

Ifølge ham kan en stor investor som ham selv skabe tryghed for den enkelte erhvervsdrivende og være med til, at fokus ligger på forretningen og ikke kun på at sikre økonomiske gevinster. Og det er uanset, om det er en bedemand eller en tandlæge, siger Anders Bjergegaard.

“Jeg vil da hellere sidde i tandlægestolen hos en stor tandlægekæde, end jeg vil sidde hos en lille tandlæge, som er super stresset over sin privatøkonomi, hvor huset er belånt, og bilen er belånt. Jeg tror, at tandlægen, der er alene, er mere tilbøjelig til at lave noget, der ikke er i top end den tandlæge, der ikke skal være bekymret for, hvordan regningerne skal betales i morgen. Det er det samme for bedemænd.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis