På få år har CM Biomass udviklet sig til en maskine, der indbringer ejerne et stort millionoverskud, og 2020 var ingen undtagelse. Regnskabet for CM Biomass Partners A/S er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Simon Christensen, ejer og adm. direktør, kommer selskabet ud af året med et overskud før skat på lige omkring 17 mio. euro, svarende til godt 125 mio. kr.
“Vi kan selvfølgelig godt være stolte ét sekund over, at vi er kommet hertil
Simon Christensen, adm. direktør og medejer
Det er en markant forbedring sammenlignet med 2019, hvor overskuddet før skat lød på omkring 10 mio. euro.
“Det ser godt ud, og det sker efter 2019, som var et rekordår,” siger Simon Christensen.
Omsætningen stiger også markant, men ikke i samme tempo som indtjeningen.
Salget lander ifølge Simon Christensen på omkring 405 mio. euro og rammer dermed nærmest nøjagtigt 3 mia. danske kr.
mia. kr. omsatteCM Biomass for i 2020
“Det hænger sammen med, at priserne på træpiller er faldet, mens mængden er steget relativt meget. Samtidig er vi i stand til et få flere penge ud af det, primært på grund af optimeringer i vores logistikled,” siger Simon Christensen.
Sammen med sin far, Torben Christensen, ejer han moderselskabet Copenhagen Merchants, hvor CM Biomass tegner sig for langt den største omsætning. Træpilleselskabet, der er stiftet i 2009, bliver nu solgt til USTC-koncernen, som Torben Østergaard Nielsen og hans døtre står bag, efter ejerfamilien i 2020 indledte en struktureret salgsproces.
Ifølge Simon Christensen var der en lang række interesserede, der ønskede at købe sig ind i selskabet, som han og faderen nu har solgt 60 pct. af aktierne i.
“Vi ønsker stadig at være med som medejere og ikke kun som ansatte, og vi føler, at vi stadig har meget at byde på. Det var også vigtigt for USTC, at vi fortsat har en økonomisk interesse foruden vores stolthed. Det er jo altid sundt at have fælles interesser. Og så var der et mentalt fit mellem os, ligesom at USTC forstår den verden, vi befinder os i,” siger Simon Christensen.
CM Biomass begyndte med at sælge og distribuere træpiller til store dele af Europa, men selskabet producerer nu også det bæredygtige brændstof. Typisk får selskabet restprodukter fra større savværker, og målet er at vokse yderligere med USTC som hovedaktionær.
“Vi kan selvfølgelig godt være stolte ét sekund over, at vi er kommet hertil, men vi er sådan nogle, der er drevet af vækst og nye idéer. F.eks. ser vi en stigende omsætning på både peanutskaller og solsikkeskaller. Begge dele har ikke værdi til andre formål og har en udmærket brandværdi. Så vi kigger hele tiden på alternativer,” siger Simon Christensen.