Med vilje eller ej: Det er de færreste kolleger eller chefer, man har lyst til at slå ihjel. Men i yderste konsekvens er det risikoen på arbejdspladserne nu, hvor coronaens smittetryk er tungt, decembermørket indbyder til hygge, og hvor det kan være fristende at se stort på retningslinjerne.
Ifølge Arbejdstilsynet slår coronadisciplinen på mange af landets arbejdspladser så småt revner. Gejst er blevet en mangelvare på mange arbejdspladser, hvor ledelsen står med ansvaret for afstand og hygiejne.
“Vi oplever ikke modstand mod retningslinjerne. Men der er nok opstået en metaltræthed i efterlevelsen nu efter mange måneder med corona,” siger Mette Thidemann, tilsynschef i Arbejdstilsynet.
Sammen med Sikkerhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen har Arbejdstilsynet nu fuld damp under et tilsyn og en vejledning i coronaens tegn: De tre myndigheder forventer at lave over 8500 coronatilsyn om måneden i de kommende måneder.
Epidemieksperter roser tiltaget.
“Epidemien tager fart nu. Det er vigtigere end nogensinde, at alle gør det yderste til at holde smitten nede. Det kan være svært at holde gejsten. Men vi kan smitte hinanden med en potentiel dødelig sygdom. Derfor er det afgørende med høj grad af disciplin,” siger epidemiekspert og tidligere direktør i Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen.
“Vi kan se, at ikke alle virksomheder følger retningslinjerne i tilstrækkelig grad
Mette Thidemann, tilsynschef, Arbejdstilsynet
Det øgede tilsyn er lige gået i gang, og derfor ser Mette Thidemann Arbejdstilsynets foreløbige fund som oplevelser mere end samlede tendenser.
Men kontrolbesøg afslører bl.a., at der eksempelvis slækkes i kantinerne, hvor folk slår genvej til hyggen ved at rykke stole sammen, så afstandskravet ikke længere overholdes. Tilsynet oplever også, at der slækkes på gangarealer og andre steder, hvor folk passerer tæt på hinanden. Sker der smuttere, eller er der decideret skruet ned på rengøringen – især i forhold til kontaktflader som dørhåndtag og gelændere, hvor mange færdes, kan det udløse et strakspåbud. Pernille Erichsen, ledelsesekspert og chef for ledelse og virksomhedsudvikling hos DI, har fem råd til at lede medarbejderne ud af coronatrætheden:
“Vi kontrollerer, hvordan man efterlever retningslinjerne, men også hvordan man har organiseret sig. Overordnet ved man godt, hvad der er det rigtigt at gøre. Udfordringen er at blive ved med at gøre det. Det er et sejt træk, og vi kan se, at ikke alle virksomheder følger retningslinjerne i tilstrækkelig grad,” siger Mette Thidemann.
Hos DI har flere medlemsvirksomheder spurgt erhvervsorganisationen, hvordan man fortsat holder coronagejsten oppe.
“Der er fuldt forståeligt ved at indfinde sig en mathed blandt ledere og medarbejdere på mange arbejdspladser. Det er en stor ledelsesmæssig udfordring for mange virksomheder lige nu,” siger Pernille Erichsen, ledelsesekspert og chef for ledelse og virksomhedsudvikling i DI.
Klarhed om virksomhedens mål efter corona, fasthed om coronaretningslinjerne på den korte bane kombineret med et fokus på medarbejderens formål, kompetenceudvikling og en erkendelse af medarbejdernes sociale behov kan være en sti gennem krisen.
“Coronaretningslinjerne skal selvfølgelig overholdes. Men det er vigtigt at pleje medarbejdernes sociale behov. Gør man det ikke, så risikerer man brud på retningslinjerne, eksempelvis med at for mange er samlet på ét sted, eller at stolene rykkes sammen i kantinen. Tænker man sig om, er der mange muligheder for at dyrke det sociale inden for retningslinjerne og dermed sikre et stærkt sammenhold – både om virksomhedens formål, om strategien og om resultaterne,” siger Pernille Erichsen.