Tradelens skal blive et økonomisk aktiv for A.P. Møller-Mærsk efter nytår.
“Vi er på vej til at have rigtige betalende kunder. I det kommende år skal vi se egentlig omsætningsvækst i Tradelens
Søren Skou, adm. direktør, A.P. Møller-Mærsk
Sådan lyder den kontante melding fra transportgigantens topchef, Søren Skou. I forbindelse med koncernens regnskab for tredje kvartal satte han en hård deadline for det stort anlagte projekt, der med Tradelens-topchefen Michael Whites egne ord skal “forbedre den globale handel”.
“Vi er på vej til at have rigtige betalende kunder. I det kommende år skal vi se egentlig omsætningsvækst i Tradelens, og at det faktisk er et produkt, som kunderne vil have,” siger Søren Skou.
“Økosystemet er vokset enormt meget med flere havne, lande og landtransportører. Tradelens er på vej ind i en ny fase, hvor vi virkelig har noget, vi kan sælge,” fortsætter han.
Tradelens er en blockchain-baseret platform, som Mærsk søsatte i samarbejde med IBM i begyndelsen af 2017. Formålet med værktøjet er at nedbringe omkostningerne, når en container flyttes rundt i verden, ved at digitalisere papirarbejdet. I dag er op mod 30 parter involveret, når gods transporteres fra fabrik til slutkunde, hvilket både er dyrt og øger risikoen for flaskehalse.
Derfor, lyder salgstalen fra Mærsk, er der store milliardbesparelser at hente for alle involverede parter, hvis Tradelens bliver en succes.
Blockchain er en forholdsvis ny teknologi, der gennem avanceret software og matematik kan sikre udveksling af data og dokumenter, uden at det falder i de forkerte hænder. Det er især handlen med kryptovalutaen bitcoin, der i første omgang fik blockchain på verdenskortet, men i de seneste år har flere industrier, heriblandt finanssektoren, taget teknologien til sig.
Tradelens' opstart har dog langt fra været gnidningsfri. Tilbage i maj indrømmede Vincent Clerc, direktør for ocean & logistics i Mærsk, i et interview med Børsen, at 2020 ikke havde udviklet sig som ventet for Tradelens. Blandt andet har det taget længere tid end først antaget at få de konkurrerende rederier med om bord.
var året, hvor Mærsk og IBM første gang fortalte omverden om Tradelens
Mærsk er heller ikke alene om at satse på blockchain-teknologien. I Kina har Cosco Shipping sammen med teknologivirksomheden Cargosmart lanceret Global Shipping Business Network (GSBN), hvis produktbeskrivelse har mange lighedspunkter med Tradelens.
Det har skærpet konkurrencen om potentielle kunders gunst. Flere aktører i den maritime sektor har ligeledes valgt at spille på flere heste, da de forskellige løsninger fortsat er i deres spæde stadie. Det gælder bl.a. CMA CGM og senest Hapag-Lloyd, der både vil dele deres data på GSBN og Tradelens.
“Hapag-Lloyd følger en multiplatformsstrategi, når det kommer til blockchain-baserede, maritime samarbejdsplatforme, og vi er i tæt kontakt med både Tradelens og GSBN,” skriver Johanna Stroex, talskvinde i Hapag-Lloyd, til Børsen og fortsætter:
“I øjeblikket tilpasser vi os Tradelens med henblik på en potentiel indkøring i 2021.”
Indtil videre har mere end 155 parter rundt omkring i verden indvilget i at blive en del af Tradelens – det værende alt fra rederier og speditører til havne og toldmyndigheder.
Søren Skou lægger dog ikke skjul på, at det har været en langsommelig proces at få de mange aktører integreret i platformen, hvilket har været med til at forhale udviklingen mod et egentligt kommercielt produkt.
“Sidste år lavede vi hensigtserklæringer med nogle af vores store konkurrenter, MSC og CMA CGM. Det tog næsten et år at få det fuldbyrdet til en egentlig aftale, men det har vi gjort nu. Det betyder, at Tradelens nu har 50 pct. af verdens containerkapacitet,” lyder det fra Mærsks topchef.