Scandlines-topchef Søren Poulsgaard Jensen er kendt som en åbenmundet kritiker af regering og politikere.
Det har især præget debatten om Femern-forbindelsen. Men også sidste års coronanedlukning har ført til krasse kommentarer om, at regeringen ikke har givet rederiet rimelige chancer for at planlægge. Det mener han stadig:
“Sidste år var der stor uklarhed om indrejsereglerne for de tyske sommergæster, vi er meget afhængige af. Der er vi desværre én gang mere. Usikkerheden er stor, og tingene besluttes med alt for kort varsel,” siger han.
Scandlines er sammen med en række andre ferierelaterede virksomheder og organisationer medunderskriver af et protestbrev til statsminister Mette Frederiksen (S). De er alle utilfredse med, at der i perioden mellem 14. maj og 26. juni er stor uklarhed om indrejseregler for turister.
“Vi er i Danmark forholdsvis militante på det her område
Søren Poulsgaard Jensen, adm. direktør, Scandlines
“Vi er i Danmark forholdsvis militante på det her område, og det kan mærkes på vores sommerbookinger. Tyskerne ved ikke, om de kan komme ind, og mange tør ikke satse deres ferie på sådan en usikkerhed. Det har stor betydning for vores planlægning. Normalt ansætter vi henved 400 unge i sommerjob i højsæsonen, men det kan vi ikke i år, for vi aner ikke, hvilket passagertal vi ser ind i,” siger Søren Poulsgaard.
Han ærgrer sig over, at regeringen under krisen har betjent sig af sidste øjebliks meldinger, ofte kommunikeret på et fredagspressemøde med virkning straks fra mandag morgen.
Det har for Scandlines betydet, at man med få timers varsel har skullet lave om på bemandingsplaner, afstands- eller maskekrav.
turismeafhængige virksomheder og organisationer har klaget til statsministeren
I protestbrevet til statsministeren opfordrer i alt 20 turismerelaterede virksomheder som feriehusudlejere forlystelsesparker til at droppe komplekse krav om karantæne og incidenstal, som helt frem til udgangen af juni – hvor der menes at være et EU-coronapas klar – gør det svært at få bookinger fra især tyske gæster.