ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sponsorater falder i værdi trods ændret lov om kviklån

Med en lovændring vil politikerne

sikre bankerne comeback som sponsorer. Men ifølge bankerne er problemet ikke løst

Politikerne har ifølge Peter Froulund, marketing- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, været mere optagede af at genåbne Idrætsdanmarks mulighed for at få banksponsorer, end man har været af at gøre det attraktivt at sponsere. 
Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
Politikerne har ifølge Peter Froulund, marketing- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, været mere optagede af at genåbne Idrætsdanmarks mulighed for at få banksponsorer, end man har været af at gøre det attraktivt at sponsere. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen

Med en lovændring vil regeringen og partierne bag loven om kviklån sikre såvel professionel som folkelig idræt at få banker tilbage som sponsorer, men de er endnu langt fra målet.

“De er mere optaget af at give klubber og foreninger muligheden for at få sponsorer igen, end de er af at gøre det attraktivt at være sponsor,” siger Peter Froulund, marketing- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank.

Selv om Peter Froulund vurderer, at partierne “kun har løst 25 pct. af problemet”, så er det dog sandsynligt, at banken vil genoptage sponsoratet af fodboldlandsholdet, som banken måtte trække sig fra.

“Vi har ikke truffet beslutningen. Men aftalen gør det sandsynligt, at vi er på vej tilbage til DBU,” siger han.

Loven om kviklån kostede fodboldlandsholdet AL Bank som sponsor, fordi banker ifølge loven ikke må optræde i forbindelse med et gamblingselskab. AL Bank stod på landsholdstrøjen sammen med statens gamblinggigant Danske Spils Oddset.

På grund af lovens totalforbud mod at gambling- og bankreklamer kan bringes i forbindelse med hinanden, måtte banken trække sig. For loven er ikke rettet mod gamblingindustrien, men mod banker.

Med ændringen vil politikerne give bankerne mulighed for et comeback på spillertrøjer, skilte på stadions og andre fysiske reklamepladser – også selv om de kommer til at reklamere i forbindelse med gamblingreklamer. Men politikerne fastholder forbuddet mod at reklamer for banker og gambling bringes i forbindelse med hinanden på eksempelvis tv.

Når man ikke kan reklamere for sit sponsorat i tv, trækker det ned på værdien af sponsorater, forklarer marketing- og kommunikationsdirektør i Sydbank, Søren Hansen Reumert.

“Et sponsorat er en handel: Vi støtter og får noget igen. Men nu kan vi ikke få det samme tilbage som før, for vi er fortsat afskåret fra at reklamere online og på tv. Derfor er sponsorater mindre attraktive.”

Sydbank oplevede for nyligt, hvordan en brandingreklame for banken blev afvist på tv, fordi en gamblingreklame kom i vejen. Dette problem er fortsat uløst.

Thomas Badura, adm. direktør for Sponsorpeople, der rådgiver virksomheder, professionel idræt og andre rettighedshavere, ser aftalen som et skridt i den rigtige retning.

Virksomheder
Lov om kviklån lukker pengestrøm til dansk idræt: “Nu skal der under alle omstændigheder siges farvel til betydelige indtægter i klubberne”

“Loven har skabt en alvorlig økonomisk situation i professionel idræt og i breddeidrætten. Derfor er det godt, at politikerne vil gøre noget ved det. Men sponsorerne er fortsat afskåret fra centrale markedsføringsplatforme som eksempelvis tv-blokke, og så er det vanskeligt at få det samme ud af et sponsorat, som man kunne før indgrebet.”

Stor kreativitet

Sponsorpeople oplever en stor kreativitet i forsøget på at aktivere værdien af sponsoraterne, efter adgangen til eksempelvis tv-reklamer er afskåret med loven. Men det ændrer ikke på, ifølge Thomas Badura, den såkaldte return on sponsorship investment (ROI) for sponsorerne.

“Og det vil helt sikkert udløse konsekvenser hos tv-stationer og andre platforme, hvor sponsorer hidtil har reklameret,” siger han.

Virksomheder
Parken-topchef om lovstop for bankers sponsorater: “Regeringen og politikerne leger med vores eksistensgrundlag”

Tine Aurvig-Huggenberger, direktør for Kreakom, brancheforeningen for reklame- og mediebureauer, forudser ikke stor effekt af partiernes ønske om at lempe loven.

“Når man fratager banker muligheden for at promovere sig selv på et sponsorat, så er sponsorater ren altruisme, for den kommercielle værdi er betydeligt forringet, når man ikke må bruge det, eksempelvis i tv-reklamer, som man har kunnet gøre hidtil.”

På mediemarkedet er konsekvensen ifølge Tine Aurvig-Huggenberger klar:

“Det trækker rigtigt mange penge ud af annoncemarkedet. Det har konsekvenser for medierne, for reklame- og mediebureauerne. Men det har også konsekvenser for de banker, som ikke må reklamere for deres fuldt lovlige produkter.”



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis