ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Revisorkrig: De kæmper om kunder for over en halv milliard kroner

Der er fuldt blus under revisorkrigen herhjemme. Ser man på beløbene, der er i spil, forstår man hvorfor. De store kunder, der står midt i kampens epicenter, har en værdi af mere end 600 mio. kr. i honorarer.

Revisorverdenen er vendt på hovedet, efter det danske medlemsfirma i det internationale KPMG-netværk, KPMG Danmark, med 48 partnere i spidsen højst overraskende har annonceret en kommende fusion med EY, det tidligere Ernst&Young.

Virksomheder
KPMG-partner i Rusland: Rystet over dansk udbrud
Det har skærpet kampen om KPMG's nuværende store, danske kunder, der tæller A.P. Møller-Mærsk, ISS, Arla og Danfoss.

Og der er ikke småpenge på spil. En opgørelse, som Børsen har lavet over de største danske virksomheder, der i dag bruger KPMG Danmark som revisor og rådgiver, viser, at der er tale om mindst 615 mio. kr. i revisions- og rådgivningshonorar på globalt plan.

"De store kunder er vigtige for revisionshusene først og fremmest fordi de bidrager med store honorarer – både når det gælder revision og når det kommer til rådgivning. Samtidig er der stor prestige ved at være revisor for de store danske selskaber, det være sig Carlsberg, Mærsk eller Novo Nordisk," siger Kim Klarskov Jeppesen, der er professor ved Institut for revision og regnskab på CBS.

Flere valg


Kunderne, der i dag er i stald hos KPMG Danmark, er efterladt med et valg efter krigen er brudt ud. Fælles for dem er, at de uanset hvad de vælger, vil skulle foretage mere eller mindre ubelejlige ændringer. 

De kan rykke med KPMG Danmark til EY og dermed skifte revisor i hele resten af verden.

Eller de kan blive under KPMG's faner globalt, men reelt skifte til ny revisor herhjemme, nemlig KPMG-netværkets nye selskab i Danmark: KPMG 2014.

Eller de kan vælge helt ny revisor, typisk en af de andre i det såkaldteBig Four: Deloitte eller PwC.

Og der bliver hevet i dem. Begge sider i krigen og ikke mindst KPMG 2014 har meldt ud, at det i første omgang handler om at hale de største fisk ind.

Virksomheder
Thomas Hofman-Bang bliver topchef i det nye KPMG
"Det er oplagt, at KPMG 2014 kæmper om de store kunder herhjemme i første omgang. At vinde en eller flere af disse vil sende et klart signal til det øvrige marked om at man er tilstede og seriøst kan konkurrere med de øvrige store revisionsfirmaer," siger Kim Klarskov Jeppesen.

Enorme beløb

De store danske virksomheder, som A.P. Møller-Mærsk, Danfoss, Carlsberg, ISS og VKR Holding, der opererer globalt lægger alene tocifrede millionbeløb i både revision og rådgivning hos KPMG-netværket i dag.

Derfor er det et stort tab for KPMG Danmark og det fremtidige EY, at Carlsberg har meldt ud, at bryggeriet fremover vil være i stald hos KPMG 2014. Det er honorarer på 25 mio. kr. i revision og 17 mio. kr. i rådgivning på verdensplan, som tilfalder KPMG-netværket frem for EY.

Omvendt har GN Store Nord meldt ud, at selskabet går med til EY, og KPMG mister dermed 2 mio. i revision og 1 mio. kr. i rådgivning globalt set.

Kampen fortsætter frem mod årets generalforsamlinger, hvor selskaberne skal tage stilling til, hvilken revisor, de vil have fremadrettet.

Priskrigen lurer

Og hvad, der kan få kunderne til at skifte, vil helt grundlæggende komme ned til prisen, mener Kim Klarskov Jeppesen.

"De fleste store virksomheder sender deres revision i udbud, når de skifter revisor. Og der vil i sagens natur være fokus på prisen, så det vil nok være det primære parameter, der får kunder til at skifte revisor."

Læs også: Udbrydere i KPMG-duel: Vi beholder Mærsk
Det kan selvfølgelig også være, at et revisorhus på andre forhold matcher virksomheden bedre. Eller det kan være decideret utilfredshed med en nuværende revisor, tilføjer Kim Klarskov Jeppesen.

"Der kan også være et element af, at de personlige relationer spiller ind. Det at man har et godt eller skidt forhold til sin revisor kan betyde, at man skifter. Men det gør sig mest gældende for mindre virksomheder. I de store virksomheder, er der tale om så store opgaver og at mange revisorer er involveret, så der vil det personlige spille mindre ind," siger professoren.

Kampen om fjerdepladsen

Samlet har det danske KPMG i dag en omsætning på 1,5 mia. kr. Med sammenlægningen med EY vil det ryge op på 1,8 mia. kr.

Virksomheder
KPMG-boss jubler: Vi har sikret os to elefanter
Det internationale KPMG-netværk har meldt ud, at der med KPMG 2014 sigtes efter en fjerdeplads på det danske marked, hvilket betyder, at BDO, der har en omsætning på 1 mia. kr., skal vippes af pinden. Og det gerne hurtigst muligt.

"Jeg er utålmodig og meget fokuseret på at skabe resultater – også på en væsentlig kortere bane end fem til ti år. Vi bliver ikke blandt de fire største på en forårsdag, det kommer til at tage nogle år," siger Thomas Hofman-Bang, der er ny direktør i KPMG 2014.

Jesper Koefoed, direktør i KPMG Danmark og arkitekten bag den kommende fusion med EY, mener omvendt ikke, at det er realistisk for det nye KPMG at kunne bokse med de store så hurtigt.

"En tommelfingerregel i vores branche er, at for at lave 1 mia. kr. i omsætning, skal man sådan cirka være 1000 ansatte – måske lidt mindre. Det siger sig selv, at skal man være 1000 ansatte og i dag har rekrutteret 24 fra os, så kommer der til at gå lidt tid, før man kommer op," siger Jesper Koefoed.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis