ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nyt elselskab beskyldes for vildledning og ulovligt telesalg: Sætter klagerekord hos Forbrugerombudsmanden

På rekordtid har et stort

antal private klaget over nyt elselskab. Myndighed overvejer politisag, men direktør afviser kritik

Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, har fået ca. 165 klager over Norström. Arkivfoto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, har fået ca. 165 klager over Norström. Arkivfoto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

Et nyt elselskab forsøger med aggressivt telesalg at indtage det danske elmarked, men kun få måneder efter stiftelsen trækker selskabet et langt spor efter sig af et hidtil uset stort antal klager fra kunder, der føler sig vildledt og dårligt behandlet.

Det er jo et ledelsesspørgsmål, og jeg er sådan set ikke i ledelsen

Martin Storm Rasmussen, adm. direktør, Norström

Det er elselskabet Norström, der i en lang række klager bliver anklaget for bl.a. at bryde markedsføringsloven af både privatkunder og flere etablerede elselskaber.

Norström blev stiftet i slutningen af marts af Martin Storm Rasmussen, der står bag en lang række forskellige selskaber, heriblandt onlinebettingfirmaet DK Gambling.

Alene de seneste fire måneder har Forbrugerombudsmanden modtaget ca. 165 klager over Norström.

Dermed tegner selskabet sig for over en tredjedel af alle de klager over energiselskaber, som den offentlige myndighed har modtaget i år.

“Det er det største antal klager over et energiselskab, som vi til dato har modtaget over en så kort periode,” skriver Forbrugerombudsmanden, Christina Toftegaard Nielsen, i et svar til Børsen.

Ifølge klagerne, som Børsen har fået aktindsigt i, har Norström vildledt forbrugerne til at skifte elselskab ved bl.a. at fortælle, at kundens nuværende selskab er gået konkurs, og at Norström har overtaget administrationen.

Samtidig har Norström ifølge klagerne ringet til et stort antal forbrugere, der står på den såkaldte Robinsonliste over personer, der har frabedt sig at blive ringet op af sælgere. Det er ifølge Forbrugerombudsmanden ulovligt.

Myndigheden overvejer ifølge en mail i øjeblikket at politianmelde selskabet.

165

klager har Forbrugerombudsmanden i løbet af fire månedermodtaget over Norström

Har fyret sælgere

Martin Storm Rasmussen, der er adm. direktør i Norström, vil ikke forholde sig til, hvordan hans elselskab er endt på Forbrugerombudsmandens skrivebord.

“Det er jo et ledelsesspørgsmål, og jeg er sådan set ikke i ledelsen, men jeg kan da adressere spørgsmålet til ledelsen,” siger han.

Men er du ikke direktør?

“Jo, men jeg er direktør i flere selskaber, og jeg driver også et bettingfirma, som jeg også har haft brug for. Så jeg er ikke til stede altid, og jeg har en ledelse, der tager sig af driften i selve selskabet,” siger han.

Ifølge ham har Norström fyret nogle af de sælgere, som selskabet havde hyret til at skaffe nye kunder.

Efterfølgende har direktøren sendt en mail til Børsen, hvor han understreger, at han er en del af ledelsen, og at han har bedt andre medarbejdere tage sig af sagerne.

“Alle samarbejdspartnere, vi har, er underlagt et regelsæt for, hvordan samarbejdet skal fungere. I den udstrækning vi bliver opmærksomme på, at det ikke overholdes, tager vi en dialog med vores partnere,” skriver han.

Flere sager

Sagen kommer, efter at det danske elmarked de seneste år har været ramt af flere sager om vildledende markedsføring og ulovligt telesalg. I september fik energiselskaberne Natur-Energi og Modstrøm bøder på over 1 mio. kr. efter af være blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.

Som Børsen har skrevet, er også elselskabet Velkommen A/S flere gange blevet politianmeldt i en omfattende sag om ulovligt telesalg, hvor telemarketingselskabet Salesgroup også blev anmeldt “for at medvirke til de ulovlige opkald og vildledningen.”

Hos Norström er driftsleder Christian Søgaard uenig i mange af klagerne. Ifølge ham er Robinsonlisten “utilstrækkelig”, og han siger, at oplysningerne i listen ofte ikke stemmer overens med de data, som folk selv taster ind i f.eks. konkurrencer, som selskabet f.eks. får oplysninger fra.

“Efter vores opfattelse er langt størstedelen af sagerne grundløse, og de sager, hvor vi anser kundernes klager for helt eller delvist berettigede, bliver naturligvis håndteret herefter,” skriver han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis