ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Pandora-boss forstår godt, at investorer er bekymrede for udviklingen i USA

Amerikanske og britiske forbrugere spænder ben for Pandoras vækst og aktiekurs på en dag med et ellers positivt regnskab. Spørgsmålet er, om de har tænkt sig at blive ved med at skære i turene til shoppingcentre og Pandora-butikker, eller om de bare lige skal om på den anden side af Trump og brexit.

Investorerne er bekymrede, og det har i år kostet et kursfald på 25 pct., som topchef Anders Colding Friis ikke ønsker at kommentere på.
Penge
Fra top til bund: Pandora falder tungt i C20

I første omgang kvitterede Pandoras aktionærer for regnskabet ved at sende aktien op med knap 5 pct., men så vendte stemningen, og aktien ligger nu med et fald på 6,6 pct. i kurs 683. - fordi regnskabet ikke formår at afvæbne frygten for en vækstopbremsning i USA.

Investorerne har haft lidt svært ved at finde ud af, hvad de skulle mene om dagens regnskab, men de er altså endt med at sende aktien ned, hvilket analytikere kæder sammen med de her vækstfald i Storbritannien og USA. Kan du forstå, at de er bekymrede?

"Kan jeg forstå, at man er bekymret over udviklingen i amerikansk detailhandel? Ja. Det kan jeg sådan set godt forstå. Det er ikke så mærkeligt. Det er en fortsættelse af noget, vi har set i en længere periode, så på den måde er det ikke nyt, at vi ser amerikansk detailhandel blive udfordret, men det er klart, at det, man kan se, er, at det fortsætter, og det er også blevet en smule værre," siger Anders Colding Friis.

I Sydbank understreger senioranalytiker Søren Løntoft Hansen det afgørende i omfanget af detailtørken.

"Det er ikke et problem, hvis det er et forbigående fænomen. Det er et problem, hvis det er en længerevarende vækstopbremsning, som vi hører om generelt, men som også rammer Pandora," siger han.

9 pct. færre amerikanere i storcenter

Pandora får løbende tal fra Shoppertrak på, hvordan de amerikanske forbrugere shopper i USA. I 2016 faldt besøgstallene i de amerikanske storcentre kvartal for kvartal mellem 7 og 9 pct. I første kvartal 2017 faldt tallet så igen 9 pct.
Penge
Blandede reaktioner på Pandora-regnskab: Positivt ved første øjekast, men...

En rigtig ærgerlig udvikling for detailhandlen i USA. Især for amerikanske butikker, men også for Pandora. For der er ikke umiddelbart udsigt til bedring i 2017.

"Jeg tror personligt ikke på, at verden nogensinde går baglæns, så vi forestiller os, at det her nok er det miljø, vi kommer til at operere i i år. Vi har ikke nogen speciel stærk krystalkugle, men vi regner med, at 2017 bliver et svært miljø i USA gennem hele året," siger Anders Colding Friis.

Forbigående eller tendens?

Det er jo ret afgørende for jer, om det er et forbigående fænomen, eller en tendens man skal begynde at vænne sig til?
Penge
Analytikere holder fast i kursmål for Pandora – trods aktiedyk på 25 pct

"Ja. Men det, der er vores glæde, er vores fokus på at bygge Pandoras forretning, så den bliver bredere funderet. I virkeligheden får vi en geografisk bred dækning. I dag udgør USA ca. 25 pct. af vores samlede omsætning. For nogle år siden var det væsentligt mere, så vi glæder os over, at USA bliver balanceret ud, så hvis der kommer en lille smule effekt i USA, så er det ikke noget, der rammer hele vores forretning. Det er meget bevidst, at vi laver det fokus."

Topchefen har i USA fokus på at lukke ned for salgssteder, hvor Pandora ligger i smykkebakker hos forhandlere med fokus også på andre brands og på at åbne flere Pandora-butikker, hvor koncernens smykker får lov at skinne.

Færre mennesker - bedre butikker

"Det, vi kan se, er, at der er færre mennesker i butikkerne, men når de er i butikkerne, sørger vi for, at de kommer ind til os. Det gør vi ved at sørge for, at vi har nogle spændende produkter og nogle lækre butikker. Begge dele fungerer rimelig godt, men vi bliver også påvirket," siger han.
Virksomheder
Pandora overrasker positivt - væksten lander på 9 pct

Men beskrivelsen af det amerikanske detailmarked er ikke ligefrem opløftende.

"Hvis vi sammenligner med, hvordan amerikanske detailhandlere har det i USA i øjeblikket, så kan man roligt sige, at de har det rigtig skidt. Nogle af dem er i gang med at lukke butikker, for udviklingen er svær for dem, der udelukkende er eksponeret for det amerikanske marked. Men det er et isoleret amerikansk fænomen," forklarer Anders Colding Friis.

Hvor bekymret er du for, at vi går en årrække i møde, hvor detailhandlen vil være udfordret i USA og Storbritannien?

"Vi har en stærk position på begge markeder. Vores brands står utroligt stærkt både i USA og Storbritannien. Vi opererer i de markeder, og vi gør det, vi kan. Det vi glæder os over er, at vi ikke kun har to markeder, men over 100 markeder, vi opererer i."

I Storbritannien har der ifølge topchefen for første gang været lidt mindre trafik i butikkerne. Det kæder han sammen med brexit, som han tror kommer til at påvirke det britiske marked.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis