Når vi flittigt deler billeder og meninger på de sociale medier, er det de færreste, der tænker på, hvad der skal ske med materialet, når vi en dag skal væk herfra. Det vil serieinvestor Anders Bjergegaard lave om på.
Han har netop købt 20 pct. af den nordjyske begravelsesforretning Min Afsked, og udover at han om fem år vil have Danmarks største kæde af bedemandsforretninger, vil han skabe en digital platform, hvor vi kan efterlade vores pårørende alt fra adgangskoder til afskedsvideoer.
“I Danmark fortier vi døden rigtigt meget. Det ville gøre det meget lettere for de pårørende, hvis de vidste, hvad den afdøde ønskede på forhånd med alt lige fra gravsten til valg af kiste, hvem der skal med til begravelsen, testamente og arv,” siger Anders Bjergegaard, som netop har investeret i Min Afsked, og som tidligere har stiftet en af Danmarks største tandlægekæder Godt Smil.
“Jeg tror, at hvis sådan et koncept fandtes, ville størstedelen også bruge det
Anders Bjergegaard, der har købt 20 pct. at bedemandsforretningen Min Afsked
“Jeg tror, at hvis sådan et koncept fandtes, ville størstedelen også bruge det,” siger Anders Bjergegaard
Når Anders Bjergegaard snakker om Min Afskeds nye digitale platform, sammenligner han det med organdonation. Han vil have os til at tage stilling til døden allerede nu.
“Jeg er selv 39, og jeg har lavet et testamente. Min far er 74, han sidder og arbejder på et stamtræ til børnebørnene. En af mine bekendtes mor arbejder lige nu på en biografi, der fortæller om hendes liv, ikke fordi den skal udgives, men til de efterladte. Der er masser af ting, folk allerede gør inden, de skal herfra, og vi vil på Min Afsked samle det hele,” siger Anders Bjergegaard.
Han forstår dog godt, hvis det kan være en smule underligt at skulle tage stilling til døden på internettet.
“Det kan sagtens være, at jeg er forud for min tid, og at platformen er for amerikansk, som nogle siger til mig. Men den kreative vinkel er også grund til, at jeg går ind i det her.”
Min Afsked offentliggør et udkast til platformen i løbet af i år.