Da Henrik Poulsen sagde op i Ørsted i juni, blev bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen sendt på øjeblikkelig jagt efter hans afløser.
Og Thomas Thune Andersen fortæller, at man i løbet af rekrutteringsprocessen har været vidt omkring.
“Vi har kigget på mange og meget kapable mennesker. Og vi er så heldige, at vi føler stærkt, at Mads er den rigtige person på nuværende tidspunkt til at løse den opgave, vi står overfor,” siger Thomas Thune Andersen.
Var Mads Nipper jeres førstevalg?
“Han var vores absolutte førstevalg,” siger formanden.
Siden Henrik Poulsen sagde op, har der været spekuleret heftigt i, hvem der skulle afløse ham, og Mads Nippers navn er ofte dukket op som en af favoritterne.
“Vi er jo ikke de eneste, der har haft øje på Mads. Det, der for mig er meget stærkt, er, at vi har haft en søgning på tværs af industrier og geografi, og da vi havde gjort det, var Mads også den rigtige,” siger Thomas Thune Andersen.
“Jobskiftet sender nu i stedet hans formandskollega i Grundfos, Jens Moberg, på jagt efter en afløser for Mads Nipper.Jeg er ked af, at Mads har valgt at forlade Grundfos.Jeg er taknemmelig for resultaterne
Jens Moberg, formand for Grundfos
Og Grundfos-formanden begræder, at Bjerringbro-virksomheden nu mister sin topchef, der blev hentet i Lego i 2014.
“Jeg er ked af, at Mads har valgt at forlade Grundfos. Jeg er taknemmelig for de resultater, han har skabt, mens han har været i Grundfos. Jeg ønsker ham og Ørsted tillykke,” siger Jens Moberg.
Hvilket indtryk har han sat i Grundfos?
“Mads tiltrådte i 2014, og det første, vi gik i gang med der, var, at vi lavede vores 2020-strategi. Den har vi eksekveret på siden, og en del af det var jo bl.a. en voldsom forbedring af vores økonomiske resultater. Jeg er sikker på, at hvis du laver en graf over det, så viser det en god og fornuftig udvikling,” siger Jens Moberg.
blev Mads Nipper hentet til Grundfos som topchef
“Det arbejde, man skal gøre som bestyrelse, er, at man skal arbejde med at planlægge efterfølgere. Det kan jo være, at nogle vælger at forlade en, eller at performance ikke lige er, hvor den skulle være. Så det arbejde har vi løbende gjort, og derfor har vi en god platform for at starte de samtaler, der selvfølgelig skal i gang nu,” siger Jens Moberg.
Børsen har også været i kontakt med Niels Due Jensen, der er arving til Grundfos, men han ønsker ikke at udtale sig.
“Jeg vil ikke sige noget. Jeg er ude af Grundfos,” siger Niels Due Jensen med henvisning til, at han ikke længere har nogen officielle poster i Grundfos-regi.