ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kom med ind i Pandoras maskinrum: Sådan styrer Alexander Lacik 28.000 ansatte fra sin vandkantsvilla

Skype-møder må maksimalt tage én time, siger Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora. Han arbejder i disse dage fra sin Villa i Sverige og oplever de digitale møder som værende mere effektive. "Folk kan ikke snakke i munden på hinanden. Der er kun en, der kan snakke ad gangen, og så er man nødt til at lytte til den person," forklarer Lacik. Foto: Clément Morin
Skype-møder må maksimalt tage én time, siger Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora. Han arbejder i disse dage fra sin Villa i Sverige og oplever de digitale møder som værende mere effektive. "Folk kan ikke snakke i munden på hinanden. Der er kun en, der kan snakke ad gangen, og så er man nødt til at lytte til den person," forklarer Lacik. Foto: Clément Morin

“Har du video på,” spørger Alexander Lacik, da vi mødes over en Skype-forbindelse til en snak om, hvordan en global virksomhed med 28.000 ansatte, fordelt på seks kontinenter, organiserer sig i en tid, hvor coronakrisen har suspenderet alle almindelige arbejdsgange.

Gennem de seneste 12 dage har Alexander Lacik, der er adm. direktør i smykkevirksomheden Pandora, ligesom resten af de 550 ansatte på hovedkontoret i København, været nødsaget til at omdanne sit hjem til sin arbejdsstation. Og her er telefonen, computeren og en Skype-forbindelse uundværlig.

Paradigmet omkring mit job har ændret sig fuldstændigt. Det er vildt

Alexander Lacik, adm. direktør for Pandora

“For at gøre tingene lidt mere menneskelige har jeg gjort det til et princip, at folk skal sætte deres video til, når vi har møder,” siger Alexander Lacik, der har søgt tilflugt i sin vandkantsvilla i Saltsjöbaden, sydøst for Stockholm.

Fra kl. 8 om morgenen og indtil kl. 19 om aftenen afløser det ene Skype-opkald det andet, for at han være opdateret på, hvad der sker i hver en krog af organisationen.

Det er vigtigt i en tid, hvor coronapandemien har givet et hårdt nyreslag til smykkeforretningen, der har set omsætningen falde brat, idet mere end 1390 butikker er lukket. Derfor taler han hver dag med landecheferne for de ti største markeder.

CM-Borsen-AlexanderLacik-22.jpg
Alexander Lacik bor i første række ud til vandet i Saltsjöbaden, der ligger sydøst for Stockholm. Foto: Clément Morin

Allerede i januar, da virussen spredte sig i Kina, lavede Alexander Lacik et kriseberedskab, der skulle monitorere situationen dér og ikke mindst i Thailand, hvor hele smykkeproduktionen ligger.

Men da den kinesiske regering kort efter lukkede millionbyen Wuhan ned, frygtede Pandora-bossen, at virussen ville sprede sig udenfor Kina, og derfor gjorde han kriseberedskabet globalt.

Den nye organisation

Her har han lavet en såkaldt styringskomité, som han mødes med virtuelt hver dag. I den har han selskab af kommunikationschefen, finansdirektøren, direktøren for HR samt Rasmus Brix, der står i spidsen for den igangværende transformation kaldet Programme Now.

De holder hver især hånd i hanke med fem arbejdsområder: Forsyningskæden, finanserne, kommunikation og HR, Programme Now samt den kommercielle del af forretningen.

Hvis vi zoomer ind på det sidste område som eksempel, er det Alexander Lacik, der sammen med den nytiltrådte marketingdirektør Carla Liuni styrer den gruppe. Her er de ansatte delt ind i to hold, der mødes med Alexander Lacik to gange hver uge.

“Det ene hold fokuserer på, hvad vi gør på kort sigt; bør vi eksempelvis fortsætte med at reklamere? Det andet hold kigger på, hvad vi gør, når vi kommer ud af denne her krise. Hvordan ser vores planer så ud?,” forklarer direktøren.

Coronakrisen kommer på et tidspunkt, hvor Pandora befinder sig midt i en milliarddyr turnaround.

28.000​

ansatte har Pandora på verdensplan

Efter en serie af nedslående kvartaler begyndte de første spæde positive resultater at vise sig i slutningen af 2019 samt starten af 2020, hvor det underliggende salg viste en klar bedring på tværs af nøglemarkeder.

“Så kommer coronavirussen pludseligt – tusinde tak skal du have – når det regner, så øser det ned,” lyder det ironisk fra Alexander Lacik.

Derfor har han også flere møder ugentlig over Skype med Peter Ruzicka, der ved udgangen af december overtog formandsposten fra Arla-topchefen, Peder Tuborgh.

“Lige nu er der en masse store beslutninger, der skal træffes. I sidste uge besluttede vi os for at lukke butiksnetværket i USA. Under normale omstændigheder er det et næsten utænkeligt scenarie, men lige nu er det ikke en diskussion, der tager ret lang tid, inden vi går videre til næste emne på dagsordenen,” siger Alexander Lacik og følger op:

“Paradigmet omkring mit job har ændret sig fuldstændigt. Det er vildt.”






Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis