ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nystartet topchef i Orphazyme sætter barren højt efter voldsomt kursdyk: “Vil være den næste Genmab inden for de næste ti år i sjældne sygdomme”

Orphazymes nye topchef er lige landet i København med fire kufferter. Ambitionen er høj, selvom selskabet er styrtdykket i værdi

Christophe Bourdon er netop landet i Danmark fra USA og skal genskabe tilliden hos Orphazymes aktionærer efter et større kursdyk. Foto: Steven Achiam
Christophe Bourdon er netop landet i Danmark fra USA og skal genskabe tilliden hos Orphazymes aktionærer efter et større kursdyk. Foto: Steven Achiam

Orphazymes aktionærer sunder sig oven på et kursdyk på omtrent 30 pct., men den nye topchef Christophe Bourdon, der landede i København i påsken, er klar til at tage fat. Han sætter barren højt og mener, at det nuværende kursniveau slet ikke afspejler potentialet i biotekselskabet.

Hvis jeg ser mig omkring, så har vi Genmab ikke så langt herfra, og jeg ser os blive det næste Genmab inden for de næste ti år i sjældne sygdomme

Christophe Bourdon, adm. direktør i Orphazyme

Han er født i Paris af en tysk mor og har boet og arbejdet i Frankrig, Schweiz, Japan, Norge og senest i USA, hvorfor skiftet til Danmark skete efter grundige overvejelser om potentialet i Orphazyme. Han er ikke i tvivl:

“Tiden er til at være meget dristig i forhold til visionen. Hvis jeg ser mig omkring, så har vi Genmab ikke så langt herfra, og jeg ser os blive det næste Genmab inden for de næste ti år i sjældne sygdomme,” siger Christophe Bourdon, der overtog jobbet som adm. direktør i Orphazyme i begyndelsen af april.

Han har i de seneste år siddet med ansvaret for kræftforretningen i amerikanske Amgen og har også erfaring med lægemidler mod sjældne sygdomme fra biotekselskabet Alexion Pharmaceuticals.

200

mio. årligt er salgspotentialet i NPC for Orphazyme ifølge Danske Bank

Orphazyme bygger på lægemiddelstoffet arimoclomol, der er fundamentet i biotekselskabet. Da selskabet blev børsnoteret, var der tre skud på mål, da stoffet blev undersøgt i tre sjældne sygdomme. Sidst i marts 2021 mislykkedes det i den neuromuskulære lidelse ibm, og aktiekursen drattede. Stoffet har vist god effekt i stofskiftesygdommen Niemann Pick-C (NPC), og der afventes inden længe resultater fra forsøg i sklerosesygdommen als i første halvår af 2021.

Christophe Bourdons primære opgave bliver at flytte medarbejdere og aktionærers fokus væk fra skuffelsen over, at arimoclomol ikke virkede i ibm, over mod potentialet i stofskiftesygdommen NPC, som de amerikanske sundhedsmyndigheder skal tage stilling til senest 17. juni 2021.

“NPC alene bør gøre investorer og aktionærer tilfredse, for med NPC alene kan vi skabe meget værdi. Jeg føler, at der i øjeblikket mangler overensstemmelse mellem investorernes opfattelse, og hvad NPC alene kan tilføje af værdi,” siger Christophe Bourdon.

Der er 2000 patienter, der lider af NPC, i USA og Europa samlet, men ingen gode behandlinger, og selvom Orphazyme ikke havde klare forsøgsresultater, har de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) sat lægemidlet på sporet af en hurtig afgørelse.

“Inden for NPC vurderer jeg, at det årlige salg kan nå omtrent 200 mio. dollar på toppen, men det afhænger af, hvilken pris der kan opnås, og om arimoclomol også kan godkendes til brug i als,” siger Thomas Bowers, biotekanalytiker i Danske Bank.

Forbereder sig på als

Christophe Bourdon er selv tavs om pris før godkendelsen i NPC samt om muligheden for succes inden for als, der vil udvide antallet af patienter under behandling med lægemidlet og dermed presse gennemsnitsprisen. Han fortæller, at selskabet i øjeblikket forbereder sig på at granske resultaterne fra als-forsøget, men at det primære fokus er på at skabe en succes inden for NPC samt genoprette tilliden i aktiemarkedet.

“Arimoclomol inden for NPC vil forhåbentlig snart skabe væsentlig omsætning, og med det skaber du muligheder for at bygge ovenpå. Jeg skal vise aktionærerne, at mine ord om NPC holder stik. Over tid vil vi se på, hvad næste træk bliver,” siger Christophe Bourdon, der understreger, at for biotekselskaber handler det om at have en kortsigtet historie, en historie på mellemlangt sigt og en langsigtet vision.

“Om et par måneder vil vi rykke os fra at være et lovende pipelineselskab til at være et selskab, der skaber væsentlig omsætning. Dem er der ikke så mange af,” siger Christophe Bourdon.

side 20



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis